Triangle of Sadness

Ruben Östlund laver film, der er lige så uforudsigelige, som de er uundværlige.

Det lader også til at være konsensus på Cannes-festivalen, hvor instruktøren i år vandt Guldpalmen for Triangle of Sadness.

I 2017 vandt han første gang filmkunstens hovedpris med The Square. Svenskeren er den første instruktør, der har vundet prisen to gange i streg – og det bliver ikke mindre imponerende af, at han begge gange vandt med noget så underlødigt som en komedie.

Når Ruben Östlund får én til at grine, er der altid noget på spil. I en scene i Triangle of Sadness giver han en masterclass i knivskarp samfundssatire.

På dækket af en luksusyacht, adskilt af en Gucci-taske og en champagnespand, tager Zlatko Buric som russisk oligark med topmave billeder af en langt yngre kvinde, der poserer udfordrende. Han er ikke kvindens elsker, men hendes far, og mens hun med et kritisk øje gennemgår de vovede fotos, faren lige har taget, beklager oligarkens dybt ulykkelige kone sig på lydsporet over, hvor uretfærdigt det er, at hun er født rig.

De tre udgør et af filmens mange triste trekløvere.

Lidt efter lidt rykker kameraet bagud, indtil vi ser den forpinte, botox-udglattede kone stå i en swimmingpool på dækket, mens en flot matros hælder champagne op med servile smil og falsk venskab.

Alt er skuespil, og alt er til salg. Selv om matrosen af bedste evne forsøger at være imødekommende, kan hun ikke stoppe sine øjenvipper fra at baske ufrivilligt.

Tics og ufrivillige handlinger er hykleridetektorer i Ruben Östlunds film. Tænk bare på De ufrivillige, eller på faren, der husker mobilen og glemmer familien i Force Majeure.

Alene scenen på dækket er en satirisk tour de force. Der er så meget på spil, at det er let at overse én lille detalje. Den bog, som den russiske kapitalist har lagt fra sig, er bestselleren Utopia for realister, der blandt andet argumenterer for borgerløn.

”Kend din fjende,” som den kinesiske militærstrateg Sun Tzu sagde.

Triangle of Sadness er inddelt i tre kapitler, der udspiller sig som moralske fabler.

I første del følger vi to modeller, spillet af Harris Dickinson og for nylig tragisk aføde Charlbi Dean. Lækre og følsomme Carl og cool, men kontrollerende Yaya udgør et influencer-par, som sammen kan booste hinandens brands.

De skændes, fordi hun tjener mere end ham, men har det med at overse regningen, når tjeneren lægger den på bordet. På skibet fordufter parrets pengeproblemer, for her betaler de med følgere i stedet for kolde kontanter.

Da yachten synker i en storm, redder en gruppe overlevende – deriblandt Carl, Yaya og oligarken – sig i land på en tilsyneladende øde ø. Her skifter de igen valuta.

Nu er det skibets ”toiletdame” – herligt spillet af filippinske Dolly De Leon – der er øverst i hierarkiet, fordi hun både kan tænde et bål og fange fisk med de bare næver. Også Vicki Berlins overstewardesse Paula er med til at skabe en herligt skæv gruppedynamik.

Ganske som i den virkelige verden afgøres valutakurserne af en blanding af frygt og efterspørgsel. Et Rolex-guldur er ikke nok til at købe bare én enkelt nat i den strandede redningsbåd i sikkerhed for øens truende kryb. Men sex kan man altid sælge.

Ruben Östlund er, hvad man på djøf-sprog ville kalde en ”disruptor”.

Han elsker at sabotere sine egne manuskripter, helst med en stupid barnlighed, der minder om Lars von Triers Idioterne. Den kvalitet har kendetegnet svenskeren siden debutfilmen Guitarmongolen fra 2004.

I Triangle of Sadness stiller han sin trang til infantil humor med to udstrakte vittigheder. Den ene er en karakter og den anden en scene.

Karakteren er skibets kaptajn, friskt spillet af Woody Harrelson som en konstant pløret amerikansk marxist, der lever af at fragte hovedrige kapitalister rundt på ferietogter. Scenen udspiller sig til en fællesmiddag, han afholder under en voldsom storm, der kaster yachten fra side til side.

I langstrakte optagelser kaster alle passagererne enten selv op eller bliver smurt ind i andres bræk.

Er Ruben Östlund virkelig så umoden, og vil han bare sige, at rige mennesker er til at brække sig over? Det når man at tænke, mens barnligheden i første omgang gør scenen sjov og ubehagelig. Men de rige bliver ved med at brække sig længe efter, at latterbrølene i salen er erstattet af akavet fnisen – præcis som den uforglemmelige scene med ”abemanden” i The Square.

Det er svært at beskrive Triangle of Sadness uden at få den til at lyde som en krydsning mellem Borat og Buñuels overklassesatire Morderenglen.

Hvad der adskiller filmen fra begge og gør den til en af årets mest originale, er, hvordan Östlund konstant søger grænser at overskride.

Skarp satire møder umoden slapstick, og politisk manifest møder karakterstudie. Specielt Carl udvikler sig til noget særligt og meget sjældent, nemlig en antihelt, der er både hjernedød og fascinerende.

Triangle of Sadness er opkaldt efter den lille bekymringstrekant, der former sig mellem vores øjne, når vi rynker brynene, og som man let kan fjerne med botox.

Filmen er endnu et pletskud fra en provokerende, filmisk antropolog på toppen af sin karriere.

Ruben Östlund er en menneskekender, der ikke blot interesserer sig for personerne i filmen – men også for dem, der ser med.