Pete Koslow sidder over for en ung, latinamerikansk mand. Det er en narkohandel. Men noget fortæller Pete, at det ikke er et almindeligt narkovrag, der sidder foran ham, men en undercover-betjent. Så snart de polske gangstere finder ud af det, vil ragnarok bryde løs. Og det er ikke et så lille problem, taget i betragtning at Pete selv er intet ringere end informant for FBI.
Hvad gør han?
Det er blot et af de tidligste eksempler på den uovertrufne spænding, Andrea Di Stefanos gangsterfilm Tre sekunder præsterer.
Da en narkohandel går galt, bliver han fanget imellem FBI’s velslebne kløer og mafiaens uvaskede tånegle – og må kæmpe hårdt for ikke bare at holde sig selv i live, men også sin kone og datter.
Den udsøgte spænding skyldes ikke mindst en stærk præstation af Joel Kinnaman, der som Pete på en gang er uovervindelig og på sammenbruddets rand.
Især er scenerne mellem Pete og hans familie vellykkede. De er så autentiske og varme, at det er ubærligt at forestille sig, hvad der vil ske, hvis Pete fejler.
Selv om Tre sekunder er baseret på en svensk roman, som Anders Roslund og Börge Hellström udgav i 2009, befinder filmatiseringen på umiskendeligt amerikansk gangsterterritorium.
Ret hurtigt afslører FBI sit grimme ansigt og svigter Pete på det groveste. Her ligger en åbenlys systemkritik, ikke mindst fordi operationen ledes af en kold krabat i form af Clive Owens Montgomery, der har lige så få skrupler som den polske John Malkovitch-parodi, der leder mafiaen.
Heldigvis for Pete er der alligevel hjælp at hente i FBI, hvor Rosamund Pikes Wilcox halvvejs i filmen beslutter sig for at være en empatisk heltefigur. Samtidig kommer politidetektiven Grens på sporet af FBI’s forbrydelser og spilles maskulint og roquefort-cheesy af rapperen Common.
Pike er ganske overbevisende som agenten, der må vælge mellem karrieren og sine idealer, men den retskafne helt og superskurken er ikke nogen særlig troværdig skildring af ordensmagten, og det går ud over den samfundsrevselse, som filmen med næb og klør kæmper for at levere.
Her er det problematisk, at New Yorks politi er fritaget for det angreb, FBI udsættes for.
Detektiv Grens er utvetydigt en helt, og de eneste andre regulære politifolk, der præsenteres, er undercover-betjenten Daniel Gomez og en kvindelig politikollega, som kun optræder i to scener. Hendes eneste funktion er at være lesbisk, så Grens kan grine smørret over den afsløring i filmens mest ligegyldige scene.
Tre sekunder er en stærk spændingsfilm, som lider under sine ambitioner om at være politisk kommentar.
Kommentarer