Præsident Selina Meyers (Julia Louis-Dreyfus) står bøjet ind over mahogni-skrivebordet i det ovale kontor. Den stramtsiddende kjole er åbnet bagtil, hvor taskebærer Gary febrilsk fumler med en mikrofonledning, der sidder fast i bh-stroppen.
”Havde landets founding fuckers aldrig hørt om ulige numre?” spørger hun personalechefen Ben, der ikke kigger op fra sin telefon, imens han køligt replicerer: ”To fine, græske bidrag til samfundet: demokrati og røvpuleri.”
”Tja,” svarer præsidenten, ”jeg har prøvet dem begge, og de er vildt overvurderede. Ligesom jazz.”
På vanlig vis starter komedieserien Veep in medias res og med tårnhøjt tempo. I sidste sæson endte præsidentens valgkamp med en absurd uafgjort, der fik hele hendes inkompetente stab til øjeblikkeligt at ty til Google og Siri for at finde ud af, hvad der sker, når valgmandskollegiets stemmer falder præcist ligeligt med 269 stemmer til hver kandidat.
I starten af femte sæson åbnes der for et lille håb, som leder tankerne hen på Gore/Bush-valgkampen. I staten Nevada er løbet så tæt, at der kan kræves omtælling, som er omdrejningspunktet for de første fire afsnit. Selina Meyers er teknisk set stadig præsident, selv om ingen rigtigt ved, hvad der foregår.
HBO-seriens skaber Armando Iannuci (der også står bag den ligeledes fremragende The Thick of It) har siden starten i 2012 haft styr på komikkens teknikker og visuelle virkemidler. Lavpandet slapstick, hurtige screwball-replikker og The Office-inspireret mockumentary har været opskriften på succes.
Derfor blev nyheden om, at Iannuci forlod roret også modtaget med stor ængstelse. Ville Veep kunne holde akkuratessen og timingen? Og hvad med de over hundredvis af ”fucks”, der i høj grad kom fra den engelske del af besætningen?
Heldigvis har HBO hyret David Mandel (Seinfeld og Curb Your Enthusiasm) som ny showrunner, og bare rolig: Sproget er ikke blevet mindre profant. Eksempelvis har Julia Louis-Dreyfus denne perle af en replik, efter at hun har knaldet med en rigmand (John Slattery fra Mad Men), der minuttet efter bliver præsenteret som potentiel finansminister af hendes modkandidat: ”He fucked me, and then he fucked me? What is he – trying to fuck me?”
Man må bøje sig i støvet for Julia Louis-Dreyfus, der gang på gang leverer de profane replikker til ug med kryds og slange. Men hele ensemblet omkring hende gør også sit til, at Veep forbliver på toppen: Jonah, Richard, Mike, Ben, Kent, Sue, Gary, Dan og Amy – det er mange karakterer, men ikke én falder igennem, og alle er fornøjelige at følge.
Den eneste anke er, at man efter fire sæsoner har vænnet sig til jargonen og de mange fuck-ups. Man begynder at savne mere dybde, men det er her, David Mandel viser sit værd. Fjerde afsnit åbner for hidtil usete sider af Selina-karakteren, og Louis-Dreyfus balancerer mesterligt på kanten af komedie og tragedie. Det er et forrygende afsnit, og Mandels fortjeneste at Veep bliver skubbet i en ny retning.
I fire sæsoner har komedieserien formået at udstille inkompetencen og absurditeten i Det Hvide Hus i en sådan grad, at selv Obamas tidligere seniorrådgiver medgiver, at Veep er længder foran The West Wing og House of Cards, når det kommer til forståelsen af de politiske processer på magtens tinde.
Veep viser på genial vis, at præsidentembedet, det mest magtfulde embede i verden, i virkeligheden ikke har særlig meget magt. Kongressen stemmer ofte imod, og Veep sætter det på spidsen, når Selina eksempelvis må stemme imod sit eget lovforslag for at blive ved magten.
Dertil kommer, at det ofte er tilfældighedernes spil. I femte sæson ser vi, hvordan en bums kan forårsage et voldsomt dyk i Dow-indekset, og et uheldigt tweet bliver til en storpolitisk krise. Det er senkapitalismens frie marked i højeste potens – politikken løber af sted, uden at nogen reelt har styr på, hvad der foregår. Man reagerer uden at regere.
Dét er frygtindgydende morsomt.
facebook
twitter
Kommentarer