Træk vejret

Vi kan alle huske det. De ulidelige ungdomsår, hvor hver en følelse blev følt for første gang og derfor syntes så uendeligt meget større. Hjerte og smerte afløste uafladeligt hinanden, imens man forvirret forsøgte at finde ud af, hvem man i virkeligheden var.

Hvordan disse store følelser kan tage overhånd og forpeste ens liv, blev livligt diskuteret i Frankrig i 2001, da den kun syttenårige Anne-Sophie Brasme udkom med Respire. Nu er bogen blevet filmatiseret og instrueret af Mélanie Laurent, bedst kendt for sin rolle som hævnende modstandskvinde og biografejer i Tarantinos Inglourious Basterds.

Charlie (Joséphine Japy) er den stille pige i klassen. Hun laver sine lektier, smiler og forsøger at være med i samtaler, imens hun tumler med forældrenes nylige brud og morens knuste hjerte.

Sarah (Lou de Laâge) er Charlies modstykke. Som udfarende, sjov, sexet og højtråbende får hun hurtigt gjort sig populær, da hun starter i Charlies klasse. Men det er Charlie, hun knytter sig til, og hurtigt får de to piger opbygget et nært venskab, hvor der drikkes, festes og afprøves grænser. En tur i sommerhus ender som en light-udgave af Adèles liv – kapitel 1 & 2, og Charlie begynder nu at få stærke, besættende følelser for sin veninde, mens Sarah har sine egne hemmeligheder, som komplicerer deres venskab yderligere.

Træk vejret er Laurents anden spillefilm, og i første halvdel af filmen aner man visse begyndervanskeligheder. Farverne er dæmpede i en naturalistisk ramme, hvorimod det håndholdte kamera forsøger sig med påtagede kunstneriske indstillinger. Eksempelvis siger et nærbillede af Sarahs ansigt filmet oppefra, mens hun ligger på ryggen og ryger, ikke meget andet end, at det ser godt ud. Og at filme ryggen af en person, der langsomt går ud i havet, som et symbol på frihed eller det modsatte, er en kliché.

Men langsomt fjernes hvalpefedtet fra fortællingen, og i sidste halvdel af filmen skæres der så meget ind til benet, at de følelsesmæssige, blodige sår er helt åbne.

Charlie finder ud af Sarahs hemmelighed, som kan ødelægge hendes ry. Hun er frustreret over den manglende interesse fra venindens side og tæt på at fortælle hemmeligheden videre.

Hvad der lyder som det rene teenagefnidder, bliver i Træk vejret formidlet med en sådan nerve, at man fornemmer, hvor meget der er på spil.

Sarah er ved at miste sin identitet, og i et krampagtigt forsøg på at fastholde den begynder hun nu en ren smædekampagne mod Charlie. Og det er ikke for børn! Charlie tager stiltiende imod tæskene, mens hun fjerner sig mere og mere fra klassekammeraterne.

Selv på de bagerste biografsæder fornemmer man den knugende, klaustrofobiske stemning mellem de to hovedroller, og Laurent viser her sit talent som instruktør. De unge skuespillere, nu tyveårige Joséphine Japy og 25-årige Lou de Laâge, gør det ganske enkelt fremragende. Særligt Japy formidler de indestængte følelser på overbevisende manér. I en mareridtsagtig scene river hun i desperation nærmest sig selv til blods, da hun igen og igen med hårde strøg fører sin hårbørste gennem håret.

Samtidig forsøger instruktøren at sætte spørgsmålstegn ved offer- og bøddel-rollerne, da Charlies besættelse også har konsekvenser for Sarahs opførsel. Det falder dog mindre heldigt ud, for sympatien for Charlie er blevet så solidt opbygget gennem hele filmen, at det er noget nær umuligt at få publikum til at vende sig mod hende.

Symbolsk har titlen stor betydning for slutningen, hvor den astma-ramte Charlie forsøger at vinde kampen over den storrygende Sarah. Til slut sidder man også selv helt åndeløs og har svært ved at trække vejret.