Hollywoods sidste rebel

I 2022 havde The Unbearable Weight of Massive Talent premiere. En hæsblæsende action-komedie, hvor Nicolas Cage spiller sig selv.

Titlen vil stadig få mange til at trække på smilebåndet. Talentet har igennem hans fire årtier lange karriere nemlig været ret så omdiskuteret.

Nogle elsker den snart 60-årge skuespiller for hans voldsomme, men charmerende præstationer i Lunefulde måne og Leaving Las Vegas, som han vandt en Oscar for.

Men for endnu flere er han en joke. Han er den kroniske overspiller, der er blevet til et internet-meme på grund af sine mange b-filmoptrædener og skøre fremtoning. Og stjernen med en ekstravagant livsstil, der tvang ham til at sprøjte mindst fem film ud om året for at betale sin gæld.

Selv beundrerne betragter ham som et kaotisk talent, der ikke rigtigt ved, hvad han laver. En uselvstændig kunstner, som har brug for store instruktører til at fortælle ham præcis, hvad han skal gøre. Ellers hører han hjemme i YouTube-samlingerne med ”verdens dårligste skuespil”.

Men kigger man lidt dybere i de udspilede øjne og lytter til de skæve replikleveringer, viser der sig et andet billede. Af en utrættelig rebel, der fra starten har villet ændre den konservative skuespilverden indefra.

Falske tænder
Historien begynder, da Nicolas Kim Coppola bliver født i 1964. Som nevø til Godfather-instruktøren Francis Ford Coppola og fætter til Sofia Coppola er han født ind i en af de fineste familier i den Hollywood-elite, han snart skal gøre oprør imod.

Hurtigt finder han ud af, at han vil være skuespiller. Men af frygt for nepotisme-anklager tager han sig et nyt efternavn efter Marvel-superhelten Luke Cage. Efter en række mindre succeser bliver han meget modstræbende castet i onklens romantiske komedie Peggy Sue blev gift fra 1986 som hovedpersonens herligt charmerende ungdomskæreste.

Til alles rædsel spiller unge Cage rollen med en gyselig, nasal stemme og falske tænder, så producenten straks flyver ind for at fyre ham. Men Coppola forsvarer sin nevø, og filmen bliver et hit.

I et interview med talkshowværten Dick Cavett ved filmens premiere forklarer Nicolas Cage det kontroversielle valg:

”Hvorfor kan Picasso male sin kone med pigge ud af hovedet, mens jeg som skuespiller ikke kan gøre det? Realisme er alle tiders, men vi kan gå meget længere.”

Allerede som 22-årig har Cage besluttet, at han ikke er tilfreds med at lave realistiske portrætter, hvor han forsvinder ind i rollen. Som Picasso i malerkunsten vil han flytte grænserne for, hvad en skuespiller kan gøre med sin rolle.

Et plaget sind
Året efter bliver Nicolas Cage castet i filmen, han senere har kaldt sit første store eksperiment. Grænserne skal for første gang testes i vampyrfilmen Vampire’s Kiss, der på dansk får den håbløse titel Hvem har taget mine tænder?

Filmen handler om en yuppie-mellemleder, der piner sin assistent, imens han bilder sig ind at være en vampyr. En spøjs lille film, hvor Cages præstation overskygger alt. Når han ikke råber alfabetet til psykiateren i frustration over sit arbejde, mens han poserer som Mick Jagger, omformer han uden hjælp fra sminke sit ansigt til en grotesk karikatur af den tyske filmvampyr Nosferatu.

Han spiser også en levende kakerlak.

Nicolas Cage har siden afsløret sin inspiration fra 1920’ernes ekspressionisme, som Nosferatu er en del af. I de tyske stumfilm skal følelser ikke antydes, men udfoldes ekstremt som gennem et forstørrelsesglas.

Der er intet naturligt over Cages kontorpsykopat, og hans unikke valg gør en middelmådig film til en absurd rejse igennem groteske facetter af et plaget sind.

Eksperimentet blev ikke en kommerciel succes, men han fik 40.000 dollars i løn. Nok til at købe sin første sportsvogn: en Stingray Corvette 427 fra 1967.

Lidt flere sportsvogne blev der råd til i 90’erne, hvor Nicolas Cage især udsatte store spændingsfilm for sine eksperimenter. Særligt John Woos overdrevne actionorgie Face/Off føles som en direkte videreførelse af Vampire’s Kiss.

Her spiller Cage terroristen Castor Troy. Pupillerne stikker ud i verdensrummet, mens han rager på korpiger, og hans replikker skiftevis synges og stønnes i takt med Woos sædvanlige eksplosioner og motorbådsjagte.

Action er overdrivelsens filmgenre, og Cages skuespil taler samme sprog som pistolskuddene – og mindst lige så højt.

Efter Oscar-triumfen i 1996 for sin rørende præstation som selvmorderisk drukmås i Leaving Las Vegas bliver succeserne dog færre og de tvivlsomme b-film flere.

Men som filmkritikeren Roger Ebert engang sagde: ”Cage er en god skuespiller i gode film og en næsten uundværlig skuespiller i de dårlige.”

I de kiksede Ghost Rider-film tilføjer Cage en fysisk dimension til den dæmonbesatte stuntmand. Det virker nærmest, som om en dæmon graver sig ud af huden på ham. Og i den gyselige gyser The Wicker Man giver Cages forvirrede og sløve præstation filmen en komisk kvalitet, der akkurat gør den udholdelig.

Højdepunktet
En del af grunden til Nicolas Cages kultstatus er hans excentriske privatliv. Han har været gift med både Lisa Marie Presley og Patricia Arquette, og hans yngste søn er døbt Kal-El – Supermans oprindelige navn.

I 2021 blev han gift for femte gang, og han har haft for vane at købe privatøer og historiske artefakter – som en ægte filmstjerne skal – hvilket har givet ham økonomiske vanskeligheder.

Men selv om indkøb af dinosaurkranier og drukture med Charlie Sheen sikkert har øget hans arbejdsomhed, virker Cages mange årlige b-film mest som en anledning til at eksperimentere.

I en stor Hollywood-produktion er der milliarder på højkant, og skuespillerne har bare at makke ret. På de mindre produktioner har Cage plads til at gøre næsten præcis, hvad der passer ham.

Resultatet er som regel kiksede film med interessante skuespilmæssige idéer som krimi-thrilleren Rage.

Men nogle gange opstår der genialiteter, som med Mandy fra 2018. Hævnfilmen omsvøber Cages blodrus i en uimodståelig, psykedelisk tåge. Og scenen, hvor en sørgende Cage drikker og skriger på toilettet, er karrierens foreløbige højdepunkt.

Hyldest til Kinski
Over-the-top-præstationer har en ofte fremmedgørende effekt. Og det bliver en attraktion i sig selv at se en skuespiller, der gør alt det, man ikke må. Han er som den eneste Hollywood-stjerne aldrig bange for at være for meget. Som i The Unbearable Weight of Massive Talent, der netop er en hyldest til hans sindsoprivende overspil.

Men mellem de mange eksperimenter har han også bevist, at han sagtens kan skrue ned, når han vil.
Birdy, Joe og ikke mindst den nyere kokkefilm Pig er eksempler på afdæmpede dramaer prydet af en underspillende Cage.

”Han gik bare i gang og ramte plet med det samme,” fortæller instruktøren Michael Sarnoski til Ekko om optagelserne af Pig. Sarnoski behøvede aldrig at forklare skuespilleren, hvad han skulle gøre. Han vidste med det samme, at lige præcis denne film krævede en stille tilgang.

For Cage handler det ganske enkelt om at vælge den stil, der bidrager mest til filmen. Det er også grunden til, at store instruktører elsker at arbejde med ham.

David Lynch betragter skuespillerens bidrag til Vilde hjerter som det rene guld, og da Werner Herzog fik muligheden for at genindspille Bad Lieutenant, nægtede han at acceptere andre i hovedrollen som korrupt politikommissær.

Cage kvitterede med at udnævne sig selv til ”den californiske Klaus Kinski” som en hyldest til Herzogs lige så excentriske hofskuespiller.

Ikke alle Cages kolleger er vilde med hans opgør med skuespillerfagets konventioner. Men der findes fans blandt eliten – ikke mindst Ethan Hawke, der har kaldt ham ”en af de få, der gør noget med skuespilkunsten”.

Michael Sarnoski mener, at folk har travlt med at mytologisere Cage, som i virkeligheden bare er en enormt professionel skuespiller.

”Mange har sagt til mig, at de er overraskede over, at han kan spille skuespil. Det forstår jeg slet ikke. Han er fantastisk, fordi han kan spille vanvittigt højt, vanvittigt lavt og alt det indimellem. Det er umuligt at sætte ham i bås”.

Nicolas Cage er aktuel med det syrede drama Dream Scenario, som får dansk premiere 8. februar og anmeldes til fem stjerner i Ekko #95.