Hundefilmgenren er lige så gammel som selve filmen.
Fra fiffige farcehunde og seriehunden Rin Tin Tin i stumfilmepoken over den udødelige Lassie til diverse politihunde og familievovser i nyere tid. Når kulturen eller naturen er menneskets værste fjende, er Fido vores eneste og trofasteste ven.
Det gælder også for den heroiske slædehund af racen siberian husky, der har titelrollen i Togo, en sød og spændende familiefilm fra Disney.
Den er ikke lavet til biografmørket som tegnefilmklassikere Lady og Vagabonden og 101 dalmatinere, men til den nye streamingtjeneste Disney+.
Togo handler om de dristige slædeførere og deres hunde, der i 1925 hentede antiserum til den lille by Nome i Alaska. Her truede en difteri-epidemi byens børn, mens vejr og natur var i oprør, og kun hundeslæder kunne nå frem med hjælpen.
Filmen bygger på samme stof fra virkeligheden som 90’er-tegnefilmen Balto. Den handler om hunden, der trak slæden det sidste, seje stykke – men det var Togo, der løb broderparten af serumstafetten.
Hundenes vej gennem vildmarken går over fjeld og fjord, gennem is og sne med en hylende vind, som aldrig tager sig et hvil.
Sideløbende pendles der tolv år tilbage i tiden til hvalpen Togo, et skvat og et skravl, der er stædigt egensindig. Hans ejere tror ikke, han vil kunne leve op til kravet om lystrende at trække slæde i flok – endsige føje sig som kæledyr i hjemmet.
Slædeføreren Leonhard Seppal – en benhård darwinist, som mener, at dyr mere er værktøj end væsener – vil have hvalpen aflivet. Men hans bløde hustru ser både en sand overlever og en enestående brugshund.
Hun får, naturligvis, ret.
Historien er overmåde smukt fotograferet, så man mærker, at instruktøren Ericson Core oprindeligt er uddannet som fotograf. Himlen er enten spaltet i sollys med toner af mørkeblåt eller skizofrent vejrlig med en storm uden ophør.
Det er alt sammen skåret igennem af en slæde trukket af hurtige hunde og filmet i fantastisk ørneperspektiv.
Rejsens farlige forhindringer er turene frem og tilbage over en isbelagt bugt. Mens isen krakelerer, fremsiger Leonhard bravt Shakespeare, nærmere bestemt Henry V’s berømte krigstale før slaget ved Agincourt: ”Vi få, vi lykkelige få, vi brødre!”
Blot har slædehundene med Togo i spidsen erstattet kongens adelige medkæmpere!
Senere springes der dramatisk med slæden fra isflage til isflage, mens Togo trækker hele slæbet med frelsen til de syge børn. Det er klassisk for genren, men stadig medrivende.
Filmen følger de virkelige begivenheder rimeligt nøje, selv om den udelader, at ægteparret selv havde en otteårig i farezonen i Nome. Det giver filmen en mere altruistisk og opbyggelig vinkel, at Leonhard trodser elementernes rasen alene for almenvellet.
Togo er alle følelsers holdeplads med sin haltende pote og logrende hale og fremfærd som en hvalp fra himlens store hundekennel. Og modsat forårets Jack London-filmatisering The Call of the Wild har filmskaberne heldigvis valgt at alliere sig med dygtige hundetrænere frem for at trylle hundene frem med dygtige computereffekter.
Den altid seværdige Willem Dafoe har et fjæs, der ikke just er tilpasset en Disney-familiefilm. Men han er gæv som den vejrbidte slædemand, der trodser alt, hvad naturen sender imod ham af ulykker og uvejr. Konen spilles uden for meget sukker af Julianne Nicholson.
Hvor Balto mere realistisk ikke lagde skjul på, at det gælder liv og død, pakker Togo sygdomstruslen ind i sne og sentimentalitet og koncentrerer sig om uføret undervejs.
Filmen på næsten to timer er lidt for lang, men brandaktuel i disse coronatider, fordi den understreger vaccinens betydning i kampen mod former for epidemier.
En vigtig pointe, som bliver underholdende fortalt for børn og barnlige sjæle.
Kommentarer