Tusind timer

Hvem har ikke drømt om at blive en stor kunstner?

Planen om at ende som respekteret maler, berømt skuespiller eller elsket sanger er almindelig blandt unge. Men i midten af tyverne har de fleste opgivet drømmen.

Musikfilmen Tusind timer handler om dem, der hænger i.

Anna (Josefine Tvermoes) nærmer sig 30 og kæmper for at bryde igennem som sanger i sit band. Men da opvarmningstjansen for et stort navn endelig byder sig, dør trommeslageren.

Har man set mockumentaryen This is Spinal Tap, ved man, at pludseligt døde trommeslagere ikke er usædvanligt. Men for Anna og de andre sætter det bandet i bero.

Guitaristen Thomas (Niels Anders Manley), der ellers er åbenlyst forelsket i Anna, tager på turné med en anden gruppe. Bandet går i opløsning, og filmen springer til Berlin et år senere.

Annas desperate flugt til et hipt kunstnerkollektiv i den tyske hovedstad er ikke en garanti for personlig succes, og efterhånden synes drømmen om en musikkarriere længere og længere væk.

Svenske Carl Moberg har uden offentlig støtte skrevet og instrueret en musikfilm, der er unik på sin egen underspillede måde.

Frem for at dyrke klassiske kunstnerudfordringer som fattigdom, stofmisbrug og hede affærer, handler Tusind timer om de små kriser. Om langsomt at miste troen på, at man er noget særligt.

Det er traumatiserende følelse, som rigtigt mange unge, kunstneriske sjæle kæmper med – som vi så det i Ekko Shortlist-vinderen Natasja Jensen, om en wannabe-skuespillers hverdag.

Filmen bruger Berlins musikklubber som en gudesmuk kulisse, hvor Anna kommer til at stå som det mindste og mest ubetydelige insekt i et menneskehav af farverigt tøj og eksotisk musik.

Værst af alt gider den ældre producerkæreste Robert ikke lave musik med hende.

”Du er det mest fantastiske menneske, jeg kender, men musikalsk er vi fra to forskellige planeter,” siger han patroniserende, selv om han laver præcis de samme sødsuppede popballader, som hun gør.

Anna begynder at miste troen på, om hun overhovedet kan høre, hvad der er godt.

Josefine Tvermoes er et nyt talent, som medvirker i serien Sunday og kortfilmen For enden af regnbuen. I hendes perfekte performer-smilende skikkelse er Anna en sørgelig figur, fuld af længsel efter kunsten, men uden den store personlighed.

Både hendes stemme og sangene, hun synger, er pæne, kompetente og tilpas uinteressante til at give indtrykket af, at der måske ikke er så meget kunst i hende, som hun håber.

Men pludselig dukker Thomas op i kollektivet og minder hende om, hvad hun vil. Han bliver et slags symbol på musikerdrømmen – ikke mindst, fordi han ligner alle københavnske popguitarister, der findes.

Krøllet hår, rolige øjne, kort skæg, en åben, farverig skjorte og en tiltrækkende, men frustrerende tilbageholdenhed. Ligesom musikdrømmen er han utilgængelig, besværlig og kun lejlighedsvis passioneret.

Kemien mellem Thomas og Anna er sydende, men deres samtaler består udelukkende af flirtende jokes og høflig smalltalk, mens sandhederne kommer frem i plørefulde udbrud og lynhurtigt trækkes tilbage.

Tusind timer er et meget lille kærlighedsdrama, der udspiller sig præcist, som den slags gør i virkeligheden. I snegletempo og med elendig kommunikation.

Carl Moberg er gået realismens vej, og det klæder virkelig den spinkle historie. I en stærk og modig scene går realiteternes uretfærdighed op for Anna i en grå, umøbleret københavnerlejlighed, og tårerne fosser ud af hende.

Måske er det på tide at læse til fysioterapeut.

Desværre er filmens sidste del et nakkeskud på realismen. En musikerveninde ringer, og med ét er vejen til Roskilde Festival og radiosucces meget kort.

Historien om den unge kunstner, der tvivler på sig selv, men lykkes til sidst, er vigtig, for de findes derude. Men den er også fortalt mange gange før.

Til gengæld er fortællingen om den unge kunster, der tvivler på sig selv og giver op efter lang tids lidelse en sjældenhed, selv om mange flere oplever netop det.