Boganmeldelse
12. juli 2024 | 12:13

Too Great for the Eye of Man

Foto | Kimberly Wright

I Wild at Heart spiller Nicolas Cage den Elvis-agtige slagsbror og førsteelsker Sailor, der sammen med sin kæreste flygter fra virkelighedens problemer. 

Lars Knudsen har begået en begavet, herligt rablende og virkelig morsom vejledning til, hvordan vi værdsætter af en vor tids mest misforståede skuespillere: Nicolas Cage.

Af Frederik Hoff

Da jeg gik i gymnasiet, havde jeg en Nicolas Cage-klub sammen med en kammerat. Det gik ud på, at vi fyldte os med billig rødvin og satte os til at grine af Nicolas Cage-film i de sene nattetimer.

Efter ganske få møder gik det imidlertid op for os, at Cage ikke var verdens dårligste skuespiller, som vi havde lært på nettet, men en af de bedste.

En mand, der valgte Hollywood-film som scene for sine kunstneriske eksperimenter, ligesom Bowie gjorde det med rockmusikken, og i processen blev den ultimative filmskuespiller.

Vores latterliggørelse blev til tilbedelse. Andre havde samme oplevelse. For selv om Cage i 00’erne og 10’erne blev reduceret til internet-meme og håneoffer, har der konsekvent været modstandsaktioner i form af blogindlæg, YouTube-videoer og Lindsay Gibbs hyldestbog National Treasure fra 2015.

De seneste par år har omverdenen i højere grad fået øjnene op for hans evner, men aldrig er de blevet slået så eftertrykkeligt fast som i forfatteren Lars Knudsens bog Too Great for the Eye of Man: Notater om Nicolas Cage på Film.

Den lille bog er den tiende i Kosmos-serien, en række populærvidenskabelige, passionsdrevne og charmerende nørdede nedslag i amerikansk popkultur, som nu kan fås gratis ved at tegne abonnement på Ekko.

Lars Knudsen starter samme sted, som vi gjorde i Cage-klubben i sin tid: Cage som internet-meme.

Store dele af verdens filmpublikummer lader stadig til at se ham som et lattervækkende kroneksempel på dårligt spil, og der findes uendeligt mange puder, klipklapper og malebøger med billeder af hans ansigt.

En joke, men Daniel Day-Lewis har ikke en eneste malebog til sit navn, som Lars Knudsen kækt bemærker, og det vidner om, at Nicolas Cage har en fascinationskraft, som er dybere end ironi.

Tidligere i år viste Cinemateket i København en række af Cages bedste film, og selv om flere af dem vitterligt er sjove, så blev der grinet uforholdsmæssigt meget – selv overgrebsscenerne i Wild at Heart vakte latterbrøl.

Som Knudsen pointerer, er det nemmest at grine af det, man ikke forstår, men med hans bog får de sarkastiske publikummer den perfekte vejledning til en værdsættelse af Cages skuespilkvaliteter.

Det opnås gennem en seriøs tilgang til stoffet – et enkelt kapitel starter endda med et Proust-citat – og begavede analyser. Men først og fremmest særdeles veloplagte genfortællinger af scener fra Cages bedste film.

Når man læser Knudsens beskrivelser af den slangeskindsjakkeklædte hovedrolle i Wild at Heart, får man øjeblikkeligt lyst til at gense David Lynch’ drøm af en film.

Og når bogen fremkalder den monstrøse humor i Werner Herzogs Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans og tragikomikken i Leaving Las Vegas, sidder man faktisk og griner med – ikke af – Cage.

Bare tanken om hans stærkeste optrædener fremkalder en fysisk reaktion, og på den måde beviser Knudsen sin pointe.

Too Great for the Eye of Man rummer også en sublim analyse af Cages første store eksperiment, den skammeligt oversete gyserkomedie Vampire’s Kiss, der herhjemme i 1989 desværre fik titlen Hvem har taget mine tænder?

Lars Knudsen slipper godt fra at sammenligne den med Bret Easton Ellis’ roman American Psycho, som udkom få år senere. Og Knudsens øjenåbnende analyse overbeviser om, at ikke bare Cages præstation, men også yuppie-vampyrfilmen som helhed er mesterlig.

Lars Knudsen skriver i et passioneret sprog, der er nærmest rablende og gør de højtravende betragtninger yderst underholdende. Og hans vinkler er originale.

Han bruger Nicolas Cages ofte besynderlige hårpragt som udgangspunkt for analysen af Bad Lieutenant: Port of Call New Orleas, og der bliver endda plads til at indskyde et helhjertet forsvar af privatpersonen Cages famøse køb af et dinosaurkranium.

Det føles som at være tilbage i Cage-klubben, men med et noget højere lixtal.

Bogen er ikke helt fri for indforståetheder, men for det meste er den imponerende pædagogisk, og har man den mindste interesse for Nicolas Cage, er det nødvendig læsning. Især hvis man ikke kan lide ham!

Nogle gange har man bare brug for et klogt menneske til at forklare, hvorfor noget er godt, så man ikke går glip af filmverdenens største fornøjelser. Som Lars Knudsen skriver:

”At afvise Con Air, The Rock og Face/Off er at afvise nydelse, at nægte sig nydelse. Henvisninger til, at det er for meget, at det ikke er seriøst, er livsfornægtende.”

Trailer: Wild at Heart

Kommentarer

Titel:
Too Great for the Eye of Man: Notater om Nicolas Cage på film

År:
2023

Forfatter:
Lars Knudsen

Forlag:
A Mock Book

Omfang:
224 sider

Pris:
175 kroner

Kosmos-serien

Bog-serie om tidens tendenser set gennem en linse af amerikansk popkultur.

Kan fås som gave, når du tegner abonnement på Ekko.

© Filmmagasinet Ekko