The Trip to Greece er nummer fire i rækken af The Trip-serien, der begyndte som en tv-serie i seks afsnit med netop dét navn: The Trip.
Serien blev oprindeligt sendt på BBC og siden klippet ned til en kort spillefilm. Og det samme gjorde efterfølgerne The Trip to Italy, The Trip to Spain og nu altså The Trip to Greece.
Konceptet har siden udgangspunktet været historien om de to britiske komedieskuespillere, Steve Coogan og Rob Brydon, som tager på et roadtrip.
De to spiller versioner af sig selv, som de selv har udtalt. Det vil altså sige, at det, man ser, er delvis fiktivt – en slags filmens svar på litteraturens autofiktion.
Vi kender grebet fra tv-serien Curb Your Enthusiasm, som havde premiere i 2000, og hvis koncept i 2005 blev kopieret på dansk som kassesuccesen Klovn.
Idéen er i alle tilfælde, at to buddies udstiller sig selv og hinanden på ondt, men faktisk også på godt. Resultatet er ironisk og skarpt, skamfuldt og skamløst – men til tider faktisk også rørende.
Det sidste gør sig i hvert fald gældende i The Trip to Greece, der kulminerer i nærmest overrumplende scener, hvor Steve Coogan erfarer, at hans far er død.
Serien er ifølge instruktøren Michael Winterbottom og de to hovedrolleindehavere slut med dette fjerde kapitel. Og finalen fortjener, at man ser de første tre, inden man blænder op for odysseen til Grækenland.
De fire film holder samlet set i den grad vand. Og dét selv om konceptet er præcis det samme fra film til film. De to hovedpersoner skal ud og rejse, de skal spise på gode restauranter, og så skal en af dem skrive om det – for The Observer, New York Times eller i diverse bøger.
I hver eneste film sludrer de i timer over gourmetserveringerne. Og de giver den som imitationens sande mestre, når de laver forrygende versioner af Sean Connery, Michael Caine, Anthony Hopkins med flere.
Filmen udgøres af disse samtaler og komiske indslag, men dertil kommer smukke landskaber, dybere dialoger med eksistentielle pointer og så et mere seriøst arbejde med en masse humoristiske lag.
Når Rob Brydon i Range Roveren på Grækenlands-rejsen begynder at synge Bee Gees-nummeret Tragedy, er niveauet noget mere dannet og krævende, end vi kender det fra eksempelvis den mere platte og lumre danske Klovn.
Fra tid til anden er der nu også en slags mandehørm i filmene, når de to helte lægger an på damer, er homofobiske, skændes om, hvem der bør køre bilen, eller er deres partnere derhjemme utro.
Men netop de umoralske og kiksede eller følsomme sider bruges til at gøre karaktererne autentiske, troværdige, tredimensionelle.
Manuskripterne løfter på den måde The Trip-serien over de værker, den ofte sammenlignes med. Det er ikke kun selvironi og spas, men faktisk ofte vigtige historier med et sindrigt underlag af akademisk dannelse.
Da de to følsomme sjæle i den første film besøger det engelske område, der hedder The Lake District og er kendt for sine romantiske digtere, handler store dele af historien om følelser og om forholdet til naturen.
I efterfølgeren, hvor turen går til Italien, bliver det følsomme mere udtalt og de lyriske ambitioner større, imens parret rejser i sporene på den klassiske europæiske dannelsesrejse fra 1800-tallet.
Da de – i tredje film – når til Spanien, bliver deres roller som henholdsvis statelig ridder og fjollet sidekick strammet op, imens de gennemgående refererer til 1600-talsromanen Don Quijote, der har to lignende hovedpersoner.
Og i den fjerde film, som følger Homers Odysseen, er forholdet mellem far og søn temaet – ligesom det er hos den græske forfatter. Det er flot gjort, og hvis man hårdt presset skal vælge ét sted, hvor filmserien topper, må det blive rejsen til Spanien, som virker mest gennemarbejdet og elegant.
Til gengæld er sidste ben af rejsen, altså det græske, den dybeste og mest rørende fortælling. Det, som i de første tyve minutter af hele serien virkede uudholdeligt narcissistisk og tåkrummende irriterende, kulminerer faktisk i en ægte tåre på anmelderkinden.
Når flere underplot lukkes fornemt i slutningen, føler man nemlig en slags – closure.
Kommentarer