Underdog er liflig som en kølig dukkert i en norsk fjord.
Den poetiske film fra den debuterende instruktør og manuskriptforfatter Ronnie Sandahl glimrer ofte ved sit fravær af dialog.
I stedet er der fokus på enkle, nærmest puritanske scener, der bidrager med små brudstykker til at forstå historien og dens karakterer.
Som når filmens primus motor Dino sidder på en trappe midt i Oslo og tegner koncentreret. Yderligere har hun smidt skoene, og hendes bare fødder vipper velbehageligt på asfalten. Hun har haft en god dag.
Dino – der hedder Anna Dinovic – er en svensk pige på 24 år. Hun kan ikke få arbejde i sit hjemland og er derfor taget til Norge. Det er hun ikke den eneste unge svensker, der gør, for hun bor i et kaotisk kollektiv med andre desperate ”svenska jävler”, hvor der flippes ud, hvis nogen tager for sig af private ketchup-flasker.
Arbejdet hænger nemlig heller ikke på træerne i Norge, hvor svenskerne bliver betragtet på lige fod med filippiner-piger.
Dino tropper dog troligt op på et arbejdsformidlende kontor, og hun bliver sendt ud til en travl sushi-restaurant. Der er bare det problem, at hun har brækket armen og ikke kan servere.
Heldigvis er ejeren Steffen i knibe, da han – med en kone i Botswana – mangler en babysitter til sin yngste datter Siri. Dino træder til i nødens stund og går med sin ukunstlede natur lige i hjerterne på både Siri og teenagedatteren Ida.
Det er ualmindeligt elegant, som detaljerne om personerne bliver blotlagt i Underdog.
Som når Dino sammen med bofæller står i et supermarked, og en mand hilser på hende. ”Bor du her?”, ”Det er længe siden, jeg har set dig” og lignende spørgsmål bliver stillet, uden at Dino giver andet end undvigende svar. Til sidst siger manden, at Dino skal huske at komme til møderne, for hun skulle jo nødigt falde i igen. Sådan finder man ud af, at den unge pige er alkoholiker.
Endnu mere knugende er det, når den akavede Ida i al hemmelighed roder i Dinos rygsæk. Hun finder en læbepomade, og med et stille smil påfører hun den til sine egne læber. Uden at konstatere det direkte, illustreres det dermed, at Ida er lesbisk. Eller i hvert fald seksuelt forvirret, hvilket igen forklarer, hvorfor hun er mut, usikker og socialt afskåret fra sine jævnaldrende.
Det bliver samtidig tydeligt, at hun er forelsket i Dino, da Dino og faderen Steffen falder for hinanden. En romance, der er kluntet genkendelig med sine famlende landvindinger. Steffen insisterer på, at køre Dino hjem. Senere beder han mindeligt om, at hun skal blive og spise med til middag med hans venner. Her sidder de så og sms’er til hinanden og sender skjulte blikke.
Denne scene indeholder også filmens komiske højdepunkt, da Dino af Steffens noget ældre venner bliver spurgt om, hvordan Sverige har det med Norge.
”I er sådan en slags udviklingshæmmet fætter, der har vundet i Lotto. Og det er så dejligt for jer,” siger hun underspillet.
Generelt imponerer både Dino, Steffen og Ida – Bianca Kronlöf, Henrik Rafaelsen og Mona Kristiansen – med deres naturlige skuespil.
Filmens musik går også i tråd med det underspillede og diskrete. Når der ikke er stille, bliver man henført af simple, forførende toner i en på alle måder gennemført nordisk film.
Ronnie Sandahl er oprindelig forfatter og journalist, og det er tydeligt, at han har kræset for den visuelle fortælling.
Selv om Underdog er en ærlig og socialrealistisk film, der handler om arbejdsløse unge og voksende klasseskel med skilsmisse, utroskab og sårbare teenagere som resultat, så har filmen en blid strøm af optimisme. Og af spirende forelskelser. Selv de uforløste af dem giver en fornemmelse af, at de kan føre til noget godt.
Kommentarer