Der var engang en dreng, der hed Waleed. Dagen lang gik han rundt og kedede sig i den lille by Ytre Enebakk i Norge.
For at underholde sig selv stillede han sig på en bakke, trak vejret dybt og råbte: ”Jeg har opfundet en iPhone-oplader, der kører på solceller og virker indenfor!”
Beboerne i Ytre Enebakk kom løbende op ad bakken for at investere i det lovende og bæredygtige produkt, ja, selv Norges kronprinsepar var med. Men da de kom op på bakken, kunne de se, at iPhone-opladeren ikke virkede.
Waleed grinede ad deres vrede ansigter og tog til Los Angeles.
Da drengen kedede sig igen, råbte han fra et californisk bjerg: ”Jeg har rettighederne til Justin Bieber-koncerter i Skandinavien! Kom og køb!”
Fræk, som han var, nød han at se amerikanerne komme løbende op ad bjerget. Men da de kom op og havde betalt for rettighederne, kunne de se, at Waleed intet ejerskab havde.
”Gem din sang, til du virkelig har noget at sige,” sagde amerikanerne bestemt. ”Nu putter vi dig i fængsel for bedrageri.”
I det amerikanske fængsel fik han besøg af sine to brødre, der spurgte, hvorfor han havde klokket så grusomt i spinaten. Waleed trak vejret dybt og råbte, at et familiemedlem ved flere lejligheder havde misbrugt ham seksuelt, da han var yngre.
Chokeret fortalte brødrene det til Emil Trier, der var i færd med at filme en dokumentar om Waleed.
Men da folk så filmen, kom ingen løbende for at trøste ham. For ingen tror på en løgner. Heller ikke selv om han fortæller sandheden.
Som den græske forfatter Æsops fabel Drengen der råbte ulv er Emil Triers Trust Me en historie om løgnens destruktive kraft.
Det er svært at sige, hvad der fik syttenårige, norsk/pakistanske Waleed Ahmed til at begynde sin ukontrollerbare serie af løgne i 2009. Og da han i filmen pludselig selv angiver et fjernt familiemedlems misbrug som en del af årsagen, virker det ikke umuligt.
Man kan levende forestille sig, hvordan et sådant overgreb kan forme et ungt menneske til at lukke virkeligheden ude.
Men Waleed har svindlet for flere millioner dollars og fuppet en hel nation til at kalde ham Norges Mark Zuckerberg. Det, der muligvis var et sjældent ærligt øjeblik med et såret menneske, bliver til endnu en klam undvigelsesmanøvre fra en desperat løgner.
Emil Trier er instruktøren Joachim Triers lillebror. På Ekko-dvd #23 udgav vi tre, små film, hvor han tegner et generationsportræt af den norske ungdom i en blanding af musikvideo og dokumentar.
Desværre kommer Emil Trier ikke tæt nok på Waleed til, at vi kan se ham i øjnene og bedømme selv. Samtalerne mellem de to sker over telefon grundet USA’s stramme fængselsregler, så vi har kun stemmen at gå ud fra.
I en enkelt, hemmelig videooptagelse fra manden, som Waleed svindlede til at købe falske Justin Bieber-koncerter for 500.000 dollars, får vi kort lov at se løgneren i aktion.
Vi ser ham vride sig løgnagtigt i forsøget på at undslippe kundens krav, ligesom vi ser ham lyve om sin opfindelse på nationalt tv.
Emil Trier har fra starten besluttet sig for, at Waleeds misbrugshistorie kun kan være løgn. Han dykker aldrig ned i sagen, interviewer de relevante familiemedlemmer eller så meget som spørger Waleed om det.
Mysteriet om en løgners sind lykkes bedre i DR3’s langt mindre ambitiøse løgnerportræt Den utrolige historie om Alexander Blomquist. Her bruges hvert sekund med Alexander, og serien fokuserer på at forstå ham.
Trust Me bruger det meste af spilletiden på akavede rekonstruktioner, hvor en skuespiller går ensomt rundt i Ytre Enebakk og Los Angeles. Hyppige nærbilleder gør det tydeligt, at det ikke er den ægte Waleed, og Waleeds stand-in kan ikke hjælpe os med at komme ind i hovedet på den ægte vare.
Triers fascinerende fabel skal dog nok afskrække de fleste fra at begive sig ud på et entreprenant bedragerieventyr.
Kommentarer