Tokyo Vice

Få filmskabere har et så trofaste og ihærdige fans som 79-årige Michael Mann.

Siden gennembruddet med 80’er-politiserien over dem alle, Miami Vice, har instruktøren været garant for æstetisk lækre, stemningsbårne spændingsfilm med et stænk af melankoli.

Bankrøver-eposset Heat satte i 1995 den moderne standard for kupfilm. Og med sit talent for at skabe intensitet gjorde Mann noget så tørt som en nyhedshistorie om tobaksindustrien til en mesterlig thriller i The Insider.

I de sidste ti år har han kun instrueret cybercrime-thrilleren fra 2015. Men nu er han tilbage som instruktør af første afsnit af HBO Max-serien Tokyo Vice, som han også producerer.

Den er baseret på journalisten Jake Adelsteins bog af samme navn og handler om hans eget liv som reporter i Japan. Som den første udlænding nogensinde har han arbejdet på en af landets største aviser.

Det er hans oplevelser som krimireporter, der er omdrejningspunktet for Tokyo Vice.

Første afsnit følger Adelstein som ung mand i starten af karrieren. Han lever og ånder for den japanske kultur, og han taler og skriver sproget flydende. Med sit halvlange, lyse og krøllede hår stikker han dog ud fra mængden. Han er næsten et hoved højere end alle andre.

Michael Mann smasker kameraet helt op i ansigtet på hovedrolleindehaver Ansel Elgort, så ikke en bevægelse eller mikroskopisk ansigtstrækning går uset hen.

Krimielementet kommer med den japanske mafia. Yakuzaen sidder tungt på alle aspekter af livet i Tokyo.

Beskyttelsespenge er den primære indkomst for de frygtede forbrydere. Men Jake får langsomt en anelse om, at en ny og yderst brutal form for indtjening rumsterer i byen. En af den slags, der driver mennesker til selvmord.

Ansel Elgort gør det glimrende som den kløgtige journalist, men Jake er ikke seriens mest interessante person. Det er alle de mennesker, der forsøger at skabe sig et liv i skyggen af Tokyos underverden.

Bar-pigen Samantha (Rachel Keller) drømmer om at åbne sit eget sted. Mafiahåndlangeren Sato (Shô Kasamatsu) har et crush på Samantha, men forsøger samtidig at stige i hierarkiet.

De er bare to i en verden af mennesker, der higer efter et bedre liv. Og man får langsomt et fascinerende og indgående indblik i dem alle, når seriens otte afsnit udspiller sig.

Politimanden Hiroto Katagiri (Ken Watanabe) er manden, der prøver at holde en form for ro og orden i den sitrende storby. Det er en balancegang, hvor han til tider er nødt til at afveje, hvilket af to onder der bedst kan tolereres.

Dilemmaet bliver presserende, da der opstår krig mellem to yakuza-klaner. Veteranskuespilleren Watanabe – der fik sit Hollywood-gennembrud i Tom Cruise-filmen Den sidste samurai – er legemliggørelsen af cool.

Hans politimand, der er baseret på en virkelig person, har en magnetisk dragende udstråling.

Dramatikeren J.T. Rogers forstår som serieskaber i bedste Mann-stil at udrulle handlingen i et nærmest meditativt tempo. Det giver mulighed for at komme ind under huden på de mange mennesker, så selv den mindste bifigur fremstår spændende.

Persontegningen kombineres med en underliggende kritik af et samfund, hvor alt skal virke blankpoleret og fint på overfladen, mens korruption, klassicisme og racisme forrådner det indefra.

Det gør serien til en funklende perle.

Når den lurende vold bryder igennem, sker det eksplosivt og slutter lige så hurtigt, som det er startet – ganske som i virkeligheden.

Sjældent har det efterhånden fortærskede begreb ”neo-noir” været mere rammende.