Richard Shepard har instrueret nogle af de allerbedste afsnit af Girls. Som ingen anden har han formået at fange tonen og stemningen i Lena Dunhams tv-serie.
Tag for eksempel afsnittet One Man’s Trash, hvor den retningsløse, buttede Hannah (Dunham) akavet møder et vaskebræt af en læge (Patrick Wilson) ved en skraldespand. 27 minutter senere fremstår de som et perfekt match, man håber lever lykkeligt til deres dages ende, takket være Shepards instruktion og fornemmelse for tone.
Eller afsnittet The Panic in Central Park, hvor Marnie møder sin ekskæreste og tilbringer et romantisk og dog tragisk nedslående døgn i hans selskab.
I foråret lukkede og slukkede Girls med en sjette sæson, der indeholdt det vel nok stærkeste tv-serieafsnit i 2017. American Bitch blev Girls’ fornemme gravskrift, og også her var Richard Shepard manden, der på bedste vis forløste Lena Dunhams manuskript.
Men Shepard er åbenbart intet uden Dunham.
Efter at have set Tokyo Project står det klart, at Dunhams manuskript er altafgørende, og at Shepard gør klogt i at lade skriveriet hvile et stykke tid.
Kortfilmen Tokyo Project er ellers på overfladen et projekt med en Girls-vibe.
Lena Dunham og Jenni Konner har produceret, og Marnies crybaby af en mand, Desi, har hovedrollen. Eller, det vil sige skuespilleren Ebon Moss-Bachrach, men det er svært at skelne, da karakteren Sebastian på mange måder minder om Desi fra Girls.
Sebastian ankommer til Tokyo, hvor han vandrer hvileløst rundt. På samme tid ankommer fotografen Claire (Elisabeth Moss), som går rundt i byen og prøver at indfange Tokyos stemning. De to strejfer hinanden på deres vej. Igen og igen. Til sidst begynder de at snakke sammen.
Sebastian og Claire er ligesom Bill Murray og Scarlett Johansson i Lost in Translation fanget i en by og et sted i livet, hvor de ikke har andre end sig selv. De er efterladt med deres egne tanker, med en sorg, et tab eller en livsforandring, der skal tackles.
Og midt i deres kaos dumper en fremmed frelser ned. Én, som kan indgyde nyt håb, eller hjælpe én på ret kurs igen. Sebastian og Claire tager den nemme løsning: De ender i seng sammen. Men i et tvist til slut finder vi ud af, at det måske slet ikke var den nemme løsning alligevel.
Desværre er det ufatteligt dårligt forløst.
Man kan næsten ikke tro, at det er den samme Richard Shepard, som har instrueret Girls-afsnittene. Han må da have lært et og andet af Dunhams manuskripter? Men Shepard når aldrig at opbygge sine karakterer, han når faktisk ikke så meget andet end at vise Tokyo fra forskellige ledder og kanter.
Med tanke på, hvor mange forskellige stadier Hannah når igennem i One Man’s Trash, er det lidt af en øjenåbner at se, hvor lidt Shepard får skabt uden Dunham.
Der sker slet og ret intet i Tokyo Project.
Elisabeth Moss og Ebon Moss-Bachrach forbliver tomme skabeloner og farer lidt forvildet rundt. Det stråler ud af dem, at de ikke rigtigt ved, hvad de skal stille op med deres karakterer.
Efter sigende var det et telefonopkald fra Lena Dunham, der fik Elisabeth Moss til at takke ja til rollen, og man kan godt fornemme, at der ligger en vennetjeneste bag. Det lugter også af vennetjeneste, at HBO overhovedet har takket ja til projektet. En kortfilm fra en forholdsvis ukendt instruktør er ikke en metervare på streamingtjenesten, så mon ikke producer Lena Dunham også har givet dem et kald.
Shepard har udtalt, at det var under optagelserne af Girls i Japan, at han blev forelsket i Tokyo. Forelskelsen til byen er da også til at få øje på. Næste gang må vi håbe, at kærligheden til karaktererne og manuskriptet også kan ses.
Kommentarer