Dalton Trumbo (1905-1976) var en af de mest flamboyante og højest betalte manuskriptforfattere i Hollywood i 30’erne og 40’erne. Der findes et ikonisk foto af ham i et badekar, med overskæg, cigaretrør og et manuskript på en påspændt bakke, altid i gang med endnu en storartet film.
Han var også kommunist og en af de såkaldte Hollywood Ten, der blev indkaldt til kongreshøring i 1947 for ”uamerikansk” virksomhed. De indkaldte nægtede at nævne navne eller svare på spørgsmål med henvisning til den amerikanske forfatnings First Amendment om tanke- og ytringsfrihed.
Så brød helvede løs.
De ti blev dømt for foragt for kongressen, Trumbo kom i fængsel og blev blacklistet. Derfor kunne han ikke lave film under eget navn i femten år.
Han blev forfulgt af senator McCarthy, FBI og foreningen Motion Picture Alliance for the Preservation of American Ideals med skuespilleren John Wayne som dum foreningspræsident og den sataniske klummeskribent Hedda Hopper som savlende jagthund.
Første del af Trumbo er fint og kedeligt afviklet, fuld af forklarende scener og arkivoptagelser, der fokuserer på at gå imod uretten og forsvare friheden. Det er set før i de lige så fine og kedelige Blacklistet (1991) og Good Night, and Good Luck (2005).
Så lækkert levede de, så charmerende klukkede isterningerne i limonaden, så talentfulde var de indtil kommunist-hetzen og massepsykosen tog over. Hvornår knækker den første af de ti under presset, hvilke omkostninger har det at miste status, hvad koster det at holde fast i sin overbevisning?
Filmen er stjernebesat med Bryan Cranston som Trumbo og Louis C.K. som hans ven Arlen Hird, der mister det hele. Helen Mirren som Hedda Hopper fungerer udmærket uden at overpræstere, og det hele ser skønt nok ud med attraktivt 40’er- og 50’er-stil, men det er gjort bedre.
Så tager fanden pludselig ved filmen.
Trumbo vil nemlig ikke kun vinde moralsk og være stor i nederlaget. Nej, han vil smadre industrien og bevise, at den ikke kan leve uden ham. Han opsøger B-film-selskabet King Brothers Productions og en herlig Frank King (John Goodman).
Derefter er Trumbo ikke længere en moralsk beredskabsfilm, men en rasende underholdende kupfilm. Vil det lykkes Trumbo at lægge Hollywood-systemet og blacklisten ned og holde sine venner oven vande? Eller vil Hedda Hopper og hendes agenter opdage ham og ødelægge projektet?
Trumbo sætter sindrigt et hemmelighedsfuldt system i gang med eget postvæsen med hjælp fra børn, kone og skrivende venner.
Der er en lattervækkende scene, hvor Trumbo diskuterer med vennen Arlen Hird, at Mars-manden skal forelske sig i bondepigen, fordi hun minder ham om Mars. Hird mener ikke, der er bondepiger på Mars, og han vil hellere skrive store politiske dramaer og nægter samtidig at indføre det latterlige gorillakostume, som Frank King også vil have med.
Frank King har pludselig Hollywoods bedste forfattere i sin B-film-biks, og han giver til sidst efter for Trumbo, der får lov til at realisere en idé, han altid har gået og tumlet med. Det blev til Min bedste ven, Gitano (1956), der vandt en Oscar for manuskriptet under Kings nevøs navn.
Det er gribende og spændende, hvordan Trumbo er ved at køre sin familie ned i arbejdsraseriet, hele tiden smutter forbi lurende naboer og FBI- agenter, har møder med Kirk Douglas og Otto Preminger og skriver klassikerne Spartacus, Exodus og Prinsessen holder fridag.
Til sidst sprænger han blacklisten, da det ene ukendte pseudonym efter det andet løber med Oscar-statuetterne. Talentet vinder over dumheden og industrien.
Arbejdsmanien og ydmygelsen ved ikke at eje sit eget navn er smukt skildret, og da den gode vilje overtages af den djævelske charme, bliver det en god film.
Kommentarer