Ud af intet

Som en kvinde, der mister mand og barn i et terrorangreb, leverer Diane Kruger en kraftpræstation af den slags, som kan skabe en film. 

Hun dykker så dybt ned i sin karakters smerte, at det af og til bliver ubehageligt at se på. Ikke overraskende finder hun et utroligt mørke. 

Men al den stærke fortvivlelse og følelsesmæssige troværdighed, som Kruger bringer til hovedrollen i Ud af intet, bliver mødt af et melodrama, der alt for ofte træder forkert på grænsen mellem oprigtighed og grum udnyttelse. 

Instruktør og manuskriptforfatter Fatih Akin opdeler filmen i tre hovedkapitler: Familien, Retfærdighed og Havet. 

Det starter dog med en sekvens, der gennem rystede videokamera-optagelser af et bryllup i fængslet fortæller baggrundshistorien om forholdet mellem Katja og hendes mand Nuri. 

De mødtes, da han solgte stoffer til hende. Deres ægteskab, som begyndte, mens han sad bag tremmer, blev mødt med modstand fra begges forældre. Men fem år senere er forholdet solidt trods den knap så lovende start. Nuri er blevet forretningsmand, og parret har et behageligt liv med deres søn i Hamborg. 

Det ændrer sig alt sammen, da en sømbombe sprænger på Nuris arbejdsplads. 

Første kapitel, der følger optakten til og tiden lige efter angrebet, er det bedste i filmen. Fatih Akin holder sig i barsk farveløshed med enkelte strøg af sorgfuld blå – som om det evigt triste vejr i Hamborg har trukket al farve ud af Katjas verden. 

De små efterladenskaber fra familielivet – spredt legetøj, en forladt trampolin – bliver provokerende objekter. 

Katjas og Nuris respektive familier bliver tvunget sammen, forbundet af sorg om ikke andet. De spidse, anklagende blikke, som Katjas mor sender Nuris kurdiske forældre, antyder, at hun inderst inde giver dem skylden for barnebarnets død alene på grund af deres etnicitet. 

Men i andet kapitel begynder instruktøren at miste grebet om sin stramt kontrollerede form. 

”Retfærdighed” tager fat i den efterfølgende retssag, hvor et ungt, nynazistisk par er under anklage for angrebet. 

Musikken af Josh Homme, frontmand i rockbandet Queens of the Stone Age, bliver her skrabende og ubarmhjertig, mens farvepaletten holder sig i dystre klange, og selv Krugers skuespil skifter over i noget mere skummelt og skingert. 

Instruktøren bruger adskillige gange en fokuseret split screen, hvor Katja placeres i et benhårdt closeup med resten af retssalen som baggrund. Grebet forstærker hendes reaktioner med en tegneserieagtig effekt. Også den overdimensioneret onde forsvarsadvokat bliver blæst fuldstændigt ud af proportioner. 

Katja stiller sig selv et spørgsmål: Hvad ville Nuri have gjort, hvis deres situation var omvendt? Det bliver startskuddet på filmens klimaks. 

I tredje kapitel bevæger filmen sig for alvor i en moralsk tvivlsom retning, når den udnytter vores sympati for Katja til at retfærdiggøre hendes hævntogt. 

Handlingen rykker til Grækenland, hvor Katja forfølger parret, der ødelagde hendes liv. Og netop her, hvor Akin skal være skarpest i forhold til, hvad han præcis vil sige om hadforbrydelser og hævn, taber filmen overblikket. 

Den naturlige fremstilling af Katjas tab i første afsnit støder mod en afslutning, der føles mere som en Hollywood-hævnbasker med Liam Neeson i hovedrollen. 

Instruktøren virker i sidste ende mere interesseret i at skabe spænding end at stille spørgsmål til sine karakterer og sit publikum, og alt det gode potentiale går tabt. 

Det er både et historiemæssigt potentiale og en stærk præstation, der bliver forspildt.