Trash

Har Stephen Daldry endelig lavet en film, som ikke bliver nomineret til de tungeste Oscar-statuetter, sådan som hans hidtidige fire film – Billy Elliot, The Hours, The Reader og Ekstremt højt & utrolig tæt på – er blevet?

Jeg tror det.

Sidstnævnte – hans 9/11-drama fra 2011 – er blevet kaldt den ringeste film nogensinde til at blive nomineret til bedste film, og skulle det samme ske med Trash, vil ramaskriget formentlig kunne høres i de brasilianske favelaer, hvor filmen foregår.

Ikke fordi Trash er en dårlig film – næ, den er såmænd vældigt indtagende og opbyggelig, men også ret så forudsigelig og forglemmelig.

Den handler om drengen Raphael, der arbejder på den lokale losseplads. En dag finder han en tegnebog, og da politiet kort efter kommer anstigende og spørger til selvsamme tegnebog, får de lavstammede oprørere færten af noget fordækt. Han sætter sig for at komme til bunds i sagen med hjælp fra sine venner Gardo og den udstødte ”kloakdreng” Rato.

Den opvakte trio gør sig dog ikke begreb om, hvor farligt det er at lægge sig ud med den korrupte politistyrke. Især politiinspektøren Frederico er en værre sjuft uden skrupler, der som enhver god skurkestereotyp lytter til klassisk musik, og inden længe ligger Raphael forslået og blodig med en sæk over hovedet på bagsædet af en bil.

De tre brave rollinger er dog mere listige end som så, og efterhånden får de afdriblet de bedærvede betjente og oprullet mysteriet om den efterladte tegnebog, så det hele minsandten ser ud til at ende lykkeligt.

Daldry anslår et toneleje, der pendulerer mellem Slumdog Millionaires feel-good-optimisme og City of Gods socialrealistiske skildring af slummens kranke skæbner. Trash vil gerne være lidt af det hele på én gang – sjov og munter, barsk og spændende, inspirerende og sentimental.

Det lykkes på skift at være det hele, men stillet op side om side skurrer elementerne sine steder mod hinanden. En oprømt montagesekvens virker malplaceret kort efter, at Raphael er blevet tortureret af politiet, og det føles forkert at grine ad slapstick-krydsklipningen, mens drengene bliver beskudt af betjentene.

Først ganske sent bestemmer Daldry sig for, om vi skal grine, gispe eller græde. Slutningen er ren Oscar bait – højstemt i sine virkemidler og uangribelig i sin humanistiske Robin Hood-morale.

Udgangsbønnens visdomsord lyder noget i retningen af: ”Vi er alle mennesker og bør behandles ens.

Og nu vi er ved lefleriet: Fred være med at man gerne vil smække Martin Sheen og Rooney Mara på plakaten for at tækkes publikum og pengemænd, men så giv dem da lidt at lave. Maras rolle er skammeligt underudviklet, og Sheen ved tilsyneladende ikke, hvad han skal stille op med sin fader Juilliard, der siger ting som: ”Don’t waste your life fighting battles that make you bitter or make you dead” og ”en lille smule er meget bedre end ingenting.”

Filmen holdes dog oven vande af de tre drøncharmerende drenge Raphael, Gardo og Rato, som med deres uforfærdede energi og overmod samt en kry indbyrdes kemi, som man ikke kan fake, er umulige ikke at holde med. Rickson Tevez er særligt god som Raphael, der gradvist bliver mere stålsat og selvstændig.

Også rent teknisk er Trash ganske vellykket. Fotogene Brasilien tager sig godt ud gennem Adriano Goldmans linse, der især har øje for farvernes spraglede spil og i mindre grad for forfaldet i favelaen, og Elliot Grahams klipning giver actionsekvenserne stor kinetisk energi. Derimod kan Antonio Pintos musik virke en anelse anmassende.

Er der noget kalkuleret over dens opæggende Hollywood-slutning, har film til gengæld en ubestridelig charme og varme og, ikke mindst, de uimodståelige brasilianske drenge.