Forventer du at træde ind et univers med rumskibe, talende robotter og fjerne galakser, så tro om igen.
Det første af tre store rum med tilhørende mellemgange på Brandts i Odense er mest fuld af malerier, montre med bøger, gamle tegninger og fladskærme med mammutter, dinosaurer, kæmpeaber og hulemænd, der slås mod hinanden.
”Hvad dælen,” tænker man og retter halsen lidt for strakt op mod to malerier, hvor mennesker lever side om side med dinosaurer. Malerierne er fra den berømte forfatter og illustrator James Gurneys fantasifulde Dinotopia-serie.
En montre udstiller bøger, man kan lytte til. Robinson Crusoe, Kong Salomons miner og H.P. Lovecrafts okkulte romaner.
Er man gået galt?
Nej! Man læser et skilt, der definerer science fiction som ”glemte verdener fyldt med dinosaurer, storslåede rumeventyr med tilfangetagne prinsesser, overmenneskelige præstationer begået af superhelte …”
Man forstår, at science fiction er en spekulativ leg med virkeligheden og ikke kun fremtidsforestillinger med avanceret teknologi. En pointe, der tydeligvis er vigtig for den schweiziske kurator Patrick Gyger, der har stået bag mere end 30 udstillinger.
Men bare rolig. Der er masser af fremtidseventyr i vente.
Udstillingen rummer over 200 pulpbøger og filmmanuskripter, læssevis af rumfigurer, øjenåbnere som sovjetiske og amerikanske jobannoncer for luftfart, byttekort med Marsmænd, rekvisitter fra Star Wars og Alien-serien, interaktive installationer, rumdragter, legetøjsrobotter, filmklip fra over 50 sci-fi-film og meget mere.
Museet Brandts har sat hele anden sal af for at rumme det meget materiale.
Det er intet mindre end overvældende.
I udstillingens næste store rum begynder det store rumkapløbet til tonerne af Richard Strauss’ ikoniske Also sprach Zarathustra brugt i Rumrejsen år 2001.
Et rum fuld af 50’errnes kioskbøger om aliens, pirrende jobopslag for luftfartsindustrien og 1956-filmen Earth vs. Flying Saucers, hvis rekvisitter af United States Capitol også er udstillet.
Stærkest er udstillingens storyboards, hvor vi blandt andet ser tegninger til Dune, First Men in the Moon og ikke mindst Star Wars, der får et nyt mytologisk skær med antydningen af en alvorlig, munkeagtig Yoda i klæder.
Desværre for børn hænger de lidt for højt på væggen, og det kan også undre, at skiltningen ikke henviser bedre til, hvor de udstillede masker – heriblandt Star Wars, Alien og Nærkontakt af tredje grad – kommer fra. Måske det er almen viden?
Bag den ikoniske alienmaske står H.R. Giger, men her kunne man godt have fået at vide, at Giger var berømt kunstmaler, inden han kastede sig over filmens univers. Ligesom en spændende detalje havde været, at Godzilla blev vækket til live i Japan som følge af atombomberne.
I det hele taget er teksterne ikke særligt behjælpelige. Flere er for akademisk abstrakte med termer, de færreste forstår. Andre gange er de decideret mangelfulde eller helt fraværende.
Men af og til rammer teksterne plet. Som ved Mars Attacks!-byttekortene fra 60’erne, hvor vi får at vide, at forældre forbød børn at lege med kortene på grund af deres voldelige indhold. Senere byggede Tim Burton sin berømte film af samme navn på netop dem.
Vi får også et godt kendskab til den skizofrene kunstner Royal Robertson og hans futuristiske outsiderkunst.
Derimod får vi aldrig det forkromede overblik med genrens historiske klassikere. Det havde eksempelvis hjulpet med en lineær indføring i science fiction og information om megabyer med flyvende biler i Metropolis, 40’ernes påståede UFO-nedstyrtning i Roswell, der var startskuddet til ufologien, indsigt i George Orwells 1984 og David Bowies’ musikalsk-futuristisk univers samt computerspil som Space Invaders og Half-Life.
I pressematerialet bliver udstillingen kaldt for genredefinerende, men den er snarere et miskmask af alt fra superhelte- og fantasytegneserier til menneskestore rumdragter og robotter. Det er overvældende, men der er mere kaos end kosmos.
Kommentarer