Man skulle tro, at manden bag sci-fi-klassikeren Det femte element ville være oplagt til at filmatisere den allerede succesfulde sci-fi-tegneserie Linda og Valentin.
Men til trods for at filmatiseringen har nogle yderst underholdende øjeblikke, er resultatet halvhjertet, fordi instruktøren Luc Besson har begået den største fejl, en instruktør kan lave.
Filmens univers er ellers intet mindre end fantastisk. I en eventyrlig, men også morsom montage ser vi, hvordan rumstationen Alpha, som ligger lige uden for Jordens atmosfære, udvikler sig over flere årtier.
Jævnligt bliver nye racer af rumvæsner budt velkommen på rumstationen, og med tiden vokser den sig til planetstørrelse, rejser væk fra Jorden og ender med at få tilnavnet De Tusinde Planeters Rige.
Det faste tempo fortsætter, da vi introduceres for filmens hovedpersoner, rumagenterne Valerian (Dane DeHaan) og Laureline (Cara Delevingne), der bliver udsendt for at konfiskere et lille væsen kaldet en Mül Konverter.
Det går ikke stille for sig, og fra start lægger filmen ud med en eksplosiv CGI-jagt, hvor Valerian med brug af vanvittige sci-fi-våben kæmper sig igennem et rummarked, som kun kan ses, hvis man har helt særlige briller på.
Den sjove og sindsoprivende jagt ender med, at Valerian får fat i Mül Konverteren. Herfra får han og Laureline til opgave at beskytte kommandøren Arun Filitt (Clive Owen), der som repræsentant for Jorden er blevet udsendt til samlingsstedet for alle racer i universet, rumstationen Alpha.
Men intet er, som det ser ud, og Mül Konverteren og den stolte kommandør viser sig at have en yderst dramatisk forbindelse.
Mysteriet skal løses, men vi kan ikke længere komme uden om instruktørens fejl og filmens afgørende akilleshæl: castingen. DeHaan og Delevingne er et ekstremt dårligt valg til rollerne som de to rumagenter.
Valerian er en flot og flabet fyr med stor selvtillid og kvindetække, og vi kender altså mest DeHaan som den introverte skurk i Chronicle og The Amazing Spiderman 2. I de film gør han et glimrende stykke arbejde, men her føles hans selvsikre replikker og overdrevne optimisme som fis i en hornlygte.
Vi aner intet om Valerians fortid bortset fra, at han længe har været en dygtig agent og har været sammen med et utal af kvinder. Måske kunne Chris Pratt eller en af de andre blockbuster-charmetrolde have tilført Valerian en varme, men det formår DeHaan ikke.
Havde Cara Delevingne så bare været en elskværdig kontrast, men fra det øjeblik hun udskifter sin bikini med rumdragt i starten af filmen, bliver hun grå og kedelig.
Det er ærgerligt, fordi filmens historie og actionscener både er originale og medrivende, til trods for at filmen føles tyve minutter for lang.
Bedst underholdt er man, når Laureline bliver bortført af Kejser Boulan Bathor III, hvis skøre, men urkomiske undersåtter serverer Laureline til kejseren, som har appetit for menneskehjerner. Her møder Valerian nemlig rumvæsnet Bubble, som spilles overlegent af selveste Rihanna. Bubble kan ændre sit udseende til hvad som helst og arbejder som stripper på den stripklub, hvor Valerian støder ind i hende.
Scenen, hvor Rihanna til sine egne toner laver et hamskiftende stripshow, er intet mindre end mageløs. Men Bubble er ikke en lykkelig stripper og hjælper gerne Velerian med at befri Laureline, hvis han til gengæld hjælper Bubble med at blive fri.
Redningsaktionen er lige så underholdende, og Bubble ender med at blive den eneste karakter i filmen, som vi rent faktisk føler sympati for.
Filmens slutning har bestemt pondus og understreger en god pointe om balancen mellem selviskhed og heroisme. Men det er primært takket være den detaljerige animation af de mange charmerende rumvæsner, at følelsesregisteret bliver stimuleret.
facebook
twitter
Kommentarer