Den her anmelder er meget nem at skræmme. Der skal egentlig ikke meget gys til, før jeg kryber sammen i biografsædet. Men det må nu engang være afgørende for en gyser, at den er, ja, uhyggelig?
Truth or Dare virker mest af alt som en parodi på en gyser.
I filmens første scene kører en bil i høj fart i et øde landskab. Bilen stopper ved en afsidesliggende tankstation, og en dame træder ud. Hun har hættetrøjen godt trukket op. Er hun på flugt? Hvem forsøger hun at skjule sig for?
Damen virker nervøs, og manden bag skranken fornemmer det. Hun beder om cigaretter, som han finder til hende, mens hun kigger rundt i butikken. Da hun kigger tilbage på manden, ser han på hende med et smil, der ligner Batmans ærkefjende Jokeren udsat for et Snapchat-filter.
Noget har tydeligvis besat ham. ”Sandhed eller konsekvens?” spørger han. Tårerne triller ned ad kinden på hende. Hun vil ikke være med mere, siger hun. I næste billedindstilling går hun hen til den eneste anden kunde i butikken og sætter ild til personen.
Den forhastede intro er mere grinagtig end skræmmende. Og det er gennemgående for filmen.
I Truth or Dare møder vi Olivia (Lucy Hale) og hendes college-venner, der tager på spring break til Mexico. Efter nogle festlige dage tager ferien en uventet drejning på sidste aften, da en sandhed og konsekvens-leg i en forladt kirke udvikler sig til et mareridt for gruppen.
Det er nemlig ikke et harmløst spil, de har gang i. En dæmon er på spil og tvinger deltagerne til at blive ved med at spille. Hvis de nægter, lyver eller ikke vil udføre konsekvensen, får det dødeligt udfald. Og så er det ellers hvem-bliver-den-næste-til-at-dø.
Man kan sådan set godt købe idéen med den dødelige leg. Faktisk er det overraskende, at den ikke er blevet brugt før. Vi har jo trods alt fået gyserfilm med et lignende udgangspunkt: I The Ring bliver man forbandet, når man ser et videobånd, og i Hide and Seek er det en gemmeleg, der er på spil.
Det fungerer, fordi historierne takket være enkelte variationer bliver vildt uhyggeligt.
Truth or Dare skamrider dog de klassiske gyservirkemidler. Der skrues op for lyden, når en dør smækker i. En skygge glider forbi i baggrunden for at dukke op, når en af vores hovedpersoner vender sig om. Chok! Til vores store overraskelse er det selvfølgelig ikke en dæmon, men blot en af deres venner.
Filmen knækker for alvor i dens insisteren på at være mere end en gyser. Den er nemlig primært interesseret i ”sandheden”. Får Olivia fortalt sin bedste veninde Markie (Violett Beane), at hun er forelsket i hendes kæreste, og at hun ved noget om venindens fars selvmord? Og hvad med Markies selvmordstanker? Eller får en anden af gruppens medlemmer, Brad (Hayden Szeto), sagt til sin far, at han er homoseksuel?
I stedet for at fokusere på gyset udvikler filmen sig til et teenage-soap-drama, der prøver at afsløre de dybere lag, som karaktererne slet ikke har. Man er faktisk komplet ligeglad med de ellers voldsomme afsløringer, der bliver præsenteret. Det føles som et dårligt gyser-afsnit af ungdomsserien Gossip Girl.
Med Blumhouse Productions bag filmen skulle man tro, at den i det mindste er enten spændende, sjovt eller uhyggeligt. Men Truth or Dare er ingen af delene. Selskabet var ellers afsender af den gyser-satiriske Oscar-vinder Get Out, men her rammer Blumhouse altså bunden.
Uhyggen er på samme niveau som et afsnit af Scooby-Doo. Og så er afslutningen, et rimelig vigtigt element i en gyser, hverken forløsende eller nervepirrende, men bare latterlig.
Kommentarer