I Danmark lanceres The Twilight Zone som et flagskib af streamingtjenesten Paramount+, men desværre er der tale om et noget amputeret flagskib.
For nylig blev det meldt ud, at serien indstilles efter blot to sæsoner.
Den oprindelige serie fra 1960’erne hentede inspiration i den fantastiske litteratur, vandrehistorier og sci-fi. Siden har serien inspireret utallige film og serier, blandt andet Black Mirror og Jordan Peeles gysere Us og Get Out, der i allegorisk form behandler sociale og racemæssige konflikter i det amerikanske samfund.
Den opdaterede The Twilight Zone er co-produceret af Jordan Peeles produktionsselskab Monkeypaw – og han har selv overtaget serieskaberen Rod Serlings rolle som ankerperson, der introducerer og afrunder hvert afsnit.
The Twilight Zone er svær at anmelde.
Den består af selvstændige afsnit, der kunne og måske burde anmeldes hver for sig. Men samtidig er serien meget mere end summen af enkeltafsnit.
Det er selve konceptet, der gør den til noget særligt. Og en del af charmen er netop, at man aldrig ved, hvad man får.
Her i anden sæson har Jordan Peele skrevet Downtime, som udforsker identitet og køn i en Sims-agtig virtual reality-verden.
The X-Files-veteranen Glen Morgan står bag 8, hvor menneskelighed og menneskeheden er på spil, da videnskabsfolk på en arktisk forskningsstation opdager en ukendt blæksprutteart.
Emily Chang og Sara Aminis Meet in the Middle og Alex Rubens’ Try Try benytter telepati og fanget-i-en-tidssløjfe-formlen til at fortælle om manipulation, narcissisme og stalkeradfærd.
Endelig er komikeren Heather Anne Campbells Among the Untrodden et lille bravurnummer om teenagespleen og heksekræfter på en pigekostskole.
You Might Also Like – skrevet af Oz Perkins (søn af Psycho-skuespilleren Anthony Perkins) – går all in på det skæve. En desperat husmor lider af uforklarlige blackouts, mens alle omkring hende bare må eje og have et særligt tilpasset æg i fodboldstørrelse, selv om ingen ved, hvilket formål det tjener. Ud over at det vil gøre alting godt igen – for altid.
Afsnittet byder på flyvende tallerkner og et gensyn med de fremmede kanamitter fra et berømt afsnit fra 1962.
Holdet bag genstarten af The Twilight Zone har vidst, at der hviler en tung arv på deres skuldre og er måske gået lidt for ærefrygtigt til værks.
Som i første sæsons Blurryman, hvor en manuskriptforfatter midt under optagelserne sættes til at omskrive Jordan Peeles intromonolog. Langsomt går det op for hende, at hun selv er afsnittets hovedperson. En grumset skikkelse, som har hjemsøgt kulisserne og tidligere afsnit, viser sig at være selveste Rod Serling.
”We’ve got a lot of work to do,” siger han, da han til sidst gelejder hende gennem den ikoniske hvide dør til skumringszonen.
Det er lidt for meta og selvhøjtideligt for min smag og næppe den bedste måde at lokke nye seere til på.
Men samtidig har der alle dage været plads til fejlskud i The Twilight Zone. De var der også i den gamle serie, hvor en sæson bestod af op til 37 afsnit.
Med kun ti afsnit per sæson i den opdaterede version, stikker skæverterne tydeligere frem. Særligt nu, hvor det står klart, at den nye omgang kun fik tyve skud mod den oprindelige series i alt 156 afsnit.
Personligt vil jeg dog til enhver tid foretrække et middelmådigt afsnit af The Twilight Zone frem for en af tidens mange serier, hvor slutningen forhales i det uendelige, og der måske slet ikke er nogen pointe, når det kommer til stykket.
Kommentarer