”Du er vist ikke klar over, hvad en dårlig dag er. Men det kommer du til!” er det foruroligende løfte, Rachel får.
Den elendige morgen startede med, at hun sov over sig. Hendes snart forhenværende mand har søgt om at få ejerskabet over deres hus og bryder endnu en aftale med deres søn.
Og så bliver Rachel fyret af sin bedste klient, fordi hun ikke når frem til det tidspunkt, de har aftalt.
Kulminationen indtræffer, da hun holder bag en stor, grå pickup af mærket Ford. Føreren kører ikke, da lyset skifter til grønt. Vredt dytter hun og overhaler, men manden følger efter – og så begynder mareridtet for alvor!
Den ukendte chauffør er en mand, som har tabt alt. Konen er skredet og jobbet røg efter en ulykke, der har gjort ham til en pillemisbruger.
Unhinged starter med, at manden uden navn sidder i sin varevogn uden for sit tidligere hus. Det er nat, og regnen siler ned på bilens ruder, mens han pruster og skuler ondt mod hoveddøren. Han tænder en tændstik og ser flammen bevæge sig langsomt ned mod sine fingre, før den dør ud.
Dér tager han beslutningen.
Som en olm bjørn går han målrettet op til døren, smadrer den med en hammer og dræber sin ekskone og hendes nye fyr. Hvorefter han sætter ild til huset og kører væk.
Russell Crowe leverer krop til bæstet, der sætter sig for at lære Rachel (Caren Pistorius), hvad det egentlig vil sige at have en dårlig dag.
Unhinged ligger i forlængelse af film om road-rage – som nyligt afdøde Joel Schumachers Falling Down og Steven Spielbergs debutfilm Duel, hvor en anonym chauffør i en stor lastvogn indleder et dødsridt med Dennis Weaver i hans personbil.
Manuskriptforfatter Carl Ellsworth har tidligere skrevet thrillerne Red Eye og Disturbia, hvor almindelige mennesker pludselig står over for morderiske galninge – der tydeligvis nyder at lege katten efter musen.
Og med tanke på de talrige eksempler fra virkelighedens verden, hvor tilsyneladende almindelige mennesker er gået amok i en voldsrus, rammer filmen et ømt, ubehageligt punkt i vores samtid.
Der bliver ikke givet formildende forklaringer på, hvorfor Crowes karakter går amok. Det har slået klik for ham, og nu er han unhinged – ude af balance – og totalt ligeglad.
Han ved, at det højst sandsynligt ender med, at han bliver dræbt af politiets kugler. Slutningen er skrevet, men vejen dertil hersker han over.
Det, der driver ham, er den marginaliserede tabers sidste chance for at blive husket. Skræmmende og frygteligt tæt på, hvad vi i de senere år har oplevet med massemordere.
Tydeligvis er det også derfor, at instruktør Derrick Borte har valgt en meget realistisk tilgang. Computereffekter er næsten helt fraværende, og i stedet er der praktiske effekter og bil-stunts i massevis.
Med Ford-bilen som primært våben ræser manden uden navn rundt i gader og på motorveje i jagten på Rachel og hendes nærmeste. Biler væver ind og ud mellem hinanden i en yderst velkoreograferet oktanballet, hvor krom og metal smadrer mod hinanden med brutal kraft.
På samme måde er voldsscenerne ikke som de kampsports-opvisninger, vi er vant til fra Hollywood. Det er kort og grumt og føles, som om man får en mavepuster, hver gang et slag lander.
Nuanceret arbejde med karaktererne er der ikke plads til i filmen, der placerer sig i grænselandet mellem thriller og horror. Crowes The Man er en slags slasher, der er ude på at slagte så mange uskyldige mennesker som muligt.
Unhinged er som et trafikuheld. Det er brutalt og egentlig ikke noget, man burde overvære. Men det er umuligt at fjerne blikket.
Kommentarer