Tomorrowland: A World Beyond

På film er fremtiden sjældent noget at se frem til. I Ridley Scotts dystopiske klassiker Blade Runner og i nyere film som Avatar og Interstellar har menneskene tvunget Jorden ud i tovene.

Selv i Minority Report, hvor man tilsyneladende har stoppet al kriminalitet, står individet i skudlinjen, når systemet hårdnakket fastholder, at det ikke kan fejle.

Tomorrowland: A World Beyond er anderledes. Det er en film om det utopiske samfund, vi kan give hinanden, hvis vi tager os sammen. Det er et kærkomment opgør med sortsyn og æstetiserede dommedagsbilleder, men også til tider en ret naivistisk opsang.

Brad Bird har instrueret, og han har taget opfindsomheden fra sine formidable animationsværker som De utrolige og Ratatouille med sig. Bird har skrevet manuskriptet sammen med Lost-skaberen Damon Lindelof, der ellers før har skrevet mere konventionelle, actionfyldte sci-fi-film som Prometheus, World War Z og Star Trek Into Darkness.

Tomorrowland starter ved Verdensudstillingen i New York i 1964, hvor den fremmeste teknologi stilles til skue. Knægten Frank Walker stiller op i en opfinderkonkurrence med en jetpack. Frank får sat et emblem på sin trøje, og dette fungerer som en magisk billet til morgendagens forjættede land.

I en forlystelse scannes emblemet, og pludselig er han i en verden, hvor bureaukrati og politik er afskaffet. Og maskiner er ikke noget, man behøver at frygte. Da jetpacken går i stykker, står en enorm robot klar til at fikse den.

Så springer filmen til nutiden. Casey Newton (Britt Robertson) er en klatreaktivist, der forsøger at stoppe nedrivningen af en NASA-rampe. Politiet får fat på hende, og da hun løslades mod kaution, får hun sine ejendele tilbage. Her iblandt ligger pludselig det særlig emblem, og nu får hun også et glimt af Tomorrowland på en enorm kornmark. Da hun først har fået en smagsprøve, vil hun meget gerne tilbage til fremtiden.

Casey deler ikke bare efternavn med herren med æblet og tyngdeloven. Hun er også selv et geni. Tomorrowland fortaber sig dog heldigvis aldrig i snørklede videnskabelige forklaringer. Magi og teknologi blandes, og filmens credo er, at fantasi er vigtigere end viden.

Tag den, Interstellar!

For at løse mysteriet om Tomorrowland opsøger Casey den nu voksne Frank (George Clooney). Han er med tiden blevet en demoraliseret krakiler, der har mistet troen på fremtiden. Men Casey ser sprækker i det knotne ydre og får skudt håb i ham.

Sammen vil de erobre Tomorrowland tilbage fra den kappeklædte Djøf’er Nix (Hugh Laurie fra serien House), der har regnet sig frem til, at mennesker er for barbariske til det utopiske.

George Clooney spiller som altid en skjult følsom mand, der gemmer sig bag coolness og sarkasme. Han overstråles dog af Britt Robertson, der er et fund som Casey. Som en anden Jennifer Lawrence besidder hun en fandenivoldsk charme, der kan bære den naive optimisme.

Disney står bag Tomorrowland, og filmen baserer sig på fader Walts optimistiske forestillinger om morgendagen. I 50’erne så fremtiden øjensynligt lysere ud, og Walts visioner om underholdning og teknologi blev til Disneyland-området Tomorrowland, som filmen er opkaldt efter.

Siden har klimaforandringer og terrorisme ændret billedet. Men Tomorrowland foreslår, at det hele ikke behøver at ende i ragnarok. Hvis vi vil en bedre fremtid, kan vi ændre den, lyder det. Det kan synes håbløst forsimplet, men det lykkes at skabe en fantasiverden, hvor budskabet giver mening.

Tomorrowland opbygger et imponerende univers, der ligner Oz tegnet af nogle af 1900-tallets mest visionære arkitekter som Antonio Sant’Elia og John Lautner. Filmen tager også en smuttur til Paris, hvor et antikt rumskib affyres fra Eiffeltårnet. Det ligner noget fra en Jules Verne-roman med urværk, tandhjul og læderlænestole. Faktisk skulle Gustave Eiffel og Jules Verne i slutnigen af 1800-tallet have været en del af et hemmeligt selskab, der arbejdede for en bedre fremtid.

Har man mulighed for det, bør man se Tomorrowland på IMAX’ imponerende sølvlærred på 250 kvadratmeter (cirka fem gange så stort som min lejlighed). Så træder man nærmest ind i fremtidsverdenen, hvor det giver mening at se tilbage i tiden for at se lyst på fremtiden.

Slutningen skal ikke afsløres, men desværre bør det nævnes, at læsset tipper til sidst. Det gode budskab om optimisme og fantasifuldhed må vige i baggrunden for geskæftige dengser, der indtager kornmarken.