Udvandrerne

Da Jan Troell for et halvt århundrede siden lavede Udvandrerne og Nybyggerne, baseret på svenske Vilhelm Mobergs romanserie, skabte han et dobbelt hovedværk i skandinavisk film.

De seks og en halv time fik lige så kanonisk status i svensk kultur som det litterære forlæg.

Men selv om idéen med at lave en ny filmatisering lidt svarer til at genindspille Matador, er det selvsagt et helt legitimt forehavende, som nu er blevet realiseret af norske Erik Poppe og hans to manusforfattere i en langt mere kondenseret version på to en halv time.

Historien om bondeparret Karl-Oskar og Kristina, der med deres små børn i midten af 1800- tallet forlader en ussel tilværelse i det stenede, fattige Småland for at prøve lykken i Amerikas forjættede land, er blevet strammet gevaldigt op.

For eksempel er Karl-Oskars bror, hvis tragiske skæbne fylder meget i Troells film, helt udeladt. Ligesom den grumme historie om indianernes massakre på en nybyggerfamilie og den efterfølgende massehenrettelse af oprørerne, en reference til den såkaldte Dakota-krig i 1862, er erstattet af mere forsigtige scener, hvor repræsentanter for den indfødte befolkning optræder ikke-voldeligt og endda direkte hjælpsomt.

I tråd med den aktuelle tidsånd har filmen valgt at fokusere på Kristinas oplevelse af begivenhederne, mens Karl-Oskar og de andre mænd får en mere distanceret placering i historien.

Med det kvindelige perspektiv ligger hovedvægten i historien på Kristinas venskab og søstersolidaritet med landsbyskøgen Ulrika og på konflikten med den selvgode præstefrue Judit, der står for den svenske kirkes undertrykkende ideologi.

Det er en god pointe at vise, at den religiøse øvrighed med alle dens hykleriske restriktioner og påbud, som emigranterne netop flygtede fra, også flytter med til det nye land.

Erik Poppe debuterede med multiplot-historien Hawaii, Oslo, hvor traurige skikkelser krydser hinanden i sommernatten. Han brillerede med Kongens valg om kong Haakon og hans nej til den tyske besættelsesmagt samt med den rystende one take-film Utøya 22. juli, hvor en ung kvinde leder efter sin søster midt i terrorens kaos.

Han er en dygtig og sympatisk instruktør, og også i Udvandrerne håndterer han stoffet med effektiv professionalisme. Måske lidt for effektivt.

Troells film matcher det episke åndedrag hos Moberg, mens Poppe, ledsaget af svulstig, symfonisk musik, dyrker effektfuldt klippede spændingsscener. For eksempel når datteren bliver væk ved togets afgang eller har forvildet sig ud i de store skove.

Der spilles absolut glimrende, især af de tre kvindelige hovedkræfter: Lisa Carlehed som Kristina, Tove Lo som den guldhjertede skøge og Sofia Helin som den beske præstefrue.

Alligevel bliver filmen aldrig rigtigt rørende. Det hele bliver for demonstrativt, og i hver scene er det lidt for åbenbart, hvad der skal bevises. Som når datteren optræder som en tidlig aktivist i kvindefrigørelsen.

Hertil kommer så, hvad der nok er filmens mest selvstændige tolkning af stoffet, om end vi skal helt hen til rulleteksterne, før det rigtigt træder frem. Her ser vi små, dokumentariske klip af flygtninge og emigranter, både historiske og aktuelle optagelser.

Man kan godt forstå idéen, men samtidig virker det rigeligt belærende, at vi på vej ud af biografen skal have påpeget, at nutidens flygtninge og fordrevne søger bedre livsvilkår på samme måde, som datidens forarmede bønder gjorde.

Filmens svenske modtagelse var heller ikke specielt varm. Den vandt kun en enkelt Guldbagge for visuelle effekter. Men Poppe har forsvaret sig med, at Jan Troell – der fyldte 90 sidste år – har bakket op om projektet.

Det kunne han også roligt gøre, for den nye version kommer ikke i nærheden af hans gamle mesterværk.