The Tragedy of Macbeth

William Shakespeares stykke Macbeth er siden undfangelsen for 400 år siden blevet opført et hav af gange. I nyere tid er det også blevet til en del filmatiseringer.

Nu har Joel Coen i sin første solofilm uden broren Ethan lavet en robust og nedbarberet version, som finder ind til essensen af fortællingen om den skotske konge, der går tragisk til grunde i ambitioner og sindssyge.

Ifølge et interview med The Guardian udviklede projektet sig, da Joel Coens kone Frances McDormand bad sin mand om at instruere hende som Lady Macbeth i et teaterstykke.

Det nægtede instruktøren!

Men efter at have set, hvor godt teaterudgaven, som McDormand både producerede og havde en hovedrolle i, fungerede, gik Coen med til at lave en filmversion af den velkendte historie.

Og instruktøren har selvfølgelig valgt sin dygtige hustru i rollen som Macbeths rænkesmedende kone.

I The Tragedy of Macbeth får skuespilleren rig mulighed for at fremvise sin stilsikre vildskab og modne intelligens. McDormand er som altid fremragende i rollen, men alligevel aner man i hele filmen en smule selvfedme blandt de medvirkende, når de får mulighed for at vise deres evner med Shakespeares tekst.

Denzel Washington indtager solidt den mandlige hovedrolle som en hærdet soldat, der uden at tøve hurtigt lader sig korrumpere, da skæbnen giver ham en chance for at tage mere, end han måske egentlig fortjener.

Det går jo fint i hak med hovedpersonerne i mange af Coen-brødrenes film som Fargo og Blood Simple.

Washington har tyngde og tilstedeværelse, så det halve er nok. Men kendere af Shakespeare vil nok stille spørgsmålstegn ved, om hans udtale og repliklevering når samme højder som andre Macbeth-præstationer.

Ian McKellen stod for en voldsom udgave i en teaterversion fra 1978 over for Judi Dench, mens Patrick Stewart ramte sprogligt forførende toner i sin kongeskildring fra 2010.

Også Orson Welles’ filmatisering fra 1948 er på mange måder forrygende, selv om de skotske accenter ikke sidder lige i skabet.

Welles’ stringente og ekspressionistiske udgave har tydeligvis tjent som inspirationskilde for Coen, den franske fotograf Bruno Delbonnel og resten af filmholdet.

Med et kvadratisk format og sort-hvide billeder er The Tragedy of Macbeth traditionel filmkunst.

Filmen foregår det meste af tiden i miljøer, hvor mørket er gennemtrængende, på åbne vidder og i gange fulde af smalle og høje lancetvinduer.

Manglen på udsmykning gør det højkulturelle univers særdeles seriøst. Men det betyder også, at fokus hele tiden er på skuespillerne, som må skabe farve med historiens tragiske poesi.

Rundt om Denzel Washington har Joel Coen fået en stærk samling skuespillere til at tage sig af birollerne.

Brendan Gleeson (Braveheart) er en fornøjelse som den statelige konge, Macbeth bruger som nålepude på sin vej mod magtens tinder. Bertie Carvel – primært teaterskuespiller – stråler i den krævende rolle som Banquo, der går fra at være Macbeths glatte medhjælper til et hævngerrigt spøgelse. Evigt fleksible Stephen Root (Barry) skaber som en morsom dørvagt komik med skøre vittigheder og letbenet klovneri.

Allerbedst er Kathryn Hunter, en erfaren skuespiller fra den del af teaterverdenen, hvor kroppen bruges mere end ord.

Hun spiller i filmen alle de tre hekse, som med deres profeti sender Macbeth ud ad en blodig vej. Hendes stemme lyder, som om den kommer fra den dybeste del af helvede. Og så giver det et enormt chok, da heksene pludselig forvandler sig til onde fugle, der flyver direkte mod kameraet.

Hunter gestalter dermed originalens styrke, hvor vanviddet hele tiden lurer lige under overfladen.

Det står dog ikke helt klart, hvorfor Coen og McDormand har følt et behov for at lave filmen.

Den glasklare ligefremhed er mere beundringsværdig end inspirerende, og historien bliver bestemt ikke gjort mere tilgængelig for yngre generationer.

Man efterlades med en fornemmelse af, at de har lavet filmen, bare fordi de kunne midt i en verdensomspændende pandemi.