Til vi falder

36-årige Samanou Acheche Sahlstrøm er ikke bange for døden.

I den franskfødte instruktørs afgangsfilm fra Filmskolen, Les amours perdues, der kan ses på Ekko Shortlist, bliver en ung kvinde forelsket i en forfatter, som forsøger at begå selvmord ved at kaste sig ud foran en bil.

Sahlstrøm fortsatte med at udforske selvmordet i spillefilmdebuten I dine hænder, hvor vi følger livsleden – i form af den uhelbredeligt syge Niels (Peter Plaugborg) – hele vejen til Schweiz. Assisteret selvmord er endestationen, og den milde sygeplejerske Maria (Lisa Carlehed) følger med til den bitre ende.

Man kan spørge, hvad vi dog skal med al den død og ulykke, når nu vi går i biografen for at hygge os. Det var i hvert fald, hvad tredive storsnakkende damer havde for øje i Falkoner Bio, hvor filmen tirsdag aften havde snigpremiere. Det fremgik ikke af Kino.dk, at der var tale om en såkaldt strikkeforevisning, men det betød bare, at denne anmelder tillige med døden havde fornøjelsen af at blive belært om ribkanter og ret og vrang.

Og knap var strikketøjet fundet frem, førend to unge kvinder som optakt til filmen fortalte deres personlige historie om det bratte tab af en lillebror og en mor. Strikkepindene blev holdt i ro, og pludselig stod det lysende klart, hvorfor sådanne film er nødvendige: De giver indsigt i en sorg, der ellers er umulig at begribe.

Adam (Dar Salim) og Louise (Lisa Carlehed) har for år tilbage mistet deres søn på en spansk ferieø, og de er nu blevet kaldt tilbage af politichefen, der vil lukke sagen, selv om sønnen Lucas aldrig er blevet fundet.

Louise underskriver hurtigt papirerne, mens Adam er mere tilbageholdende. Kan indbruddet i deres ferielejlighed og nogle anonyme breve have noget at gøre med Lucas’ forsvinden?

Krimiplottet ligger og ulmer under overfladen, men tager ikke overhånd. Det er de psykologiske effekter af uvisheden, der undersøges. Den tærer og graver sig ind i psyken hos Adam, der forsøger at holde sammen på sit eget ”jeg”, mens opløsningen er evident i de blanke, brune øjne.

Samanou Acheche Sahlstrøm formår at få det bedste ud af sine skuespillere.

Dar Salim er indbegrebet af den maskuline, handlekraftige mand, som vi har set ham i Kriger og Underverden. Men i Til vi falder er lagene pillet af skuespilleren, så det rene, naturalistiske skuespil kommer frem. Det er en anderledes moden og underspillet Dar Salim, vi ser. Med et enkelt træk i ansigtet kan han formidle uudgrundelig smerte på den mest overbevisende facon.

Lisa Carlehed, der også var fremragende i I dine hænder, har skabt en foruroligende karakter. Den psykiske ustabilitet pibler frem under hendes afmålte kølighed. Hun vil sælge lejligheden og forlade øen for bestandig, samtidig med at hun ikke kan tage skridtet fuldt ud. For går de fra hinanden, dør sønnen, som hun siger.

Mindet skal holdes i live, mens sorgen skal på afstand. Det er dette tovtrækkeri med livet og døden, der splitter parret. Og Til vi falder lader os ikke komme ud på den anden side. Vi er fanget i den evige vekselvirkning.

Det enestående skuespil understøttes fornemt af to kloge valg af Samanou Acheche Sahlstrøm, der løfter dramaet op på et andet kunstnerisk niveau end det gængse sorgdrama.

Fotograferingen af Brian Curt Petersen er i særklasse.

Det håndholdte kamera skaber en sitrende fornemmelse af uro. Petersen går insisterende tæt på i nogle scener, mens han bakker ud af andre. Usynligt det ene øjeblik og umådeligt synligt i det næste – med en provokerende zoom eller panorering. Fotograferingen påvirker os, og det samme gør den fragmenterede klipning af Theis Schmidt, der ikke er bange for at bruge et jump cut til at få os til at føle, at noget ikke er, som det skal være.

Alt dirrer.

Vi er på nippet til at falde ud over kanten sammen med Adam og Louise. Vi græder ikke med dem, men forstår dem i al deres afmagt.

Som de to unge, strikkende kvinder fortalte, er forståelsen fra omverdenen altafgørende. Samanou Acheche Sahlstrøm har begået en film, der giver indsigt i den skrøbelige tilstand, hvor alt er vendt på vrangen.