Få serier maler et billede af skæve eksistensers bestræbelser på at blive lykkelige lige så nuanceret, humoristisk og rørende som Jill Soloways Transparent.
Serien startede med den jødiske familiefar Mort Pfefferman (Jeffrey Tambor har i år modtaget sin anden Emmy for rollen), der sprang ud som transseksuel til stor overraskelse for sin kone og sine tre voksne børn.
Nu hedder han Maura, men på trods af at han er sprunget ud som trans og fået kæresten Vicki, er han ikke lykkelig. Til en familiemiddag melder han derfor til alles overraskelse, inklusive sin egen, ud, at han nu også vil have en kønsskifteoperation.
Alle bakker ham op, men er det nu også vejen til lykke?
Hans børn træder vande i kærlighedens ocean. Sønnen Josh (Jay Duplass) er deprimeret efter at have forladt sin rabbinerkæreste Raquel og finder sig slet ikke tilpas i sit arbejde som musikproducer. Da han samtidig mister en person, der står ham endnu mere nær, tager han i desperation en stripper med sig på roadtrip.
Ældste datter Sarah (Amy Landecker) har fået det bedre med sin eksmand, men har også psykiske problemer, som hun dulmer med betalt sadomasochistisk smæk flere gange om ugen.
Yngste datter Ali (Gaby Hoffmann) har omsider fundet sit kald og arbejder nu på at blive underviser. Hendes lektor og gamle flamme, den spirituelle og meget ældre Leslie dukker op. De styrer nu mod et mere seriøst forhold.
Søskendeflokkens mor Shelly (Judith Light) har svært ved at sluge, at Maura nu også vil kaldes ”mor”. Hun føler sig overset i familien og laver derfor et one-man-show, som pludselig fremlægger hendes side af familiens historie og binder sæsonen flot sammen i sidste afsnit.
Serien kører som sædvanlig slalom mellem dybe eksistentielle følelser og sjove situationer. Efter Maura har grædt over en nærdødsoplevelse, der får hende til at indse, at hun vil gå hele vejen for at blive kvinde, går der ikke længe, før vi ser Ali stå på Leslies kontor og give en orgasmefremkaldende buksetrold til en pige, hun ikke rigtigt kender.
Det er dramady, når det er bedst, og som seer er det fantastisk at være passager på den følelsesmæssige rutsjebanetur.
Man griner og græder over seriens ofte narcissistiske persongalleri, hvor ingen er perfekte, men alle er troværdige fra top til ”kæmpe klitoris”, som den gamle mand, der giver Maura et blowjob på et toilet så fint kalder det.
Sådan har de andre sæsoner også været, men serien bliver ved med at udforske karakterernes følelser og tanker på nye kreative måder, der kun får dem til at fremstå som mere interessante.
I anden sæson fik vi i flashbacks fortalt historien om Morts mor, inden hun fødte ham, og i tredje sæsons ottende afsnit ser vi videre i Morts svære barndom som en lille jødedreng, der hellere vil gå i kjoler end spille baseball.
Da Josh og Ali spiller klaver og pludselig synger en sang i kor, som de begge kender, klippes der tilbage i tiden til det samme klaver, hvor lille Josh og lille Ali sidder og synger den samme sang. Det er en enkel, men ekstremt effektiv visualisering af karakterernes følelser.
Da den bramfrie Sarah opfordrer den tilbageholdende Raquel til at have sex med en sød fyr, ser vi under samlejet Sarah sidde på sidelinjen af sexakten som hujende kommentator, fordi Raquel ikke kan få hende ud af hovedet, da hun endelig har seks med fyren.
Med dens slags kreative idéer – som Alis farverige og guddommelige trip på lattergas – holder serien sig frisk.
Hvis du gerne vil ud i alle afkroge af dit følelsesregister og har lyst til at besøge en masse spraglede eksistenser i en smuk fremstilling af Los Angeles, skal du bare nuppe et afsnit af Transparent.
facebook
twitter
Kommentarer