Serieanmeldelse
15. sep. 2022 | 18:19

Under the Banner of Heaven

Foto | Michelle Faye Fraser
Politimændene Bill Taba (Gil Birmingham) og Jeb Pyre (Andrew Garfield) kommer på en svær opgave, da de skal opklare et mord i et stærkt troende samfund.

Troværdigheden gennemsyrer medrivende krimiserie, der med fascinerende indblik i mormonkirken udfolder en bestialsk drabsopklaring.

Af Kristian Ditlev Jensen

En kvinde og et barn findes myrdet. De er blevet bestialsk nedslagtet med en kniv midt i deres eget hjem.

Den første person, politiet møder, er ægtemanden. Han er flisemurer i arbejdstøj, som er smurt ind i blod. De anholder ham straks. Men lynhurtigt står det klart, at der er noget mærkeligt på færde.

Ægtemanden insisterer på, at han ikke er morderen. Han har bare holdt sine kære i sine arme, da han kom hjem. Det er derimod ”nogle mænd med skæg”, som har begået udåden.

Somme tider er en fortællings geografiske placering og miljø selve historien. Og når Under the Banner of Heaven foregår i Salt Lake City i den amerikanske stat Utah, er det ikke tilfældigt.

Serien handler om mord i intenst religiøse kredse og tager derfor også fat om sekteriske problemstillinger. Historien foregår i selve hjertet af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, også kendt som mormonkirken.

I USA kalder de sig selv LDS, som står for ”Latter Day Saints”.

At lave en kombineret krimi og thriller, der udspiller sig i et så marginaliseret miljø, giver rig lejlighed for at træde fuldstændigt forkert.

Man kan så let som ingenting lave en karikatur af mormonerne, deres kultur og særprægede religion. Man kan dæmonisere dem. Man kan afvise dem som overtroiske, nyreligiøse galninge – og bruge det som selve motivforskningen af de drab, der finder sted.

Men man kan også, viser det sig, ramme på kornet.

Dustin Lance Black har på baggrund af Jon Krakauers bog om autentiske begivenheder skabt tv-serien på knap otte timers spilletid.

Black har tidligere skrevet Milk, der udspiller sig i et andet sekterisk miljø, nemlig homomiljøet i San Francisco. Han skrev også J. Edgar om FBI-chefen Hoover, der ligeledes handler om hemmeligheder, lukkede miljøer, tys-tys.

Og hvilket manuskript Black har begået denne gang!

For at få dramaet til at gå op fortæller serieskaberen en del af mormonernes historie elegant i nogle glansbilledagtige, opklippede scener. Hvis man kender LDS-æstetik, som har en kitschet stil, vil man mærke, hvor præcist det er.

Produktionen er fra øverste hylde. Helt ned i de indrammede, broderede tekster på væggen til sære kyser og den religiøst motiverede afvisning af kaff er alt korrekt gengivet.

Troværdigheden gennemsyrer Under the Banner of Heaven, der hviler på historiske begivenheder. For over 100 år siden blev LDS splittet i en stueren og en ikke-stueren version. For at få lov at være lovligt i USA som trossamfund måtte man opgive flerkoneriet.

Men lige siden har guerillaagtige enheder af mormoner levet på den gammeldags måde, bogstaveligt talt fortrængt op i bjergene, hvor storfamilier bor med én patriark, som kan have over 100 børn. Det har skabt en indre strid om værdier, normer og magt.

Et af serieversionens greb er at gøre skurkene til de gammeldags mormoner, fundamentalisterne, som er dem ”med langt skæg”.

Men politimanden, der kalder sig Broder Jebediah Pyre – spillet fænomenalt følsomt af Andrew Garfield – er en af de mere almindelige mormoner, der har én kone, to børn og et kedeligt parcelhus.

På den måde er dæmoniseringen hele tiden holdt i skak af en loyal agent med vores eget mere normale synspunkt, skønt han er mormon.

Daisy Edgar-Jones spiller den myrdede hustru og fremstiller i flashbacks sin karakters styrke overraskende. Billy Howle er som hendes mand sært kikset, mens Chloe Pirrie som veninden spiller dum, så det er en fryd.

Under the Banner of Heaven beviser, at man kan løfte true crime-genren til at rumme en egentlig samfundsrefleksion over minoriteter, religion og moral. Hvis man vil vide mere om mormonerne, kan man starte her.

Trailer: Under the Banner of Heaven

Kommentarer

Titel:
Under the Banner of Heaven

Land:
USA

År:
2022

Serieskaber:
Dustin Lance Black

Medvirkende:
Andrew Garfield, Sam Worthington, Daisy Edgar-Jones, Billy Howle, Chloe Pirrie

Spilletid:
Syv afsnit af cirka 65 minutter

Anmeldelse:
Syv afsnit

Premiere:
27. juli på Disney+

© Filmmagasinet Ekko