Er hun skør?
Det er det spørgsmål, der skal hive folk i biografen og gennem første akt af Steven Soderberghs seneste film. Bliver forretningskvinden virkelig forfulgt af en stalker, eller er det bare noget, hun bilder sig ind?
Men det er, som om filmens to manusforfattere sadler om halvvejs og dropper de psykologiske gættelege til fordel for småsnusket knaldfilmsspænding.
Det er ikke, fordi man sidder og gaber. Soderbergh laver b-film med samme engagement, som han laver andre film. Men Unsane er snarere billigt chok end et indspark i krænkelsesdebatten fra en instruktør, der slog sit navn fast med film (Sex, løgn og video), som udforsker grænser for sex og samvær.
Soderberghs vigtigste auteurtræk er hans bramfri lyst til at give sig i kast med hvad som helst – og så lave det hurtigt. Han indspiller sine egne film om morgenen og klipper dem i bilen på vejen hjem om aftenen. Og det var vel kun et spørgsmål om tid, før han ville optage en gyser på sin iPhone.
Unsane handler om den karrierebevidste Sawyer Valentini, der lever en lufttom tilværelse med dyrt papirnusseri om dagen og meningsløse Tinder-knald om aftenen.
”I aften kommer til at gå, som du havde tænkt dig,” siger hun kælent til en fyr i første akt og tilføjer: ”På den betingelse, at du aldrig kontakter mig igen.”
Hun har god grund til at holde mænd på afstand. I det forkerte lys ser hun sin stalker i dem alle sammen.
Men da hun tager til en uforpligtende samtale med en psykolog, skriver hun under på nogle papirer uden at læse det med småt. Hun bliver stoppet af en sygeplejerske, da hun er på vej ud af døren. Sawyer protesterer: Hun skal på arbejde. Det er fint, lyder det formynderiske svar, men kom lige herind, tag tøjet af, tag hospitalskåben på, slug de her piller og læg dig så ind at sove hos de andre forrykte.
Sådan bondefanger privathospitalet sig til betalende patienter.
Engelske Claire Foy er sammenbidt afvisende i rollen som Sawyer, der af rodfæstet frygt støder folk fra sig. Hun stritter helt forståeligt imod kontroltabet, men dermed er hun også sin egen værste fjende. Da en af de andre patienter griber fat i hende, får han et forebyggende los i nosserne, og pludselig bliver hendes observationstid forlænget fra et døgn til en uge.
Det var dumt, og som i enhver anden b-film bliver spændingen skabt af dårlige beslutninger og tvivlsomme sammentræf. Sawyer må dukke nakken og forsøge at holde hovedet koldt, men pludselig står han dér på hospitalet, stalkeren, og rækker hende et bæger med piller.
Historien handler ikke længere om Sawyers mulige tvangsforestillinger, men i stedet de små og store overgreb, der bliver begået mod hende.
I en tidlig scene tilbydes hun et konferencebesøg af sin chef – hvis de deler hotelværelse. Selv den flinke Nate, der også er tvangsindlagt, lader hende først bruge hans indsmuglede mobil, da hun tilbyder ham et blowjob.
Den tematik er myrekrybende ubehagelig og med til at give Unsane en tiltrængt kant, der også fremhæves af en voyeuristisk æstetik. Soderbergh, der også selv fotograferer, bruger ekstreme frø- og fugleindstillinger til at lede tankerne hen på overvågningskameraer og aflurede webcam-samtaler.
Men ligesom i Soderberghs serie Mosaic, hvor man selv kunne vælge episodernes rækkefølge, bliver det teknologiske eksperiment mest et benspænd. iPhone-kameraet skaber flade, kolde billeder og en fiskeøjeeffekt, der river tilskueren ud af filmen. Og modsat Sean Bakers virtuose Tangerine er det discountdigitale billede ikke en pointe i sig selv, blot en irriterende distraktion.
Det forstærker indtrykket af Soderbergh som en legesyg håndværker, der med rimelig træfsikkerhed fastholder publikums interesse. Uden at sigte meget højere.
Kommentarer