Under regnbuen

Under regnbuen har en meget markant æstetik, som det er svært at blive klog på. Interessant? Ja. Smuk? Nej.

Filmens åbningsscene ligner noget fra 80’ernes billige tv-dramatik, hvor de voldsomme farver og det overdrevent bløde lys er svært at tage seriøst. Hvilket det da heller ikke skal, da det bare er en drøm.

24-årige Laura (Agathe Bonitzer) drømmer om den store kærlighed og får i den gyselige åbningsscene en åbenbaring. Hun skal møde prinsen på den hvide hest, og en engel vil udpege ham for hende. Da hun senere tager til fest og ser den musikstuderende Sandro stå under en pegende marmorstatue, er hun solgt.

Heldigvis gengælder han hendes følelser, og i en gyselig montage ser vi dem forelskede i Paris’ gader. Men kærligheden varer ikke evigt, og Laura bliver forført af kvindebedåreren Maxime Wolf, hvis kærlighed hun dog – erfarer hun hurtigt – ikke ligefrem har for sig selv.

Hvert kapitel i dette moderne eventyr åbner med et stillbillede i maleriske penselstrøg, som derefter kommer til live. Og filmfotografen Lubomir Bakchev (2 dage i Paris, La graine et le mulet) har i det hele taget kombineret anonym realisme med en bombastisk farverigdom, der forstyrrer mere, end den gavner.

Hovedkvinden bag filmen er skuespiller, instruktør og manuskriptforfatter Agnès Jaoui, der er kendt for sine hverdagsdramaer som den Oscar-nominerede De andres smag og Se på mig, som vandt prisen for bedste manuskript i Cannes.

Det er små fortællinger med et stort persongalleri, der ubesværet filtres sammen. De har en vittig og skarp dialog, som også Under Regnbuen kan bryste sig af.

Her udfoldes persongalleriet i de elskende pars familierelationer, hvor filmen virkelig blomstrer. Agnès Jaoui spiller selv den lidt skøre tante Marianne, der iklædt fe-kostume forsøger at få en børneforestilling op at stå. Men pigen vil ikke kysse frøen, svampen dukker kun op til hver anden prøve, og hun mangler stadig at finde et egnet egern.

Jean-Pierre Bacri leverer fint underspil som Sandros skilsmisseramte far Pierre, der for fyrre år siden fik spået sin dødsdag. En dag, som nærmer sig med hastige skridt. Han er flyttet sammen med sin nye kæreste og hendes to unger, som han ikke er videre begejstret for. Filmens sjoveste scener er dem, hvor den flagrende tante tager køretimer hos den desillusionerede Pierre.

Det lykkes fornemt filmen at holde styr på hele ensemblet, men den eventyrlige del af fortællingen kommer til at stå i vejen for det fine spil karaktererne imellem. Efter tyve minutter har man forstået den klokkeklare modstilling mellem den barnlige tro på kærligheden og den problematiske skilsmisse-virkelighed, men alligevel får man symbol på symbol proppet i halsen.

Som da Laura møder drømmeprinsen Sandro, og han skal være hjemme klokken 24, men taber sin sko på vej ned ad trappen. Og når Laura senere møder Wolf, står hun ved en skillevej i skoven iklædt Rødhættetøj og spørger om vej til sin tante. Lauras far er en moderne industri-konge, og hendes stedmor kigger sig ikke i spejlet, men er optaget af sit ydre i form af utallige plastikoperationer.

Referencerne er talløse, men også formålsløse som andet end en gimmick. Og til slut bliver man desværre bare irriteret på den 24-årige prinsesse og hendes umådeligt umodne syn på kærligheden.