Toeren til den elskede 90’er-klassisker med manuskript af ødelæggelsesfilmenes mester, Michael Crichton (Jurassic Park), er den perfekte undskyldning for et halvdumt biografbesøg.
Det er svært at få bedre publicity til Twisters end dansk vejr. Og katastrofefilmen lever flot op til vores spændende, omskiftelige sommer.
Den hæsblæsende åbningssekvens følger et hold tætknyttede studerende på jagt efter tornadoer i USA.
Udstyret med en gammel kending fra første film – dataindsamlingsenheden Dorothy – måler de skypumper for at få bevilling til et forskningsprojekt. Gruppens leder, geniet Kate (Daisy Edgar-Jones fra Hvor flodkrebsene synger), har nemlig en idé.
Placerer man sig midt i orkanens øje og fodrer en tornado med samme absorberende materiale, man bruger i bleer, vil den manglende fugt i luften få vortekset til at kollapse. Og så er teknikken sågar klimavenlig og ikke-giftigt for mennesker.
I en dejligt ubehagelig sekvens, hvor den ene unge studerende efter den anden ryger til himmels akkompagneret af skrækindjagende skrig, står det dog klart, at Kates fikse idé langt fra er færdigudviklet.
Og med sine bedste venners liv på samvittigheden er hun, fem år senere, stadig lammet af frygt og skyld. I sådan en grad, at hun ikke vil vende tilbage til sin hjemstat.
En dag kontaktes hun af det eneste andet overlevende medlem af studiegruppen, Javi (Hamilton-musicalstjernen Anthony Ramos). Han lokker hende tilbage til Oklahoma for at færdiggøre projektet for vennernes og det ødelagte lokalsamfunds skyld.
Daisy Edgar-Jones er karakteristisk indadvendt som Kate, hvis skrøbelige arbejdsro forstyrres af en gruppe nævenyttige influencere, der jagter tornadoer for at få likes.
De streamer deres eskapader med den dumdristige Tyler (Glen Powell) i front. Han er en selvudnævnt tornado-cowboy. Hvad den titel helt præcist dækker over i praksis, ved ingen rigtigt.
Får du ikke pulsen op over de flotte effekter og den tætte klipning, har du ikke hillbilly-redneck-blod pumpende i årene. Og rykker det ikke, skal Glen Powell nok sørge for at få blodet til at rulle. Den blåøjede skuespiller har totalt erobret titlen som tidens lækreste ”dumme blondine” i Hollywood.
Den selvsikre, 35-årige texaner har en arrogant udstråling tilsat en snært af distanceret ironi. Det har givet ham roller som nar eller manipulator i film som Richard Linklaters fremragende Hit Man, fænomenet Top Gun: Maverick og udskammede romcoms a la Anyone but You.
Den amerikanske Adonis giver den i Twisters fuld skrue, når han i stram, hvid t-shirt og lædercowboyhat råber ”yeeha” og kører direkte ind i stormene. Som i Glen Powells andre roller starter man med at hade ham, indtil det afsløres, at der gemmer sig mere bag det smukke ydre.
Det får hans diametrale modsætning, Kate, også øjnene op for. Mens deres romance ulmer, har Twisters den udfordring, at uvejr nummer to, tre og fire ligner uvejr nummer ét. Og det er svært at forny faren, nemlig at heltene bliver suget til vejrs.
Filmen bæres derfor af karaktererne og instruktør Lee Isaac Chungs sans for fortællingen om de sydstatshjem, der årligt smadres af vortekser. Instruktøren fra Arkansas blæste i 2020 benene væk under publikum med sit stille portræt af amerikansk immigration: Minari.
Han har et godt blik for Kates kærlighed til Oklahoma og Tylers løse cowboyattitude. Og der er noget uimodståeligt dumt og tidløst charmerende over personer, som ikke bare ser deres frygt i øjnene, men også insisterer på at ride den.
Der er samtidig ikke en dråbe blod eller en knækket knogle på lærredet, så Twisters fungerer fint for yngre medlemmer af familien, som skal opleve deres første disaster movie i mørket.
Dog anbefales Roskilde-festivalgængerne at skippe Twisters, da ptsd’en for årets strabadser nok vil være for overvældende.
Kommentarer