At true crime-forfatteren Rebecca Godfrey et sted i miniserien Under the Bridge nævner den amerikanske society-skribent Truman Capotes genreetablerende Med koldt blod, er bestemt ingen tilfældighed.
For seriens litterære forlæg, som også hedder Under the Bridge og er skrevet af virkelighedens Rebecca Godfrey, vil præcis det samme som Truman Capotes hovedværk.
Det handler om at finde mennesket i de monstre, som aviserne plastrer på forsiden hver dag. Men hvor Capote fandt nådesløse, iskolde mordere, om end med en grim menneskelig baggrund, finder Godfrey i sin bog noget endnu mere komplekst.
Her drejer det sig om små teenagepiger, der er lige dele psykopater og ofre. Og egentlig mest bare sårbare børn.
Serien samler noget af det bedste fra nutidens serieuniverser. Den viser et Canada, på lidt samme vis som Stranger Things gør det med USA.
Vi er i et børne- og teenageunivers. Drabet, som denne true crime-serie cirkler om, er begået i 1997. Så West Coast G-Funk-hiphop a la Dr. Dre spiller en hovedrolle, der er Crips-bander i baggrunden, og tøjet er i bedste grunge-stil.
Det er ungdoms-Americana, bare på canadisk.
Plottet i dramaet om en virkelig, marginaliseret teenagers voldsomme død er et typisk they-did-it-dilemma.
Den mobbede andengenerationsindvandrerpige Reena – spillet rørende af Vritika Gupta – har noget så kompliceret som indiske imigrantforældre, der tilhører Jehovas Vidner. Og da hun tilsyneladende grundløst myrdes af en sammensat gruppe unge, kræver det gravearbejde at finde morderen.
Eller morderne? For var de unge fælles om det? Eller dækker de over én af dem? Det er ikke så enkelt at få afklaret.
Serien er velskrevet og velspillet hele vejen igennem. Der er tid til lækre 1950’er- og 60’er-sekvenser, hvor vi følger de indiske indvandrere, som straks assimileres til at blive ærkeamerikanere med lækre, tykke pomadesideskilninger og virkelig brede bukser.
Samtidig kan vi dykke ned i 80’ernes hverdagsbilleder af hjemmebagte cookies, nye røremaskiner og firkantet bildesign. I 90’erne foldes en nyere tid ud med etnisk mad og gryende identitetspolitik, her med de indfødte canadiere – som vi indtil forleden kaldte indianere – som hovedpersoner.
Det sidste kan også bruges til at pege på seriens flotte fastholdelse af autentiske subplots.
Rebecca Godfrey (let overfølsomt spillet af Riley Keough) mistede sin bror i en ulykke, der måske var et selvmord, og nok blandt andet derfor er hun så engageret i ungdommens problemer.
Lidt på samme måde bliver politibetjenten Cam Bentland (Lily Gladstone) central som bærer af netop historien om de indfødtes kolonialistiske læsning af historien.
Hun er adopteret igennem en skammelig ordning i stil med den danske stats adoptionsskandale i Grønland. Cam har aldrig set sin familie, men opdager, at den hele tiden har boet en færgetur fra Victoria, øen – og byen – hvor historien udspiller sig.
Både bogen og serien er baseret på en sand historie. Om det lesbiske forhold mellem Rebecca og Cam er autentisk vides ikke, men den virker insisterende, når man ved, at Rebecca Godfrey var gift og havde børn, da hun døde af lungekræft i en alder af bare 54 år.
Især, fordi den småborgerlige slutning er luget ud med en politisk korrekt, hvilket er ærgerligt. Især når de andre temaer leveres så flot.
For både unges sociale vilkår, indvandreres genvordigheder, primitiv racisme, religiøse minoriteters udsathed – her i skikkelse af Jehovas Vidner – og små udkantssamfunds problemer veksles til fremragende fortællinger.
Læg dertil, at serien skildrer noget så sjældent i kunsten som voldsparate kvinders psykopati. Der er, kort sagt, mange af tidens hede narrativer i spil.
I sit alt for korte liv nåede Rebecca Godfrey at skrive flere bøger. Men især hovedværket Under the Bridge, hvor hun vender hjem til sin barndoms øsamfund for at udforske drabet på outsideren Reena Virk, har fortjent denne gode tv-serie, som Godfrey i øvrigt selv arbejdede på manuskriptet til helt frem til, at optagelserne begyndte.
Kommentarer