Da spinoff-filmen Bumblebee fik premiere i 2019, blev der pustet nyt liv i Transformers-franchisen. Historien om de omformelige maskinrumvæsner har Michael Bay ellers styret med kontant hånd igennem fem film.
Instruktøren Travis Knight drejede sin film om den nuttede, gule kamprobot Bumblebee i en langt mere rørende og menneskelig retning end Bays stenhårde destruktions-action.
Efter succesen er det uundgåeligt blevet tid til en relancering af filmserien. Men frem for at lade Knight fortsætte, er det Creed II-instruktøren Steven Caple Jr., der fortsætter, hvor forgængeren slap.
Transformers 7: Rise of the Beasts foregår syv år efter Bumblebee og resten af autobot-slænget blev fanget på Jorden.
I 1994 i New York City brøler Wu-Tang Clan ud af højtalerne hjemme hos den nye hovedperson Noah. Han kæmper for at få et arbejde, så han kan betale for sin syge lillebrors behandling.
I desperation over det uretfærdige og racistiske arbejdsmarked forsøger han at stjæle en bil, der viser sig at være ingen ringere end den letsindige autobot Mirage.
Samtidig undersøger arkæologen Elena (Dominique Fishback) en mystisk statue på det museum, hvor hun arbejder. Her dukker Optimus Prime og en ond transformer ved navn Scourge op for at få fat i en kraftfuld dims, som bor inde i statuen.
Sammen må Noah og Elena nu hjælpe autobotterne – og en gruppe transformere, som laver sig om til grimme maskindyr i stedet for køretøjer – med at redde planeten fra total ødelæggelse.
Vi har igen med et langt mere Transformer-typisk dommedagsscenarie at gøre. Ikke desto mindre er vi langt fra Michael Bay.
Ligesom i Bumblebee er Bays antropomorfe robotdesign skiftet ud med transformere, der faktisk ligner dem, man kan købe i legetøjsbutikker. Og frem for Bays golde, tidløse univers føles Rise of the Beasts plantet i 90’erne, ligesom forgængeren var det i 80’erne.
Alle fem film i Bays serie udmærker sig ved at være anført af de ulideligt selvretfærdige mandebørn Sam og Cade, spillet af Shia LaBeouf og Mark Wahlberg.
I stedet får vi trofaste og bløde Noah, som oven i købet er spillet af latino-musicalstjernen Anthony Ramos – milevidt fra Michael Bays toksisk maskuline, hvide mænd.
Samtidig er der skruet en tand ned for de roterende og eksploderende action-sekvenser, som ellers har været fast bestanddel i universet. Man kan rent faktisk se, hvad der foregår det meste af tiden! Nogle gange føles det endda en smule smerteligt, når kæmperobotterne gør hinanden fortræd.
Desværre er Rise of the Beasts ikke lige så følelsesmæssigt effektiv som Bumblebee, der havde den klare fordel at fokusere på seriens mest menneskelige robot frem for de ret todimensionelle maskinhelte.
Optimus Prime er en legendarisk badass, men som figur er han ualmindeligt stiv i betrækket. Hans nye abeformede dobbeltgænger Optimus Primal er ikke meget bedre.
Ansvaret for humor er næsten udelukkende overladt til komikeren Pete Davidson, der kæmper med at gøre rollen som Mirage sjov.
Også Bumblebees samplede popkulturcitater forekommer mere og mere dovne. Ikke mindst, da han leverer en skudsalve akkompagneret af Scarface-replikken: ”Say hello to my little friend!”
Det er lige før, man savner Michael Bay. For med ham bag roret har alting i det mindste en umiskendeligt grim smag, der får spektaklet til at føles unikt.
Noah er utvivlsomt en bedre helt end Sam og Cade, men det er mere interessant at se dem undvige eksplosioner end at følge en perfekt og upersonlig fyr, der altid gør det rigtige.
Transformers 7: Rise of the Beasts er på mange måder en bedre film end de fleste af Bays gamle travere. Til gengæld smager den ikke rigtigt af noget.
Kommentarer