Tori og Lokita

Dardenne-brødrene viger ikke bort fra deres velkendte, underspillede socialrealisme i den empatiske fortælling om to migrantbørn, der kæmper for at skabe sig en tilværelse i den belgiske Liège-region. 

Tori og Lokita løfter sig alligevel over mange af deres senere film. For her bruges brødrenes spartanske naturalisme – håndholdt kamera og ingen underlægningsmusik – til at skabe en kvælende fornemmelse af tiltagende fare. 

De to veteraner sonderer ikke nyt terræn. Men Dardenne-brødrenes stil er så ukunstlet og ubesværet, at man let glemmer, hvor formidable fortællere de er. 

Meget af filmen er båret af de overordentligt imponerende amatørskuespillere, der ses i titelrollerne. Joely Mbundu spiller Lokita, en teenager fra vestafrikanske Benin, der bor på et børnehjem for immigranter, mens hun venter på, at immigrationsmyndighederne træffer en afgørelse i hendes sag. 

Lokita er ikke til at skille fra den unge knægt Tori, der emmer og sitrer og sprudler af liv takket være en medrivende præstation af Pablo Schils. 

De to hævder at være bror og søster, men deres familieforhold er opdigtet på den lange, opslidende vej mod at få opholdstilladelse. 

Tori er allerede blevet godkendt som immigrant. Han blev anklaget for trolddom, da hans mor døde i barselssengen, og ville gå en krank skæbne i møde, hvis han blev hjemsendt. 

Lokitas bedste chance for at opnå asyl er at bevise, at hun virkelig er Toris søster. Men trods Toris tålmodige coaching sniger der sig alligevel tilpas mange uoverensstemmelser ind i deres dækhistorier til, at myndighederne bare sådan lader sig narre. 

Når Lokita bliver stresset, trænger angsten sig på som en syndflod. Og med alle de udfordringer hun står overfor, bliver hun oftere og oftere stresset. 

Begge børn står i gæld til de menneskesmuglere, der fik dem til Belgien. Og Lokita presses hårdt for at tjene penge, hun kan sende hjem til sin mor. 

For at få det hele til at løbe rundt begynder de begge at levere narko for kokken på det lokale pizzeria. Deres betaling er en håndfuld pengesedler og gammelt brød. Men de kan tjene mere, hvis Lokita giver efter for kokkens seksuelle tilnærmelser – eller hvis de synger for restaurantens gæster! 

Hermed får filmen et potent musikalsk ledemotiv. På rejse gennem Italien lærte de en sang, der bliver en trøst for dem begge, når deres hårde liv vokser dem over hovedet. 

Presset på Tori og Lokita opbygges gradvist. 

Det bliver akut, da Lokitas asylansøgning afvises, og hun med kokkens hjælp er nødt til at ty til det sorte marked for at skaffe et pas. 

For at tjene penge til passet bliver hun sat til at arbejde på en marihuana-farm. Stedet er en kønsløs, indelukket metalkasse, hvor enhver lyd giver genlyd, og enhver rumlen når ind i Lokitas ængstelige sjæl. 

Isolationen forværrer alt. 

Ikke mindst fordi Lokitas arbejdsgivere konfiskerer hendes telefon, så hun ikke kan kontakte Tori. Det er denne tvungne separation, og den pris, Lokita må betale for den, der sætter gang i tredje akts triste og lettere melodramatiske begivenheder. 

Tori og Lokita er fuld af stærke billeder, ikke mindst natoptagelser i bredformat af Tori, der indædt trasker i pedalerne på en lånt cykel. 

Dardenne-brødrene minder os igen og igen om børnenes sårbarhed. Det kan godt være, at Tori er gadesmart, men han er også piltynd, lille af sin alder og truet på alle fronter. 

Fjendtlige menneskesmuglere kræver betaling, mens intetanende belgiere bag rattet passerer den lille fyr på en cykel uden lygter. 

Tori og Lokita er for unge til rigtigt at forstå, at de er omringet af farer. Men det er publikum ikke. Og Dardenne-brødrenes formfuldendte filmsprog er som en skruetvinge, der konstant får ét nøk mere.