Twin Peaks: The Return – hele sæsonen

I 1990 var Twin Peaks et fyrtårn i et tv-serielandskab, hvor det meste lignede noget, der var set før. Her var pludselig en serie, som blandede elementer fra krimi, komedie, soap og horror med en original trademark-stil, som antydede en skjult betydning bag det hele.

Skæve figurer, lange indstillinger, fliklys, zigzagmønstre og røde fløjlsgardiner. Og ikke mindst Angelo Badalamentis tryllebindende underlægningsmusik, der sommetider er helt i forgrunden.

Med Twin Peaks demonstrerede David Lynch & co., at kunst ikke behøver være kedelig og populærkultur ikke forudsigelig.

De seere, der blev forført af den på overfladen elementært spændende mordgåde – ”hvem dræbte Laura Palmer?” – og troede, de skulle se krimi, blev udsat for et grumt eventyr om menneskets iboende ondskab og dobbelte natur. Om voldtægt, incest og mord og jagten på mening i det meningsløse.

Det er stadig forbløffende, hvad Twin Peaks formåede at slippe af sted med inden for de mainstream-rammer, serien dengang udfordrede og sprængte. Den var aldrig gået uden en solid indpakning af formildende stødpudemystik og ironisk distance (for eksempel referencer til andre film og serier) og masser af charme, kirsebærtærte og damn good coffee.

Blandt andet bød serien på uafrystelige scener som den, hvor Lauras mor Sarah (Grace Zabriskie) fra den anden ende af et dinglende telefonrør forstår, at hendes datter (Sheryl Lee) er død. Gentagelsen (”It is happening again”), hvor Madeleine Ferguson (også Sheryl Lee) lider samme skæbne som sin kusine, og udfrielsen, hvor Leland Palmer (Ray Wise) indser sine ugerninger og guides mod lyset af FBI-agent Dale Cooper (Kyle McLachlan).

Et kvart århundrede senere har kabelstationen Showtime så virkeliggjort de ord, Laura Palmer sagde til agent Cooper i en drøm: ”Vi ses om 25 år!” Og The Return føles faktisk som en drøm, man ikke kan vågne af.

Dermed er seerne i samme båd som Cooper, der i The Return forsøger at slippe fri af The Black Lodge, en slags åndeverden, hvor han har været fanget i 25 år, mens en dæmon har overtaget hans krop i den virkelige verden. Sideløbende eftersøges han – meget langsomt – af sin tunghøre chef Gordon Cole, spillet af David Lynch himself, og kollegaen Albert Rosenfield (Miguel Ferrer).

Dét er det nærmeste, The Return kommer på en handling.

Vi skal helt frem til de sidste tre afsnit, før Cooper endelig bliver sig selv og vender tilbage til Twin Peaks. I de mellemliggende episoder er der drypvise gensyn med adskillige af de oprindelige figurer, men de er ikke rigtigt integreret i handlinger, der i øvrigt springer fra New York til South Dakota til Las Vegas og til Texas. Som katten om den varme grød.

Andre scener med helt nye figurer – ofte spillet af gamle Lynch-kendinge, heriblandt Laura Dern, som gestalter Coopers hidtil usete sekretær Diane – fremstår lige så løsrevne og overflødige. Det samme gør de musikalske indslag, hvormed de fleste afsnit afsluttes fra scenen på the Roadhouse.

Indimellem syres der ud i vilde, ordløse montager, som minder mest om Lynchs egen billedkunst og tidlige filmkunst. Her mærkes det tydeligt, at Showtime har givet maestroen helt frie hænder.

The Return er nichekunst på godt og ondt.

Ligesom i Lynch’ miskendte biografprequel Fire Walk With Me (1992), der omhandler dagene op til Laura Palmers død, er grundstemningen mørkere og tonen mere rå og direkte end i den gamle serie. Der er betændte sår, bræk og børn, som både mistrives og dør en voldsom død. Det øger kontrasten til den karikerede lillebyidyl, vi kender.

Efterhånden som The Return skrider frem, begynder det dog at ligne en pointe, at mange af de elskede Twin Peaks-figurer, såsom Andy og Lucy fra sherifstationen, fremstår endnu mere mærkelige end tidligere. Det gælder især den stakkels hoteldirektørdatter Audrey, der først dukker op meget sent og virker til helt at have mistet jordforbindelsen. Det samme gør Cooper, da han endelig kommer til sig selv.

Syret er især den ene af hans i alt tre inkarnationer, Dougie Jones, også spillet af Kyle McLachlan. Han er udstyret med en kone (Naomi Watts) og søn, men defilerer det meste af tiden rundt som en sinke, der udretter mirakler, selv om han kun er i stand til at gentage andres enstavelsesord.

Uden at røbe, hvordan det hele ender, viser The Return sig at være David Lynch’ egen refleksion over det kultfænomen, Twin Peaks var og er. Han lader ikke bare Cooper vågne op og vende geografisk tilbage til Twin Peaks. Han lader ham også rejse tilbage i tid.

Tilbage til selve mordnatten, hvor Cooper og Laura genser hinanden for første gang uden for den åndeverden, de begge har været fanget i. Her prøver Cooper at omskrive virkeligheden. 

Der er ikke bare tale om et gensyn, men netop om en tilbagevenden. I stedet for en afslutning på Twin Peaks tilføjer Lynch et helt nyt lag til sit gamle værk, hvor alt er åbent. Er det hele i virkeligheden en drøm – og hvem drømmer?

The Return er fascinerende filmkunst. Den er også noget forudsigelig i al sin uforudsigelighed og for længe om at komme til sagen. Gemt mellem de atten episoder ligger der et spillefilmlangt mesterværk, som David Lynch godt kunne have gjort sig den ulejlighed at klippe sammen for os.