Det er ikke nødvendigvis dårligt, at man efter en film spørger sig selv: ”Hvad fanden drejede det sig om?”
I Amat Escalantes fjerde film gælder det først og fremmest tilstedeværelsen af et liderligt tentakelmonster, der vil få mange til at klø sig undrende i nakken.
Uhyret penetrerer sine ”ofre” og fører dem til uanede højder af seksuel nydelse. Det spiller samme rolle som narkomisbrug har gjort det i Escalantes tidligere film, og fører karaktererne ind i en ond spiral af ekstase, afhængighed, tvangshandlinger og skuffelse.
Denne excentriske blanding af porno, horror og sci-fi er presset ned over et langt mere ordinært socialdrama om fire utilfredse mennesker, der lever som ensformige eksistenser i en mexicansk storby. Det er en mærkværdig sammenstilling, der slet ikke burde fungere – og der er også huller i syningen – men uden dette mismatch ville The Untamed være en langt mindre interessant oplevelse.
Den blege, androgyne Veronica (Simone Bucio) bliver nedslået, da monstret afviser hende – og endda efterlader hende med et grimt, åbent sår – og beslutter sig for at skaffe det nye partnere. Sit første offer finder hun allerede på skadestuen, hvor den flotte, homoseksuelle sygeplejer Fabián (Eden Villavicencio) syer hendes sår sammen.
Hun fører ham gennem et dunkelt eventyrlandskab, langs en lille bæk, tværs over åbne marker og gennem en mørk skov, inden de når frem til en øde træhytte i en solrig lysning, hvor monstret bor.
Eventyrstemningen emmer af mørk fatalisme, der også har præget Escalantes fire film til dato. Den bedste af dem er Heli, der vandt ham prisen for bedste instruktør ved Cannes-festivalen i 2013, og også fik dansk premiere.
Den handler om en trøstesløs mexicansk provins overladt til narkokartellernes vilkårlige hærgen. Også her finder man et bælgsort mismod, som forpurrer alle karakterernes forsøg på at forbedre deres skæbne. I The Untamed antyder Escalante dog for første gang en mulig, kosmisk forklaring på håbløsheden: prologen, der er som stjålet fra Escalantes filmiske forbillede, Carlos Reygadas, viser en meteor, der i slow-motion suser ufravigeligt i retning af Jorden.
Det vender filmen aldrig tilbage til; det er blot ment som en kunstnerisk appetitvækker.
Man mærker til tider, at Escalante er på kunstnerisk dybt vand, men det er samtidig til filmens fordel, at han ikke kan give sit publikum alle svarene. Han antyder lige akkurat nok til, at man selv har lyst til at lede videre.
Det meste af filmen udspiller sig i den snavsede storby, hvor den følelsesmæssigt og seksuelt frustrerede Alejandra (Ruth Ramos) bor med sin følelsesforladte mand Angel (Jesus Meza).
Han er et macho-poserende, homofobisk fjog, der endda – viser det sig – har en affære med sin kones bror, den førnævnte Fabian.
Efter en tragedie, der kortvarigt leder filmen gennem en politiefterforskning, er det den martrede Alejandra, der opsøges af Veronica og lader hende føre an gennem den mørke skov. For så at give sig hen i en ublu CGI-sexscene af kunstnerisk hårdtslående tentakelporno, der ikke desto mindre virker så absurd, at det måske havde været bedre at overlade den til fantasien.
Der sker både for meget og for lidt i Escalantes film til rigtig at tilfredsstille publikum på samme måde som monstret tilfredsstiller sine ofre.
Der er alt for lidt dramatisk tyngde i disse ulykkelige karakterers sammenvævede historier, selv om det på ingen måde skyldes de fremragende skuespillere.
Men det er en visuelt betagende film.
Det gælder selvfølgelig de grumt erotiske scener med monstret, men også karakterernes sjæleforladte samlebåndsarbejde er slående iscenesat, optaget som gennem en antiseptisk dis. Og én scene er komplet uforglemmelig, hvor vi ser monstrets erotiske indflydelse uden for den lille hytte. Her knepper utallige dyrepar, som om de netop var undsluppet isolationsfængsling i Noas ark.
Escalante efterlader publikum med en mere raffineret oplevelse, end filmens uhyrlige indhold måske antyder. The Untamed er en mærkværdig fabel om forbistrede længsler og måden, de fører os alle frem i denne uperfekte verden.
Kommentarer