Til verdens ende

Det første møde mellem de elskende i Til verdens ende er rørende. 

Tømreren og krigsveteranen Holger Olsen (Viggo Mortensen) sidder i San Franciscos havn foran et af de skibe, der i 1800-tallet sejlede godtfolk fra den gamle verden til den nye. 

Her møder han blomstersælgeren Vivienne Le Coudy (Vicky Krieps), og de deler en fisk serveret på cowboyens store kniv. 

Hun taler engelsk med tyk canadisk-fransk accent, han med en tyk dansk. De bliver enige om, at de nok ikke lyder amerikanske, men alligevel er det – og så griner de. Deres latter er allerede så fortrolig, at man ikke bliver overrasket, da vi dagen efter ser dem krydse prærien sammen. 

Ved første øjekast ligner Viggo Mortensens anden film som instruktør efter demensdramaet Falling en velkendt westernfortælling om en prærielandsby med saloon, sherif og korrumperede kapitalister. 

Men filmens kerne er en stille, mesterlig kærlighedshistorie. 

Dansk-amerikanske Viggo Mortensen har tre gange været Oscar-nomineret for sine detaljerede, ofte forsagte karakterstudier, mens Vicky Krieps vandt en skuespilpris i Cannes for sit rebelske og iltre portræt af den østrigske kejserinde Elisabeth i Corsage. Flere vil nok genkende hende fra gennembruddet i Paul Thomas Andersons Den skjulte tråd. 

De er skuespillere i verdensklasse med talent for det sprudlende såvel som det stille. 

En kort, velsignet stund deler Vivienne og Olsen – som hun kalder ham – et lille husmandssted uden for byen. Men snart melder han sig som soldat i den amerikanske borgerkrig, og hun lades alene i årevis. 

Store dele af filmen følger den viljestærke Vivienne, der på trods af ensomhed og et grusomt overgreb formår at holde hovedet højt, mens hun venter på, at Olsen skal vende hjem. 

Viggo Mortensens fine manuskript starter dog et helt andet sted. Iførste indstilling ånder Vivienne ud, hvorefter Holger Olsen begraver hende i en blomstrende have med en dreng ved sin side. Da filmen kort efter klipper tilbage til deres første møde, ved vi altså, at tragedien lurer forude. 

Herfra strikkes flere tråde sammen med spring frem og tilbage i tid indtil det endelige opgør, som hører enhver western til. 

Holger Olsen ser efter begravelsen landsbytossen blive hængt for seks mord begået af den sortklædte rigmandssøn Weston Jeffries (Solly McLeod). 

Westons patriarkalske kapitalistfar (en død-øjet Garret Dillahunt) styrer den lille westernby i ledtog med borgmesteren (W. Earl Brown) og præsten/dommeren (Ray McKinnon). En slyngelbande, der leder tankerne hen på Trump-administrationens USA. 

Viggo Mortensen har både skrevet, instrueret og produceret Til verdens ende foruden at komponere dens musik. Han går konservativt til værks og lader de onde cowboys ride på sorte heste, mens de gode rider på hvide. Men hvor skurkene i hans film bliver banale, er heltene skildret med håbefuld humanisme. 

Man hepper på den multifarvede migranttilværelse, Holger Olsen og Vivienne skaber på landstedet og i samspil med småbyens mange nationaliteter og sprog. Mortensen og Krieps springer frem og tilbage mellem fransk, engelsk, dansk og spansk. Filmen føles som en hyldest til det søde og fordomsfri menneske. 

Periodefilm siger altid mere om samtiden end fortiden, hedder en gammel parole. Til verdens ende er en borgerkrigsfilm i den anden ende af Alex Garlands kyniske Civil War. 

Den skåner publikum for egentlige krigsscener og viser, at håbet og sammenholdet allerede ligger i landets dna. Rummeligheden er strømmet til fra alle verdenshjørner. Det første ord i forkortelsen USA er jo netop ”forenede”. 

Og da Viggo Mortensen til slut træder i karakter som alenefar og bevæbnet hævner, runder han sin film af med en følelsesmæssig mavepuster.