Instruktøren Fenar Ahmad lægger forrygende ud med en imposant introsekvens, hvor en ung mand bliver presset til at begå et bankrøveri.
Han stiger ud af en bil på Vesterbrogade, tager en motorcykelhjelm på, ryster sig kampklar, og netop som han går over trafikkrydset, støder to biler voldsomt sammen foran ham. Han stopper chokeret op, sunder sig og gennemfører så alligevel røveriet.
Sekvensen er mesterligt eksekveret i én uafbrudt kamerabevægelse og giver løfter om en kriminel undergangsfortælling af internationalt format. Og derfor kan det ikke andet end ærgre, når resten af filmen ”bare” er dygtigt iscenesat.
Den unge fyr i starten viser sig at være bror til den succesfulde kirurg Zaid (Dar Salim), der plejer sin leverpostejsfarvede omgangskreds i en luksuslejlighed med havneudsigt på Islands Brygge. Da den usoignerede bror banker på døren midt under fredagsmiddagen for at bede om penge – ”100.000 kroner! De er alle efter mig!” – afviser Zaid ham.
Hvorefter den afviste bror bliver tæsket ihjel af sine skumle forbindelser.
Politiet er ikke til megen hjælp. Som den altid pålidelige Roland Møller i rollen som efterforsker forklarer Zaid: ”Du skal jo huske på, at de her folk ikke er Guds bedste børn.”
Så den samvittighedsplagede hovedperson beslutter sig for at tage sagen i egen hånd og indlede et enmandskorstog mod byens mest afstumpede psykopater. Netop her knirker manuskriptet, der er skrevet af instruktøren sammen med Adam August.
Hvorfor svigter Zaid groft sin højgravide kæreste og sætter sin lykkelige tilværelse på spil? Skyldfølelse? Ære?
Gemt bag Zaids mondæne facade spøger også en øje for øje-mentalitet, hvad enten hans far har bragt den med sig fra Irak, eller den blot har fået tag i ham i de socialt belastede betonmiljøer, hvor han er vokset op.
Men det føles alligevel som et postulat, at denne velfungerende og gennemsympatiske læge bevidst bringer sin familie i fare, i øvrigt uden nævneværdigt modspil fra konen, der spilles forsagt af Stine Fischer Christensen. Hun bliver aldrig mere end en småsur dørmåtte, og det er en skam.
Underverden ligger i forlængelse af Michael Noers Nordvest, der også fulgte to brødres deroute, efter de kom i berøring med organiseret kriminalitet.
Dar Salim har endda gennemspillet samme problematik – et familiemedlem dør, og han beslutter sig for at tage hævn – i Omar Shargawis Gå med fred, Jamil. Begge er film, der med større finesse portrætterer vrangvillige voldsmænd.
Som actionfilm er Underverden dog et brutalt bekendtskab, en Pusher for en ny generation.
Da Zaid endelig trækker i selvtægtsuniform – krigsmaling og sort læder – er han en uhyggeligt effektiv kampmaskine mod narkolømlernes håndlangere.
Fotograf Kasper Tuxen maler det københavnske natteliv som en neon-pulserende mareridtsverden i bryske nærbilleder, mens komponist Jens Ole McCoy supplerer med et 80’er-lækkert synth-score, der vækker mindelser om John Carpenter.
Fenar Ahmad er et lysende talent, der på behersket vis formår at balancere actionfilmens fandenivoldskhed med den hårde, visuelle realisme, der også præger debutfilmen Ækte vare.
Dar Salim er velvalgt til rollen som Zaid, der nok er løbet fra den sociale arv, men stadig gemmer på en bitter vrede, der langsomt blusser op som voldelig hævngerrighed. Allerbedst er scenen, hvor han bliver fuldkommen umyndiggjort af Ali Sivandis gangster-struttende skurk Semion, da de mødes tilfældigt på en fin restaurant.
Den ublu gangster bryder alle høflighedens regler, mens Zaid holder sydende fast i sine bordmanerer – dog med en grillkniv under bordet.
”Du har glemt, hvor du kommer fra,” får han at vide. Fortidens sår stikker dybt, men da først Zaid giver efter, trækker han alle med sig ned i dyndet. Vi har været der før, men følger gerne med igen.
Kommentarer