Under træet

Her er et lille tip til vores islandske hovedperson Atli: Hvis du partout skal sidde og se porno ved højlys dag, så vend i det mindste computerskærmen således, at det ikke er det første, din kone ser, når hun træder ind i stuen.

Det gælder især, hvis aktørerne på skærmen er dig selv og din ekskæreste.

Men det gør Atli (Steinþór Hróar Steinþórsson) ikke. Og derfor går der ikke mange sekunder, før Atli er smidt ud af lejligheden og må indkvartere sig hos sine midaldrende, ligusterfascistiske forældre, Inga og Baldvin, der ligger i åben krig med naboparret over det store træ i deres frimærke af en forhave.

Træet skygger for solen, må forstås.

Og naboen Konrads nye, unge kone Eybjorg sætter en ære i at pleje sin solbrune kulør. Så Konrad bliver sendt over hækken for at få Inga og Baldvin til at forstå, at træet skal fældes eller i det mindste beskæres.

Den 39-årige instruktør Hafsteinn Gunnar Sigurðsson har tidligere gjort sig bemærket med en underfundig form for tør, islandsk humor i Either Way og Paris of the North, og stilen fortsættes i Under træet.

Men den lune, der kunne spores under overfladen i de to foregående komediedramaer, er denne gang barberet væk til fordel for en kold middelklassesatire.

Det er i hvert fald svært at fatte sympati for Atli, der dukker truende op på konen Agnes’ arbejdsplads, da hun har udskiftet låsen, og hiver datteren Áva ud af børnehaven, fordi han gerne vil se hende.

Men sympati lader heller ikke til at ligge instruktøren på sinde. I stedet satiriserer Sigurðsson over, hvordan små konflikter kan eskalere til det ekstreme, hvis kommunikationen mangler i de mellemmenneskelige relationer.

Forældrenes disputs med naboparret løber hurtigt løbsk. Det starter med træet, pludselig er Baldvins dæk på bilen skåret op, og Inga kaster en pose med hundelort i hovedet på Eybjorg. Atli parkeres i et telt i forhaven, så han kan holde vagt over træet, og overvågning sættes op. Man sidder og tager sig til hovedet.

Hvorfor kan de islændinge ikke bare tale med hinanden?

Den absurde satire kaster mange bolde op i luften, men dykker ikke ned i problemstillingerne. Filmen holder sig på overfladen helt frem til den morbide slutning, og derfor føles Under træet overraskende lang på trods af en spilletid på bare 89 minutter. Men når den fungerer, er det takket være Atlis forældre, der spilles af Edda Björgvinsdóttir og Sigurður Sigurjónsson.

Inga er livstræt som bare fanden.

Hun trasker rundt i joggingbukser, udvaskede kjoler og en slidt, orange cardigan, der hænger lige så tungt som hendes humør. Hun hader den motionsdyrkende, yngre hausfrau på den anden side af hækken for et godt ord. Hver gang Eybjorg hidsigt åbner munden, mødes hun af Björgvinsdóttirs døde deadpan-ansigt, hvilket er særdeles morsomt at observere.

Men Inga bærer også på en stor sorg, der får plads i enkelte scener, men aldrig rigtigt udfoldes.

Sigurður Sigurjónsson, der også gjorde det aldeles fremragende i Blandt mænd og får, formår at give Baldvin et par ekstra lag i forhold til de ellers meget firskårne karakterer. Han er lige så smålig som sin kone, men har også forsonende træk. Han tager en snak med svigerdatteren Agnes, der er tæt på at være rørende, og bliver også oprørt over sin kones adfærd, inden det hele eksploderer.

Under træet er til tider ganske morsom.

Men de morsomme elementer samles aldrig til en hel fortælling. Atli og Agnes’ parforholdsproblemer efterlades et stykke inde i filmen og får ingen afslutning eller yderligere forklaring. Det samme kan siges om Ingas sorg og Konrad og Eybjorgs graviditetsforsøg.

Et solidt plot, hvor alle tråde bindes i en smuk sløjfe, er ikke en nødvendighed for en grotesk satire funderet i observeret adfærd. Men det kræver en uhyre skarp satiriker at få en film til at fungere uden. Og det er Sigurður Sigurðsson ikke helt endnu.