Åbningsscenen i Volker Schlöndorffs Tilbage til Montauk vækker øjeblikkeligt interesse for hovedpersonen Max, spillet af svenske Stellan Skarsgård.
Max sidder i et beskedent oplyst rum og kigger direkte ind i kameraet i en enkel, men betagende scene. Her fortæller han åbningsmonologen om sin fars sidste dage og slår samtidig – skåret vel tydeligt ud i pap – filmens tema an. På sit dødsleje fortæller faren nemlig, at det, der betyder noget for mennesket, er de valg, vi træffer og efterfølgende fortryder.
Bagefter finder vi ud af, at Max er en succesfuld forfatter, der læser op fra sin nyeste bog til en udgivelsesreception, og at farens ord om valg og fortrydelse blot er fiktion.
Alligevel gennemsyrer anekdoten om valg og fortrydelse handlingen i Tilbage til Montauk.
At man som tilskuer betages af historiefortælleren Max skyldes i høj grad en Stellan Skarsgård fuld af kontraster. I filmens første minutter er han på samme tid afslappet og intens, henkastet og passioneret, opgivende og bestemt.
Desværre kan filmen ikke holde den spændstighed i resten af de 100 minutter.
Det skyldes især det centrale trekantsdrama, der ikke udfolder sig tilfredsstillende, selv om filmen gør et stort nummer ud af at opbygge en vis forventning til noget stort og skæbnesvangert.
Den skandinaviske forfatter Max Zorn er rejst fra hjemmet i Berlin til New York for at promovere sin nye roman. Han er en ældre og grå mand, hvis tøjstil beskrives som en europæisk antikvitetshandlers. Max forsøger efter bedste evne at holde trit med sin unge og hengivne kone Clara (Susanne Wolff) og de smarte forlagsfolk, der styrer hans kalender på bogtouren.
Max har få rigtige venner, men i New York beslutter han sig for at opsøge Rebecca (Nina Hoss). Bedømt på hans dedikation og opførsel forstår man hurtigt, at Rebecca betyder noget særligt for den underspillede forfatter.
Og ganske rigtigt.
Rebecca er Max’ gamle flamme fra de unge studieår. De havde et kort, men unikt kærlighedsforhold, og da han ripper op i fortiden, står forfatteren derfor pludselig mellem sin kone Clara og Rebecca.
Her begynder filmens melankolske og tematiske understrøm om livets afgørende valg og fortrydelser for alvor at blusse op.
En køretur sammen med Rebecca til titlens Montauk – et lækkert ferieområde et par timer fra New York – sætter Max’ dilemma på spidsen som et afgørende vendepunkt.
At det er den rutinerede Volker Schlöndorff, der står bag Tilbage til Montauk, kommer desværre kun til udtryk i begrænset omfang. Instruktøren regnes normalt som et markant navn i den generation af tyske filmskabere, der også tæller Rainer Werner Fassbinder, Werner Herzog og Wim Wenders. Schlöndorff slog for alvor igennem med den ikoniske filmatisering af Günter Grass’ umulige roman Bliktrommen.
Visuelt er Tilbage til Montauk da også spændende. Montauks vindblæste, brede strande er storslåede og billedernes overvejende efterårsfarver underbygger subtilt filmens melankoli. Stellan Skarsgård i hovedrollen er ligeledes kompetent og velvalgt som den støvede kunstner med modne kærlighedskvaler.
Det er derimod selve fortællingen, der skuffer i filmen.
Instruktøren og hans irske medmanuskriptforfatter Colm Tóibín, der også er romanforfatter, er ganske givet fortrolige med filmens intellektuelle kunstnermiljø, men det bliver trættende og selvforherligende at følge i længden.
I filmens første halvdel opbygger Schlöndorff en vis forventning om noget ganske særligt eller en afgørende begivenhed i Max og Rebeccas forliste forhold. Men i stedet for at folde den del ud, lukker filmen sig om sig selv og ender fladt, skuffende og ubeslutsomt.
Kommentarer