Da tegnefilmen Valhalla i 1986 så dagens lys, blev den øjeblikkelig et hit. Samspillet mellem tegner og instruktør Peter Madsens brillante pen, Ron Goodwins storladne, symfoniske musik og et fortræffeligt lyd- og stemmearbejde gjorde fortællingen om de nordiske guder til en knuselsket klassiker.
Valhalla blev givet videre til næste generation af ivrige forældre, der selv havde grint og grædt i 80’erne, og det skal ikke undre, hvis størstedelen af de teenagebørn (aldersgrænsen er elleve år), der går ind og ser Fenar Ahmads live-action-version allerede har set tegnefilmen.
Historien handler som bekendt om de to menneskebørn Tjalfe og Røskva, der får besøg af guderne Thor og Loke. Efter at have brækket en knogle på Thors ged, skal Tjalfe som straf slæbes med til gudernes rige, hvor han skal tjene tordenguden.
Røskva sniger sig med ombord, og i Asgård møder de jætteungen Quark, som Loke har vundet i et væddemål. Thor vil af med det lille krapyl, så flokken tager til Udgård, hvor de muntert dyster mod jætterne, der bruger trolddom og magi til at vinde over dem.
Det er i grove træk også, hvad der sker i Fenar Ahmads Valhalla. Men instruktøren og manuskriptforfatter Adam August har udvidet handlingen til at inkludere særligt sidste bind af Peter Madsens tegneserie om Valhalla, hvori Røskva har en fremtrædende rolle, Fenrisulven er løs, og Ragnarok er nær.
Det fungerer mildest talt ikke.
Årsagen skal findes i det radikale toneskift, som instruktøren har foretaget. Fra at være en morsom og hjertevarm fortælling om søskendekærlighed og venskab er den nye Valhalla blevet et dystert og gravalvorligt drama om verdens undergang.
I tegnefilmen berøres den nordiske mytologi kun let, da ”guderne er til grin”, som omkvædet lyder i en af sangene. Her er guderne charmerende menneskelige – de er luddovne, arrige og uretfærdige, og de er dér, så vi kan le af dem.
Men Fenar Ahmad ophøjer guderne og behandler materialet, som var det Ringenes herre.
Roland Møllers Thor er brysk som Gimli, Dulfi Al-Jabouris kutteklædte Loke er mystisk som Viggo Mortensens Traver, Odin minder om Gandalf, og Stine Fischer Christensens Frigg er blid som Arwen.
Sådan et valg fordrer, at man går mere i dybden med universet, end man gjorde i 1986. Vi har brug for mere viden om figurerne i mytologien, så vi kan tro på deres evner, føle og frygte dem og give os hen til eventyret.
Hvis ikke, så brydes magien, og det eneste man ser, er danske skuespillere i flot udklædningstøj.
Det grelleste eksempel ses i Thors dans med Elle, en legendarisk sekvens fra tegnefilmen, der konsekvent gav denne anmelder mareridt som barn.
Den stemningsfulde musik går fra dur til mol, i takt med at Thor svinger sig ældre og ældre, og man langsomt finder ud af, at den gamle kone, som han danser med hos jætterne, er alderdommen, som han aldrig kan vinde over.
I Fenar Ahmads version brydes magien øjeblikkeligt, da Udgårdslokes kutteklædte mor viser sig at være Sanne Salomonsen. Herefter kan man ikke tænke på andet, end at man ser Roland Møller svinge rundt med hele Danmarks rockmama, som var det Vild med dans.
Historien er underfortalt i en sådan grad, at man mister overblikket. Hvad kan Fenrisulven? Hvorfor er Ragnarok nær? Hvem er alle de guder, der sidder sammen med Odin, og hvad har de af betydning? Er Røskva lysets barn? Hvad er lysets barn?
Forvirringen bliver kun større af, at filmen er så mørk, at det ofte er svært at se, hvad der foregår.
Den prægtige islandske og norske natur er betagende fotograferet af rutinerede Kasper Tuxen, men meget af handlingen foregår i mørke grotter, hvor dybdeskarpheden er lig nul, ligesom man også leger for meget med forvrængninger, som bliver trættende i længden.
Fenar Ahmad har udtalt, at den opdaterede Valhalla skal ses som en allegori over klimaet, og måske er det derfor, den er så dyster.
I den henseende kan man se Røskva som en anden Greta Thunberg, der forsøger at tale fornuft til klodens ledere, når hun entrerer Valhalla og taler til guderne, som sidder i en rundkreds.
Men det er svært ikke at se slutningen som et tegn på, at Søren Espersen har sejret med sin kritik af Thunberg. Og hvad er det for en morale at give til de klimaaktivistiske, unge mennesker?
Der kan være en god pointe i at forny det gamle sagnstof, men desværre er Fenar Ahmads ucharmerende Valhalla nærmere en ufrivillig farce end et magisk eventyr.
Kommentarer