Biografanmeldelse
03. nov. 2023 | 09:48

Umberto Eco: Mit italienske bibliotek

Foto | Film Commission Torino-Piemonte

Italiens mest berømte forfatter og filosof i nyere tid, Umberto Eco, havde et bibliotek med over 30.000 bind og afskyede lydbøger. 

Charmerende og smukt portræt af forfatteren, der byggede bro mellem høj- og lavkultur og forudsagde faren ved fake news i internettets tidsalder.

Af Bo Tao Michaëlis

”Sociale medier giver legioner af idioter retten til at tale, hvor disse engang kun talte ved baren efter et glas vin uden at skade samfundet.”

Sådan siger Umberto Eco, Italiens mest berømte filosof og forfatter i nyere tid, fire år før han i 2016 dør i en alder af 84 år.

Citatet er ikke med i italienske Davide Ferrarios meget charmerende, drilsk begavede og yderst smukke dokumentarfilm Umberto Eco – Mit italienske bibliotek.

Filmen handler om Ecos grandiose bibliotek på over 30.000 bind fordelt på alle genrer og verdenshjørner. Men Ecos holdning til internettet er i filmen ganske klar.

Seks milliarder mennesker med hver sin sandhed, de kan skræppe op om og højlydt skabe ravage og rædsler.

Eco forudsagde faren ved de forførende fake news og manipulerende nyheder, før Trump og andre begyndte at skabe selvskabte sandheder og sinistre konspirationer.

Og han frygtede de digitale mediers udryddelse af den konkrete bog, man skal have i hånden aldeles uden hvide handsker. Med retten til at bøje æselører og fedtede fingeraftryk.

Filmen om Umberto Ecos enorme bogskat er på alle måder et fremragende forfatterportræt. Via hans og andre biblioteker – ærværdige gamle og moderne strømlinede – møder vi et overmåde sympatisk menneske og hans familie.

Enken Renate fortæller, hvor svært hun havde med at komme til husbondens begravelse, fordi der var landesorg og alenlang kø.

Søn, datter og børnebørn mindes en kær far og kærere bedstefar, selv om Umberto mest var kendt som professoren med mange bøger og eget bureau. Men han læste op for sine børn og deres børn og lærte dem den direkte orale fortællings nære og kære kommunikation.

Fjernt fra nymodens lydbøger, som var et andet hadeobjekt for den postmoderne lurifaks, sofistikerede skeptiker og nysgerrige intellektuelle, der som en djævlens advokat satte spørgsmålstegn ved alle traditioner.

Det gjaldt fascismens selvforståelse, antisemitismens og racismens destruktive forfærdeligheder, der er grundlagt på fordomme og falske fortællinger.

Umberto Eco er ligesom sin åndsfælle Graham Greene overbevist om, at venlighed og løgne er langt bedre end tusinder af sandheder.

I flere anekdotiske afsnit får vi hans elevers og venners udlægninger af hans semiotiske teorier, som bygger bro mellem høj- og lavkultur og mellem middelalder og modernitet. Teorierne giver os en smittende humanistisk cocktail af en verden med plads til både Radisernes Søren Brun og filosofiens Søren Kierkegaard.

Umberto Eco skrev ligeværdigt om Humphrey Bogart i Casablanca og Immanuel Kant i Königsberg, James Joyce og James Bond.

Hans teorier om det åbne værk og læserintentioner bliver også præsenteret. Ligesom forsvaret for alle de fiktive verdener, litteraturen har skabt, over for den virkelighed, som bygger på opspind og nonsens.

Et sted siger han, at han skriver ud fra samme lekture som fantastforfatteren Dan Brown. Bortset fra, at italieneren ikke tror på amerikanerens opdigtede konspirationer.

Kalejdoskopisk følger vi filmens hovedperson, og måske savner man lidt mere insiderviden om Ecos forskellige faser i liv og virke. Men det er en petitesse, og Eco var hele livet en meget privat person.

Ham ville man evident aldrig kunne følge på Instagram.

Mesteren ses i forskellige aldre op igennem sin livsbane. Med sin akademiske ballast som universitetsdoktor og international professor bliver Eco efter sin bestseller Rosens navn i 1980 verdensberømt forfatter for alle slags læsere.

Davide Ferrario formår meget gnidningsløst at skildre den spektakulære overgang fra at være Kloge Åge for de få til at være kulturkommentator for hele verden.

Umberto Eco – Mit italienske bibliotek er således et fremragende signalement af en sympatisk mands guddommelige biblioteker uden grænser.

Trailer: Umberto Eco: Mit italienske bibliotek

Kommentarer

Titel:
Umberto Eco: Mit italienske bibliotek

Originaltitel:
Umberto Eco: La biblioteca del mondo

Land:
Italien

År:
2022

Instruktør:
Davide Ferrario

Medvirkende:
Renate Eco Ramge, Giuseppe Cederna, Carlotta Eco, Emanuele Eco og Stefano Eco.

Spilletid:
82 minutter

Premiere:
9. november

© Filmmagasinet Ekko