Trying

”Det er i bund og grund et jobinterview – blot ikke for et job, men derimod for alt, hvad jeg nogensinde har ønsket mig.”

Mens de er ude og gå tur på et af Londons madmarkeder fortæller Nikki veninden Erica om den adoptionssamtale, som kan ændre hendes liv.

Hun og kæresten Jason kan ikke blive gravide, så de beslutter sig for at adoptere. Men det er lettere sagt end gjort, når man stadig lever, som om man lige var blevet færdig med universitetet.

Så enkel er udgangspunktet for komikeren Andy Woltons britiske serie Trying, som kan ses på den nye streamingtjeneste Apple TV+.

Serien er beslægtet med den på danske breddegrader groft oversete Catastrophe, som herhjemme fik titlen Da Sharon mødte Rob.

Instruktøren af de otte afsnit af Trying, Jim O’Hanlon, har da også stået bag flere afsnit af Catastrophe, og han fortsætter stilen fra graviditetskomedien. Humoren er igen forankret i to hovedpersoners forsøg på at omstille sig til den nye tilværelse som forældre.

Som komedieforskriften dikterer, er Nikki og Jason ikke klar til hvervet. Hvor alle andre i deres vennekreds har fået børn eller et godt job, ser parret ikke sig selv som rigtigt voksne endnu.

Hun er receptionist hos en bilforhandler, og han underviser immigranter i engelsk. Når han fortæller, hvad han laver, bliver han som regel mødt med spørgsmålet: ”Er det ikke noget, man kun gør i et år?”

Omverdenens forventninger er den primære modstander for Nikki og Jason. Eller rettere: Deres egne forventninger til, hvordan resten af verden skal se på dem.

De vil være lige så hippe og succesfulde som de andre potentielle adoptivforældre, der har så glamourøse karrierer som filminstruktør og psykolog.

Især Nikki kæmper med det.

I modsætning til Jason og sine venner har hun ikke en universitetsuddannelse. Derfor beslutter hun, at hun og Jason skal til en forelæsning om børnepsykologi, så de bedre kan forstå børn.

Han tager det ikke rigtigt alvorligt, hvorimod hun går op i det med liv og sjæl. For Nikki vil være en bedre udgave af sig selv.

”Hvis vi havde taget os selv seriøst lidt tidligere, var vi måske ikke begge strandet i job, der ikke giver særligt mange penge og er virkeligt svære,” siger hun til Jason i et af seriens mange glimrende øjeblikke.

De første afsnit famler lidt efter at finde en identitet, mens universet bliver bygget op. Men i sæsonens anden halvdel tager komikken og dramaet fart, hvormed Trying hæver sig op til mere end middelmådig underholdning.

Det er især takket være kemien mellem de to hovedrolleindehavere, Esther Smith og Rafe Spall.

Spall rammer perfekt mandebarnet, der måske ikke er lige så klar til at blive far, som hun er til at blive mor.

Esther Smith er dog den ubestridte stjerne i Trying. Under den boblende og smilende facade formidler hun elegant de mange frustrationer, Nikki har over ikke at kunne blive gravid. For ikke at tale om angsten for, at hun aldrig vil blive mor.

I det underholdende persongalleri rager én op: Imelda Staunton (Vera Drake). Hun spiller normalt meget alvorlige roller, men her er hun morsom som sagsbehandleren, der skal evaluere, om parret er egnet til adoption. I en jungle af bureaukrati og stenansigter er hun – klodset og lidt ude af kontrol – et menneske med hjertet på rette sted.

Der er allerede truffet en beslutning om at lave en anden sæson, og med børnesygdommene bag sig samt en eminent afslutning på den første sæson er fundamentet lagt til en virkelig sjov og tankevækkende serie.