Trust

Kidnapningen i 1973 af John Paul Getty III, barnebarn af den amerikanske oliemilliardær J. Paul Getty, endte tidligere i år på det store lærred i Ridley Scotts All the Money in the World.

Et kulørt drama, der er nok mest vil blive husket som filmen, hvor Kevin Spacey blev kirurgisk fjernet fra rollen som J. Paul Getty efter at være blevet #MeToo’et. Ikke en af Ridley Scotts bedste film.

I tv-serien Trust fortæller britiske Danny Boyle den samme historie over ti én-times afsnit, som han selv har instrueret de første tre af. Manuskriptet er af Simon Beaufoy, der også har skrevet The Full Monty og Boyles Slumdog Millionaire.

Instruktøren har udtalt, at han håber at lave fem sæsoner af serien, som skal udspille sig over fem forskellige årtier. Lad os nu se.

Det mest slående ved de første tre afsnit, som Ekko har fået til anmeldelse, er de store spring i tone mellem afsnittene.

I første afsnit er hovedfokus på J. Paul Getty, der spilles med mørk tyngde af Donald Sutherland som en blanding af sindssygt rig gnier, altdominerende patriark og aldrende playboy med eget harem af villige veninder.

Her er stilen nærmest lidt Paolo Sorrentino-agtig: farverig og dionysisk, men med en tone af forestående undergang bag det spraglede ydre. Åbningsscenen, hvor en mand begår selvmord med en stegegaffel gennem hjertet, mens smukke kvinder står og skriger, giver indtryk af, at her kan alt ske.

God start.

Afsnit to åbner ret forbløffende med en lige-i-kameraet-monolog af Brendan Fraser, der spiller Gettys ”fixer”, Fletcher Chase.

Han sendes til Rom for at prøve at opspore det kidnappede barnebarn, og afsnittet ligner næsten en krimikomedie. Fraser spiller Fletcher som en stor og jovialt støjende amerikaner med cowboyhat, bibelcitater og en kuffert fuld af penge. Han prøver at tale med det lokale politi, bestikker sig til at møde mafiaen og tumler rundt i Rom uden rigtigt at blive klogere.

Samtidig fortæller Getty pressen, at han ikke har i sinde at betale en øre i løsepenge for barnebarnet. En i bund og grund pragmatisk indstilling, som skal forhindre, at hans mange andre børnebørn udsættes for det samme.

Endnu et skift i tone kommer i afsnit tre, som handler om selve kidnapningen og optakten til den.

Vi er i Rom, og det hele minder mest om et barskt, solsvedent mafiadrama a la Gomorrah. Den sekstenårige Paul Getty lever et frit hippieliv med sex, bare tæer og malerkunst, men også i konstant pengemangel. Hvilket kun gøres mere pinagtigt af bevidstheden om, at han er arving til en milliardformue. Han ved udmærket, at han aldrig ville kunne få så meget som en krone ud af sin stenrige bedstefar – derfor får han idéen til en fingeret kidnapning.

Trust er radikal i sin fortolkning af den autentiske historie, idet serien – i modsætning til Ridley Scotts film – lader John Paul Getty selv være med til at planlægge sin egen kidnapning. Det er højst spekulativt, og der har allerede været trusler om sagsanlæg fra Getty-familien.

Brendan Fraser får en fornøjelig karakter ud af Fletcher Chase, og den unge Getty rammes godt af Harris Dickinson.

Men mest fascinerende er Donald Sutherlands glædesløse mangemilliardær, også selv om han indtil videre kun er rigtigt med i første afsnit. I forhold til Christopher Plummer i All the Money in the World er han en mere kødfuld karakter, godt hjulpet af Sutherlands let excentriske spillestil. Nogen naturalistisk skuespiller har han aldrig været, og det er godt for Getty-karakteren.

De første tre afsnit af Trust etablerer de vigtigste personer og de centrale handlingstråde. Og Danny Boyle slår sig visuelt løs med fejende kamerature, split screens og masser af farver.

Men tonen er ujævn, og serien har endnu ikke kittet sine bestanddele godt nok sammen til at føles vigtig eller nødvendig. Man ved efter tre afsnit ikke helt, hvorfor man skal se historien igen …