Overtager man som krigssejrherre fjendens moral, er sejren kun militær.
I Martin Zandvliets overrumplende vellykkede drama om tyske krigsfanger i Danmark efter Befrielsen viderefører de sejrende danske militærmyndigheder fjendens menneskesyn i deres hadefulde mishandling af fangerne, så den nazisme, man har bekæmpet, kommer til at leve videre i bedste velgående.
Det menes, at op mod 250 tyske soldater-krigsfanger blev dræbt og 600 lemlæstet, da 2000 af dem blev sat til at rydde den jyske vestkyst for de over to millioner miner, værnemagten havde lagt ud.
Man leder forgæves efter beskrivelser af skampletten selv i et nyere 1000-siders standardbind om Besættelsestiden og dens efterdønninger. Så blot i sit emnevalg har Under sandet en bemærkelsesværdig nyheds-brod. Tilmed drejer det sig om en ualmindeligt velskabt fortælling om krigens dehumaniserende virkning i ”rare” lille Danmark. Fortællingen er heller ikke uden aktualitets-interesse, for hvordan behandler vi fremmede?
Trods al grumhed indskriver filmen sig utvetydigt i en lavmælt, humanistisk dansk tradition. Zandvliet fastholder et nøgternt tonefald, samtidig med at han udnytter Vestkystens naturskønhed som en effektfuld kontrast til historiens iboende hæslighed.
For bag betegnelsen ”tyske soldater”, der kan lyde så barsk, ligger den kendsgerning, at det bare er store, skræmte drenge, der sættes til at udføre den livsfarlige opgave – grønskollinger næppe en dag over tyve år. Som en sidste krampetrækning satte nazisterne sådanne ungersvende ind i kampen, og det er en lidet afskrækkende gruppe, filmens hovedperson sergent Carl Rasmussen skal oplære i minerydningens livsfarlige kunst.
Rasmussen (suverænt spillet af Roland Møller) fører sig frem som en udpræget kæft-trit-og-retning-soldat, der med stor befalings-gøende arrogance sætter sin autoritet igennem og gerne ydmyger denne tyske ”fjende”, selv om den jo for længst ligger ned.
Men trods mandens uigennemskydelige macho-panser aner man nogle sprækker ind til en primitiv og regulær fyr, med lidt for gode evner til at spille rollen som militær tyran.
Efterhånden viser der sig alligevel grænser for den mishandling, han vil udsætte drengene for. De spærres inde i en barak, de udsultes, og de drives frem som en mindre slavehær.
Men Rasmussen er selv en brik i en militær hakkeorden, og han har en grænse, som hans overordnede, den fanatiske løjtnant Ebbe (Mikkel Boe Følsgaard), overskrider uden at blinke. Hos Ebbe, der kommer til at stå for den danske stats samlede håndtering af sagen, fortrænger blind, sadistisk hævnlyst enhver menneskelighed.
Historien holdes i stramme tøjler efter en rolig start, hvor vi omhyggeligt sættes ind i mekanikken omkring minerydningen. Og efterhånden udkrystalliserer der sig nogle fine, små portrætter af de tyske drenge-soldater, der drømmer om at ”komme hjem” hurtigst muligt og få deres tilværelse i gang.
Intet under, at de skrøbeligste bukker under for presset.
Camilla Hjelm Knudsens solmættede strandbilleder skaber et næsten western-agtigt rum omkring personerne, der bliver små figurer i et vældigt landskab. Det er med til at gøre filmen fysisk action-præget som i de bedste amerikanske film.
Som filmhåndværk er Under sandet førsteklasses, og for første gang – efter den utroværdige Applaus og den historisk forfuskede Dirch – falder alt på plads for Zandvliet, der meget vel kan få et mindre internationalt gennembrud.
På den hjemlige front fungerer filmen som en vigtig påmindelse om, at Poul Henningsen i visse henseender havde frygteligt ret, da han i 1947 skrev følgende i anledning af Danmarks behandling af de tyske flygtninge: ”Vi har overtaget Hitlers herre- og slavefolksteorier (...) og tænker endnu i nationer og ikke i mennesker som før krigen.”
Kommentarer