Tæller man samtlige prequels og spin-offs med, er der udkommet syv live-action film i det succesfulde blockbuster-univers om de omformelige kæmperobotter, som Michael Bay startede i 2007.
Man skal selv være lavet af stål, hvis ikke de ekstreme, hyper-patriotiske action-sekvenser har fået ens skydefinger til at dirre manisk af spænding mindst et par gange undervejs.
Men man kan ikke beskylde filmserien for at indeholde meget hjerne eller hjerte. Indtil nu.
For selv om jeg har slugt franchisen med de vilde effekter og mærkelige skabninger råt, er det først med den følsomme animationsfilm Transformers One, at jeg endelig forstår, hvad det faktisk vil sige at være en ægte Transformer.
Universet er baseret på det populære actionlegetøj fra Hasbro, og animationsfilmen viser et udsnit af oprindelseshistorien på robotternes hjemplanet Cybertron.
Her hærgede en voldsom krig, indtil en af de tretten oprindelige robotter, kaldet Primes, ofrede sig selv. Med sig i graven tog han det magtfulde artefakt, Lederskabets Matrix, som skaber fred og får livsvigtig energi til at strømme fra Cybertrons kerne.
Kun én af de tretten, Sentinel Prime (Jon Hamm), overlevede, og han må nu, mange år senere, føre planetens forhutlede befolkning videre, mens Cybertron løber kritisk tør for energistoffet Energon.
Her kommer minearbejderne Orion Pax og D-16 ind i billedet.
Efter krigen mistede alle andre end Sentinel Prime evnen til at transformere sig, fordi robotter ikke længere fødes med den essentielle maskindel kogg, som muliggør transformationen.
Så ukarakteristisk for franchisen er vores to kogg-løse helte fastholdt i én form. Og en dag øjner de to venner muligheden for at imponere Sentinel Prime ved at finde kilden til den manglende Energon. Men på missionen afslører de en chokerende sandhed.
Det lyder som noget, man har hørt mange gange før, men Transformers One formår at gøre lektionen til en leg.
Fortællingen foldes ud af grinende maskiner, som elsker at lave jokes, mens de stjæler et skud Energon og diskuterer med deres sure chef, Elita -1 (Scarlett Johansson).
Animationsfilmen udnytter til fulde, at robotterne kan opføre sig endnu mere fjollet og urealistisk end i live action-filmene. De velkoreograferede actionscener og vennernes ping-pong bliver altid brugt til at lære os noget nyt.
3D-animationen er proppet med teksturer, så selv om vores helte er lavet af metal, er vi aldrig i tvivl om, at de figurerer i en sprudlende, livlig verden og har et hjerte af guld.
Mens jagten på Energon – og med tiden Lederskabets Matrix – er spændende, er kernen i historien ikke til at tage fejl af.
For bromance-forholdet mellem Orion Pax, som har stemme af Chris Hemsworth (Thor i Marvel-filmene), og D-16 (Brian Tyree Henry fra Atlanta) er mærkbart i alle scener, og de to venners kemi lægger op til en uhyre spændende fremtid for universet.
Hovedpersonen Orion Pax forbliver en munter, stoisk klippe i venskabet, mens det er hos bifigurerne D-16, Elita -1 og Sentinel Prime, at den største udvikling finder sted.
Det er godt set af instruktør Josh Cooley (Toy Story 4) at lade Orion Pax være mere statisk, for det er vigtigt for filmen og transformernes fremtid, at han aldrig er i tvivl.
Det bliver nemlig tydeligt, at det at være en transformer ikke handler om at kunne forvandle sig selv til en lækker bil eller en sej kampvogn. Det handler om at have viljen til at transformere verden til et bedre sted.
I slutningen af Transformers One står det budskab stærkere end nogensinde.
Kommentarer