Und morgen die ganze Welt

En ung kvinde stormer afsted langs vildnisset under en jernbane. Hun har en riffel i hænderne, men kyler den med et brøl ud i det høje græs.

Samtidig præsenteres publikum for den tyske lov om, at almindelige borgere må yde modstand mod dem, der truer freden – hvis alle andre muligheder er udtømt.

Und morgen die ganze Welt følger den blåøjede jurastuderende Luisa (Mala Emde) og hendes vej ind i Antifa-miljøet.

Hendes bedste veninde og medstuderende, Batte (Luisa-Céline Gaffron), introducerer Luisa til den lokale anti-fascistiske gruppe. I filmen er Tyskland midt i en valgkamp, og der er dybt racistiske kandidater på valgplakaterne.

Men det er bare overfladen af de tyske racismeproblemer, der skjuler et nynazistisk bagland. Antifa-gruppens demonstrationer mod kandidaterne og hærværksaktioner mod nazisterne virker i filmen retfærdige.

Men hvor langt kan, skal og bør man gå i modstandsaktivismens navn?

Det er det dilemma, Luisa dumper ned i.

Veninden åbner døren til en spritny og spændende verden, hvor Luisa har muligheden for definitivt at løsrive sig fra sin velhavende, konservative familie og gøre en forskel i kraft af sit jurastudie. Men nogle af Antifa-rødderne vil gerne eskalere og bruge langt mere vold i kampen mod fascismen.

Dem finder Luisa fascinerende, særligt alfa-hannen med det slående navn Alfa (Noah Saavedra).

Luisas nedadgående spiral er filmens største styrke. Man følger hende på helt tæt hold, ofte i nærbilleder, og oplever ræsonnementet bag hver en ekstrem beslutning, hun træffer.

Mala Emde skildrer Luisas forvandling som en garvet veteran. Hun går fra at deltage i Antifa-møderne som et forvirret, naivt dådyr til altid at virke tynget med et hårdt og anspændt udtryk i ansigtet.

Luisa er dog helt fra starten både modig og ansvarsfuld. Til hendes første demonstration, hvor de andre aktivister kaster flødeskumskager og æg efter det racistiske parti og deres nynazistiske tilhængere, bliver Batte væltet af en nazist.

Han taber sin telefon i postyret, og den bruger Luisa til at lokke ham væk fra perleveninden.

Som resultat jager og overfalder han hende. Når Luisa langsomt bliver endnu mere militant end de hårde drenge, og vil gå længere end dem, virker det ikke så mærkeligt. Det er nemlig hende, der løbende bliver gjort ondt, når hun kæmper for det gode. Det gør hendes emotionelle hærdning og voldelige idealer overraskende forståelige.

Noget mindre åbenlys er filmens holdning til, hvorvidt Luisas voldelige modstand er legitim eller ej. Det lader til, at instruktør Julia von Heinz forsigtigt billiger den, men hendes instruktørstil er stik modsat den ligeledes aktivistiske kollega Spike Lee.

Mens amerikaneren direkte forbinder sine fortællinger med diskussionen om Martin Luther King og Malcolm X, eller skaber sammenhæng mellem Donald Trump og Ku Klux Klan, er tyskerens værk mere stumt.

Julia von Heinz’ film er til dels baseret på instruktørens egne oplevelser i Antifa-bevægelsen, hvor hun mødte sin mand og medforfatter John Quester. Skuespillerne er blevet undervist i bevægelsens rødder af historikeren Bernd Langer. Som publikum kan man bare ikke mærke nogle af delene.

Der mangler en form for historisk forankring og generel stillingtagen til, hvad konsekvenserne er, når man vælger at gøre voldeligt eller fredeligt oprør. Hvad sker der, når en nynazistisk personlighed får en knytnæve i hovedet midt i et interview?

Und morgen die ganze Welt er ikke interesseret i disse spørgsmål, for vi ser udelukkende verden fra Luisas synsvinkel. Til gengæld formår Mala Emde at bære hele molevitten. Hun bliver en stor kanon inden for tysk film, for hun udfolder alle Luisas splittede nuancer, så det er en fryd.

Hovedpersonen indgyder lige dele mod og bekymringer. Det er en følelsesladet filmoplevelse i sig selv.