Tør aldrig tårer bort uden handsker

”Lad være med at røre mig!”

Det skriger 22-årige Rasmus balstyrisk ad kæresten. Han ligger søvnløs efter en positiv hiv-test, og i 1980’erne vides det endnu ikke, hvordan aids smitter.

Grådkvalt holder Benjamin alligevel fast om Rasmus i den mørke lejlighed, indtil angstanfaldet lægger sig, og de omsider falder til ro.

Efter sin studentereksamen flytter Rasmus (Adam Pålsson) til Stockholm. Her møder han sit livs kærlighed, Benjamin (Adam Lundgren), der ender med at forlade Jehovas Vidner for at være sammen med ham.

Men kærlighedshistorien får ingen lykkelig slutning i Tør aldrig tårer bort uden handsker, der er en svensk miniserie fra 2012. Melodramaet viser, hvordan unge mænd udstødes af familien og ser venner og kærester dø på stribe.

Stilfærdigt udfolder serien sig med dramaet, hårrejsende avisoverskrifter som ”Godt, at I får aids”, betændte familierelationer og talrige begravelser. Men også flygtige lykkestunder.

Perspektivet skifter, for eksempel i en scene med snakken hjemme hos Rasmus’ forældre i provinsen om hovedstadens mange fristelser til den unge mands seksuelle debut med en fremmed, der har et ildevarslende udslæt på ryggen.

Serien indfanger såvel skønt som uskønt i 1980’erne – et årti, vi ofte ser som en sprudlende fest tilsat synth-pop, skulderpuder og pastelfarver.

Men her er der lige så meget plads til den menige mand på gaden iført slidte, brune jakkesæt og svenskerhår og veldrejede unge mænd med tætsiddende jeans og afskårne t-shirts. Serien omfavner kitsch på samme måde, som Rainer Werner Fassbinder gjorde det i Querelle fra 1982.

”This is my life,” synger Shirley Bassey fra højtalerne inde på homobaren, hvor tunge, røde velourgardiner fortrænger en grå, skandinavisk hovedstad og fylder luften med eufori.

Men serieskaberne Jonas Gardell og Simon Kaijser glemmer aldrig virkeligheden udenfor. Frygten for smitten er gennemgribende. I åbningsscenen revses en sygeplejerske, fordi det anses som smittefare, at hun tørrer tårerne bort på en patient med bare hænder. Deraf seriens titel.

”Teenagedrengene fra landet vidste, at i Stockholm var der bøsser. Og bøsserne mødtes ved bøsseringen på hovedbanegården for at gå hjem og have sex.”

Det kilder i Rasmus, når han som nyankommen ser bøsseringen med egne øjne. Med et sultent blik ser han på de andre og falder i snak med Paul (Simon J. Berger), der iklædt læderjakke står og ryger. Men Rasmus bliver nervøs og smutter.

Den længselsfulde scene følger i stedet Paul, hvis kåde blik møder en andens. Den fremmede smiler og slentrer derfra i mørket med Paul i hælene. I en dunkel gyde forenes de, og Paul går lydløst på knæ for den anden. Uden udsigt til traditionel kærlighed bekæmper de ensomheden med diskrete udskejelser.

Som ung homoseksuel i 1980’erne var Jonas Gardell – forfatteren bag seriens forlæg, bogtrilogien Tør aldrig tårer bort uden handsker – førstehåndsvidne til aids-krisen. Og her hylder han de faldnes minde.

Ved hver begravelse ser vi, hvordan de pårørende skjuler afdødes homoseksualitet ved at holde bøsserne ude og donere penge til kræft i stedet for aids-forskning.

Også Rasmus’ far frabeder sig ”et bøsseteater” ved sønnens begravelse og beder Benjamin om at holde sig væk. Et slag for brystet, som han aldrig kommer sig over.

Men divaen Paul, der med pomp og pragt troner frem i selv de mest håbløse øjeblikke iført fem halskæder, pels og med en rap replik, nægter vennegruppen at lade sorgen få overtaget. De har en pligt til at nyde hvert sekund, de har tilbage, som han siger.

Det ser vi allerede i en kostelig scene, hvor Benjamin – der endnu ikke er sprunget ud – banker på som Jehovas Vidne med nydeligt, redt hår og jakkesæt.

”Jeg er helt med, når sådan en adonis kommer forbi,” svarer Paul missionæren iført åben morgenkåbe og fjerboa. Violinerne stemmer dramatisk i, når han til sidst tilføjer: ”Du ved, at du er homoseksuel, ikke?” – og Benjamins udspilede øjne viser, at hans inderste hemmelighed er afsløret.

Tør aldrig tårer bort uden handsker har syv år på bagen, men den noget oversete serie holder stadig. Det kunne let være blevet for meget af det gode, men med sjælden sirlighed fanger Jonas Gardell tidsånden i en overset perle.