Man behøver ikke at have set Lukas Moodyssons livlige kollektivkomedie Tillsammans, der foregår i 1975 og havde premiere i 2000, for at nyde det nostalgiske gensyn, vi får i Tillsammans 99.
Den svenske instruktør, der er bedst kendt for film som Fucking Åmål og Lilja 4-Ever, genskaber magien i en humoristisk perle, hvor beboerne atter mødes 24 år senere i 1999.
Til en start er stemningen i kollektivet ikke så livlig, som den var engang. Det er kun den godmodige Göran (Gustaf Hammarsten) og mutte Klasse (Shanti Roney), der er tilbage. Som Göran vittigt og trist siger, er de nu i Guinness’ Rekordbog for at være det mindste kollektiv i verden.
Tiden står stille for de to midaldrende mænd, som stadig holder fællesmøder med ”rekruttering af nye medlemmer” og Görans dårlige opvask på dagsordenen. Göran får også stadig enorme erektioner, når han drømmer om Lena, en af de tidlige beboere.
Seks måneder senere får Klasse den geniale idé at overraske Göran med en fødselsdagsfest, så både han og publikum kan få at se, hvad der blev af kollektivets beboere.
”Nu begynder filmen rigtigt,” proklamerer Moodysson med et rødt skilt.
Det går glædeligt for sig i begyndelsen, men efterhånden som gamle konflikter og nye overbevisninger kommer op til overfladen, bliver Tillsammans 99 et portræt af 70’er-generationens idealisme set i bakspejlet.
Gjorde de verden til et bedre sted?
At børnene fra kollektivet ikke er til stede, giver måske et praj om, at hippielykken ikke var helt ligeligt fordelt.
De fleste af kollektivisterne har da også lagt idealismen bag sig og er blevet mere borgerlige.
Erik (Olle Sarri) holder en akavet politisk tale om, hvordan de alle bærer skyld for ukritisk at have støttet guerillakrigerne fra PLO og ANC, mens Anna (Jessica Liedberg) er blevet en stor forfatter, der bejler til Det Svenske Akademi.
Hun har et feministisk opgør med sin eksmand Lasses yngre ledsager Mirjam, der mener, at Annas generations oprør ikke var så frigørende for kvinder, som de selv går og tror.
Signe (Cecilia Frode) og Sigvard (Lars Frode), der i Tillsammans modsatte sig, at kollektivet skulle have fjernsyn, arbejder ironisk nok nu begge for Sveriges Television. De må forlade selskabet tidligt, fordi den sarte Signe fornemmer, at der er skimmelsvamp i huset.
Børnene er ikke de eneste, som er faldet fra.
Den vaklende alkoholiker Rolf blev i Tillsammans spillet af nu afdøde Michael Nyqvist, og hans fravær forklares med et muligt selvmord. Til gengæld kan ingen huske Peter (David Dencik), der heller ikke var med i den første film, og som gang på gang må introducere sig selv: ”Jeg er Peter!”
Dynamikken mellem de gamle venner er omtrent så fyrig, som den var engang – også selv om der er sket meget siden sidst.
Lena (Anja Lundqvist) er ankommet med en ung kvinde, som hun præsenterer som sin datter, og som ikke vil kaldes andet end ”ven”. Lenas mentale tilstand er noget forværret siden 1975, og kun Göran virker glad for at se hende. Han forsøger ihærdigt at rekruttere gæsterne tilbage til kollektivet, så de kan ”begynde igen”.
Men selv de mest krigeriske rebeller holder op med at gøre oprør, og Göran må efterhånden erkende, at han ikke længere er den ulv, han var engang. Måske har han i virkeligheden, som filmen sjovt hævder, været et lille føl.
Slider man ungdommens kanter af med alderen, eller holder man bare op med at posere?
Lukas Moodysson er også blevet mildere med årene, og hvor den viltre, Dogme-inspirerede Tillsammans var både en hyldest og en opsang til forældrenes generation, virker Tillsammans 99 med sit fattede filmsprog som en mere reflekterende end konfronterende film.
Da Moodysson med et afsluttende skilt erklærer, at ”nu er filmen rigtigt slut”, er man godt tilfreds med gensynet. Og krydser fingre for, at hele banden finder sammen igen til Tillsammans 2023.
Kommentarer