True Detective – sæson 3

Der er mange gåder i True Detective. 

Den største er, hvordan serien kunne gå fra mesterværk til makværk. Hvem var den egentlige magiker bag seriens hyldede første sæson? 

Serieskaber Nic Pizzolatto fik æren, men efter en svag afslutning blev internettet enige om at krone instruktør Cary Fukunaga.

Rygter om diskussioner bag kameraet og de efterfølgende skærmydsler fra de respektive parter (som da Fukunaga ikke nævnte Pizzolatto, da han vandt en Emmy, eller da Pizzolatto i anden sæson formede en primadonna-instruktør med asiatiske aner og samme frisure som Fukunaga) gjorde sit til, at man måtte vælge side: Fukunaga eller Pizzolatto? 

Jeg var klar til at tilgive Pizzolatto for den rodede anden sæson. Han havde trods alt haft uhyggelig kort tid til at skrive manuskriptet, og selv om det blev til et Chinatown-kludetæppe af over the top-handlingstråde, var der gode takter. 

I tredje sæson har Pizzolatto minimeret plottet til en eftersøgning af to små børn i small-town America. Less is more. Og med den originale Jeremy Saulnier (Blue Ruin, Green Room) i instruktørstolen starter det lovende. 

Der er gudesmukke billeder af Ozark-bjergene i Arkansas, vi er tilbage i Syden, og uhyggen opbygges langsomt. Faren Tom Purcell (Scott McNairy fra Halt and Catch Fire) er en typisk bondeknold, der roder med biler og drikker lidt for meget. 

Den unge mor Lucy (spillet af Meryl Streeps datter Mamie Gummer) er løs på tråden og ligeledes alkoholisk. 

Da deres to børn forsvinder efter en cykeltur på en solbeskinnet eftermiddag, bliver politiet hurtigt kontaktet. De to detektiver Wayne Hays (Mahershala Ali) og Roland West (Stephen Dorff) går i gang med efterforskningen, og første afsnit slutter inciterende med, at Hays følger et spor af uhyggelige, hvide nonnedukker, der er lavet af strå. 

Men ak, Jeremy Saulnier forlod produktionen efter to afsnit og blev erstattet af den erfarne Daniel Sackheim, der sammen med Pizzolatto har instrueret de resterende seks. 

Det bliver hurtigt kedeligt. 

Mest fordi det føles som en udvandet version af første sæson minus det legesind, som Cary Fukunaga bidrog med. Hvem husker eksempelvis ikke den vanvittige seks minutter lange optagelse med kørende kamera af Rust Cohle under en gidseltagning? 

Sådanne fiksfakserier er der ikke plads til i tredje sæson. Det virker mest, som om Pizzolatto vil have fuld kontrol og derfor er gået efter en ferm håndværksinstruktør end en auteur til at visualisere idéerne. 

Det er lige på grænsen til plagiering af sit eget værk. 

Også her følger vi to detektiver i tre spor, som der krydsklippes mellem. Det første i 1980 følger eftersøgningen og ender på cirka samme måde som i første sæson. I 1990 kaldes de to detektiver ind til en samtale om den oprindelige efterforskning. Og i 2015 forenes de to detektiver efter ikke at have talt sammen i 25 år. 

Så er der de mystiske dukker, der peger i retning af noget okkult. Man aner et seksuelt misbrug af børn et sted i historien, og de to detektiver har samme makkerskab som Rust Cohle og Marty Hart. De er bare ikke nær så interessante. Stephen Dorffs Roland er en karakterløs udgave af Marty, som ikke gør meget andet end at få os til at savne Woody Harrelson. 

Men heldigvis skinner Mahershala Ali igennem som Wayne Hays. 

Ali er den eneste, der holder én til skærmen. Til tider kan man godt få nok af hans sammenbidte granitkæbe og borende blik, men det er kun, fordi Pizzolatto har valgt at farve hele universet i samme over-seriøse tone. 

Man ønsker at følge hvert et skridt af Waynes udvikling fra Vietnam-veteran med indestængt vrede til den milde bedstefar med Alzheimer, der kæmper med sorgen over sin kones død. 

Ali gestalter de tre personligheder op gennem tiden på fornem vis. Sproget bliver lidt anderledes, kanterne slibes af, men man aner stadig den samme, stålsatte detektiv under uldsweateren. 

Det er dog ikke nok til at redde en sæson, der er alt for simpel til for alvor at blive interessant. Og efter de fem afsnit, der blev frigivet til anmelderne, er min tålmodighed opbrugt. Jeg hopper over i Fukunaga-lejren.