Det er sommer, og en gruppe teenagere bader i en sø under sommersolen. De driller hinanden og fjoller rundt ved søbredden.
En af drengene, Tolya, spørger gruppens eneste pige, Tanya, om hun er forelsket i en anden dreng i gruppen: Dima. Det er hun ikke. Er hun så forelsket i ham? spørger han. Nej, det er hun heller ikke. Men hun kan godt lide ham.
Med Transnistra har den svenske dokumentarist Anna Eborn skabt et rammende ungdomsportræt om at vokse op i et land, man ikke kan finde på verdenskortet.
Transnistrien er et område, der ligger mellem Ukraine og Moldova. Det er ikke officielt anerkendt som selvstændigt land, men er en de facto republik under Moldova med eget parlament, regering, politi og militær. Siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har området kæmpet for at opnå sin selvstændighed.
Det førte til en kort krig mod Moldova i 1992, men konflikten endte i en våbenhvile.
Anna Eborn blev interesseret i området under optagelserne til sin forrige dokumentarfilm Lida, der handler om en svensk bebyggelse i Ukraine. Her mødte hun en kvinde fra Transnistrien og blev nysgerrig på området, som kun de færreste ved eksisterer.
Livet som teenager i Transnistrien er selvfølgelig på mange måder det samme som for unge i alle andre dele af verden. Det, der fylder mest i Tanyas liv, er drenge og kærligheden. Og så spørgsmålet om, hvad hun vil med sin fremtid. Hun er lidt af en drengepige. Hun klatrer i træer, hænger ud med sine venner og tilbringer tid sammen med sin lillebror Ivan, der har kælenavnet Vanya.
Dog føles alting lidt, som om vi er tilbage i 70’erne. Ud over Tanyas smartphone er der ikke megen af den teknologi, som vi er vant til at se unge bruge. At Transnistra er filmet på 16mm-kamera, forstærker kun følelsen af at være sat tilbage i tiden.
Tanyas mor laver mad på et gammelt komfur, og de unge hænger ud i udslukte byggetomter. Bilerne er gamle, og der kører hestevogne rundt i gaderne. Man kan godt mærke, at det er et helt andet økonomisk miljø, end vi er vant til i det rige Danmark.
Transnistra minder på mange måder om Shahrbanoo Sadats spillefilm Wolf and Sheep, der skildrer børn og fårehyrder i en afsidesliggende landsby langt oppe i Afghanistans bakkede landskab. På samme måde som den giver et bemærkelsesværdigt indblik i det stille liv som ung i Afghanistans landdistrikter, er Transnistra et øjebliksbillede over tilværelsen i Europas mest oversete land.
Men også om, hvor meget vi har tilfælles.
Det er nemt at forholde sig til Tanya og hendes venners tidsfordriv, drømme og fjollerier. Og det er imponerende, hvor tæt Anna Eborn er lykkedes at komme på sine hovedpersoner. Der er en naturlighed i skildringen af deres tilværelse, der får tilskueren til at føle sig som fluen på væggen i en verden meget ulig vores egen.
Transnistra holder sig også behageligt langt væk fra socialkritik og belærende anekdoter om, hvor hårdt livet er for dem, der har mindre end os.
Mod slutningen beslutter Tanya sig for at rejse fra sit hjemland og prøve lykken i Europas hovedstæder. Hun mener, at Athen et glimrende sted, hvis man vil finde et arbejde. Det sætter Transnistriens situation i relief, at de unge ser op til et land på fallittens rand.
Kommentarer